De sad i køkkenet, da han kom med en besked, der kunne aendre hans vens liv
Det var ikke en svaer beslutning for Søren Gade. Han havde to gode nyrer, hans ven Bo Anders Olesen havde to dårlige. I dag er Søren Gade klar til at kaempe for, at ingen skal stå uden de organer, de har brug for for at overleve.
Det har ikke altid ligget ham meget på sinde. For Folketingets formand, Søren Gade (V), har det vaeret de personlige historier og vidnesbyrd, der har fået ham til at kaste sig ind i debatten om organdonation. Og ikke mindst har venskabet med Bo Anders Olesen, som for godt 20 år siden blev nyresyg, sat organdonation på hans indre landkort. I så høj grad endda, at han tilbød at donere sin ene nyre til ham.
Regeringen praesenterede i weekenden sit nye forslag om organdonation, der af flere borgerlige stemmer bliver kaldt iliberalt, deriblandt Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, der kritiserede forslaget med ordene: »Mette Frederiksen vil eje din krop«.
Kritikken preller af på Søren Gade, som står klar til at tage kampen op ved for første gang at dele sin personlige historie om at ville donere et organ for at redde en ven.
Bo Anders Olesen har altid holdt sig i god form. Løbet maraton og cyklet på mountainbike.
Derfor kom det som en stor overraskelse, at han som 40-årig – midt i en stor erhvervskarriere – blev syg. Nyresyg.
Når cysterne i hans nyrer sprang, lå han forkrampet i fosterstilling, indtil smerterne fortog sig. Det sker stadig en gang imellem, men ikke så ofte laengere.
Som årene gik, blev nyrernes funktionsevne ringere og ringere. Sideløbende blev dagene svaerere at komme igennem. Overskuddet blev mindre, og kroppens fysiske tilstand forvaerret.
Foruden de fysiske smerter, der var relateret til hans nyresygdom, gjorde behovet for mellem 14 og 16 timers søvn i døgnet også livet svaert at overskue, når han samtidig skulle drive forretninger og have et socialt liv.
I det vaerste mørke, der hvor livet så svaerest ud for Bo Anders Olesen, havde han udtaenkt en plan om at gøre en ende på sit liv.
»Man kan sammenligne det med bøfler på savannen. Når de kan maerke, at de ikke kan vaere styrende eller dominerende mere i en flok, går de ud for sig selv for at dø,« siger han og uddyber:
»Hvordan man kommer til sådan et ekstrem, at man er klar til at tage sit eget liv, ved jeg ikke, og jeg vil vove den påstand, at det aldrig ville kunne lade sig gøre med mig i dag, men dengang kunne jeg drømme, at jeg bare skulle vaek. Det var så vanvittigt.«
Øjnene bliver røde og glasklare for både Bo Anders Olesen og hans ven gennem mere end 20 år, Søren Gade, når de taler om det.
Begge ved, hvor meget det betyder og fylder i livet at stå i den situation, hvor man har brug for et andet menneskes organ for at kunne overleve. Derfor er de begge er enige om, at regeringens nye forslag om organdonation er den eneste vej frem.
»Vi kan snakke om oplysning de naeste 20 år, men det virker bare ikke. Det her, det virker,« siger Søren Gade.
En nødvendig kattelem
Modellen om formodet samtykke, som regeringen nu praesenterer, indebaerer, at alle danskere over 18 år automatisk bliver organdonorer i tilfaeldet af deres død, og organerne fortsat er funktionsdygtige.
Det vil vaere op til den enkelte at bekraefte sit samtykke eller aktivt fravaelge det, hvis man ikke ønsker at vaere organdonor.
Som en kattelem laegger regeringen op til, at de pårørende i sidste ende kan forbyde organdonation, skulle den afdøde ikke have bekraeftet sit samtykke.
Selv om Søren Gade gerne havde vaeret kattelemmen foruden, ser han det som et nødvendigt onde for at finde flertal til forslaget.
Det er ikke første gang, at organdonation og formodet samtykke har vaeret på den politiske dagsorden. Senest blev det debatteret i Folketinget i 2023, og Etisk Råd tog stilling det samme år, hvor det fandt en raekke usikkerheder ved den model, regeringen nu foreslår.
