Skal loven strammes, er det nøgtern vurdering, der er brug for. Ikke populistisk stemmefiskeri
politisk ordfører for Enhedslisten, har i JP 13/2 et indlaeg om de mulige konsekvenser af Nordic Waste-sagen, der er mere reflekteret og indsigtsfuld, end det indtil nu har vaeret tilfaeldet fra politisk hold.
Han undlader da heller ikke et diskret spark til regeringen, der gik »rigeligt langt i deres retoriske udskejelser«. Det er en venlig underdrivelse, i betragtning af hvad der foregik i medierne de første dagen efter jordskreddet, isaer de elektroniske, der synes at have en naesten hypnotisk tiltraekning på nogle politikere.
Som professor i selskabsret hilser jeg det velkomment, at den ulykkelige sag bliver genstand for en mere nøgtern vurdering, så det kan vurderes, om der er behov for ny lovgivning på området. Jeg er ikke professor i miljøret, så den del undlader jeg at komme ind på og overlader til mere kvalificerede kraefter, f.eks. min kollega på Københavns Universitet professor Peter Pagh.
Når jeg overhovedet føler behov for at kommentere Pelle Dragsteds indlaeg, skyldes det, at indlaegget på en og samme gang både korrekt gengiver gaeldende ret og samtidig lader forstå, at det er problematisk. Rigtig meget dårlig lovgivning er blevet skabt, fordi politikerne har søgt at løse problemer, der ikke var, som de troede.
laegger ud med at angribe den misforståelse, at store selskaber ikke skulle have et moralsk ansvar over for samfundet, og peger på udbredelsen af CSR, der angiveligt går »langt ud over, hvad loven kraever«. Det er både rigtigt og forkert. Vi har alle, store som små, et moralsk ansvar, men det går ikke ud over, hvad loven kraever. Den enkelte kan lade sig
Pelle Dragsted
styre af sin egen moral, men vil man styre andre, må man bruge lov og ikke moral.
Reglerne om CSR angår da også kun pligten til at oplyse om det, man har besluttet at gøre, men ingen pligt til at gøre noget specifikt. Det er en oplysningspligt, ikke en handlepligt. Det burde ikke komme bag på nogen i vores moderne samfund, at opfattelsen af god moral kan variere betydeligt, og ikke sjaeldent er ens moralske opfattelse praeget af, hvad der passer en selv. Derfor skal vi ikke lade os styre af, hvad andre opfatter som god moral.
Vil vi påtvinge andre vores moral, må vi gøre os den ulejlighed at få moralen vedtaget som klare bestemmelser i lovgivningen. Det stiller nemlig krav om en bred politisk opbakning hos folkevalgte lovgivere og skaber den klarhed, som moralske forestillinger savner.
behandler Pelle Dragsted udgangspunktet om, at aktionaerer
Dernaest
ikke haefter for gaelden i det selskab, som de har investeret i. Vigtigheden af disse regler kan ikke overdrives, for de udgør hele grundlaget for vores markedsøkonomi, der har skabt den fantastiske velstand, vi alle nyder godt af. Det er bl.a. den regel, som gør det trygt at spare op til alderdommen. For selvom pensionsselskaber er voldsomt formuende, kan de aldrig risikere at skulle bruge alle pensionskundernes penge på at daekke gaelden i et selskab, som de har investeret i.
Pelle Dragsted tilføjer endda, at – ham bekendt – har ingen foreslået at gøre op med denne grundsaetning. Her er han naeste for venlig over for regeringen, for det, der udløste alvorlig bekymring og kritik efter de to ministres improviserede pressemøde foran selveste Justitsministeriet, var ikke kun den uanstaendige udhaengning af en navngiven privatmand, men også udmeldingen om, at man ville undersøge, om lovgivningen kunne aendres, så man kunne snuppe hans penge.
selv bemaerker, var den udmelding helt overflødig, for lovgivningen giver allerede mulighed for at gøre en aktionaer personligt ansvarlig for selskabets gaeld, hvis – vel at maerke – vedkommende har medvirket til selskabets uforsvarlige ledelse. Som påpeget af Pelle Dragsted er det en veletableret undtagelse til reglen om aktionaerers begraensede haeftelse, at samfundet ikke tolererer misbrug og uansvarlighed.
Men det kraever altså, at aktionaeren faktisk har gjort noget galt og ikke bare optrådt som investor, og indtil videre er dette uafklaret. Reglerne er altså på plads, vi ved bare ikke endnu, hvad der er foregået.
Som Pelle Dragsted
peger Pelle Dragsted på, at selv hvor der ikke er grundlag for at gøre et personligt ansvar gaeldende mod aktionaerer, herunder moderselskaber, kan man vaelge at indføre en haeftelse på anden vis, f.eks. krav om garantier eller forsikringer. Det er ganske rigtigt en måde at sikre, at regningen bliver betalt, og den bruges også på visse områder.
Juridisk er der altså ikke noget at
Afslutningsvis
indvende, for det angår ikke den konkrete sag, men hører naermere til den fremtidige indretning af miljøretten.
Men man kan påpege den erfaring, at skal de private aktører baere meget store og ubekendte risici forbundet med en bestemt virksomhed, kan det medføre, at de ikke vil deltage. I så fald må staten selv stå for besvaeret og haenger på hele regningen. Så der er fordele og ulemper ved en sådan løsning.
at Pelle Dragsted synes at formode, at ledelsen af Nordic Waste faktisk har opført sig ansvarspådragende, hvilket man da heller ikke kan afvise, at den, og måske også de involverede myndigheder, har – det er endnu uafklaret – er konklusionen på hans indlaeg, at gaeldende ret faktisk fungerer fint.
Accepterer vi private aktører inden for jordrensning, må vi respektere princippet om aktionaerers begraensede haeftelse, uanset hvor rige de tilfaeldigvis er – medmindre de har opført sig uansvarligt, i hvilket tilfaelde vi kan holde dem ansvarlige. Reglerne er således på plads og virker, hvilket ikke udelukker, at vi fremover nationaliserer branchen, men det byder på sine egne udfordringer.
Ser man bort fra,
Vil vi påtvinge andre vores moral, må vi gøre os den ulejlighed at få moralen vedtaget som klare bestemmelser i lovgivningen. Det stiller nemlig krav om en bred politisk opbakning hos folkevalgte lovgivere og skaber den klarhed, som moralske forestillinger savner.
Tilbage står således alene spørgsmålet om, hvorfor Enhedslisten har fremsat beslutningsforslag B 111, hvor det opfordrer regeringen til at indføre ny lovgivning, der »kan forhindre, at selskabers større ejere ved konkurs eller økonomiske manøvrer [sic] kan unddrage sig et økonomisk ansvar og erstatningsansvar ved større miljøkatastrofer (…)«.
Efter den fine gennemgang af gaeldende ret fra Pelle Dragsted virker det som et forsøg på at sparke åbne døre ind. Måske er det ikke bare jorden, som skrider i denne triste sag?