Etisk Råd vurderede forrige år, at modellen om aktivt tilvalg, som vi har i Danmark i dag, bedst respekterer det enkelte menneske og dets selvbestemmelse. Derudover lagde rådet vaegt på, at det ud fra den tilgaengelige viden fra udlandet fandt det
»tvivlsomt«, at en model med formodet samtykke eller aktivt fravalg »vil føre til en betydelig forøgelse af antallet af donorer«. Afslutningsvist vurderede rådet, at formodet samtykke kan risikere at svaekke den »folkelige tillid til donationssystemet og generelle støtte til donationssagen«.
Men den udlaegning er Søren Gade lodret uenig i. Han mener, at lovgivning er den eneste vej til flere organer.
»Jeg har stor respekt for Etisk Råd, men Etisk Råd er jo ikke klogere end dig og mig,« siger han.
Det står helt klart for Søren Gade, at forslaget vil reducere antallet af danskere, der forgaeves venter på organer.
Og skulle det komme til situationer, hvor danskere bliver organdonorer uden aktivt at have bekraeftet valget eller aktivt fravalgt det, må situationen komme samfundet og den gode sag til gavn, mener han.
»Så er det din egen skyld og ansvar. Du bruger trods alt dit MitID flere gange om ugen, og så svaert er det ikke at melde det fra,« siger han.
Søren Gade er nervøs for, om forslaget i høj grad vil blive en debat om brud på liberale vaerdier, som at staten ikke skal eje folks organer.
»Min tilgang er, at bare fordi man er liberal, behøver man ikke vaere idiot. Organdonation handler om menneskesyn, og hvorfor er udgangspunktet, at jeg ikke vil hjaelpe dig, hvis jeg kunne?« spørger han retorisk og fortsaetter:
»For mig er det i hvert fald noget, som betyder noget. Jeg ved jo godt, at det ikke redder nationaløkonomien eller Danmark, om man siger ja eller nej til forslaget, men i mit univers er det et stort skridt i den rigtige retning, hvis vi får det vedtaget.«
Ved udgangen af 2023 stod 442 danskere på venteliste til et nyt organ. Naesten samme antal – 430 danskere – blev transplanteret, heraf blev to af tre nyretransplanteret, viser tal fra Dansk Center for Organdonation.
I 2023 mistede 28 danskere livet, imens de ventede på nye organer.
Mørket lettede
Det var en forårsdag i 2016, at Søren Gade satte sig i Bo Anders Olesens køkken i Give og fortalte ham om det, der fyldte i hans tanker.
»Vi sad ude i køkkenet. Søren sad med ryggen til vaeggen, og så siger han: ”Der er noget, jeg har taenkt på, Bo. Du skal vide, at jeg stiller mig til rådighed”,« fortaeller han om den dag, da Søren Gade tilbød sin ene nyre til ham.
Den 13. marts året efter den samtale i køkkenet blev Bo Anders Olesen transplanteret. I sidste ende blev det dog ikke Søren Gades nyre, der hjalp ham, men hans partner Charlotte Blinkenbergs, som var et helt perfekt match.
Med ét lettede det mørke, der havde omgivet Bo Anders Olesen i så lang tid. Nu kunne han se frem og drømme om den fremtid, han nu ville få og skulle leve.
»Hver gang, der kom en laege eller sygeplejerske ind til mig på stuen, graed jeg. Tårerne stod ud, og jeg måtte sige, at det måtte de virkelig undskylde,« fortaeller han.
Han pointerer flere gange, at han har vaeret enormt heldig. Også heldigere end mange af de andre nyrepatienter, der bliver transplanteret.
Men han håber alligevel, at historier som hans kan vaere med til at saette fokus på sagen og gøre folk opmaerksomme på, hvordan de kan vaere med til at give andre livet igen.
»Det er naesten surrealistisk på en måde, at man kommer tilbage til sit gamle liv. Jeg taenkte, er livet virkelig så dejligt?« siger han.