Mens jeg venter på krigen: Jeg vil hellere nyde livet end leve i frygt
Vokset op med Den Kolde Krig som baggrundstaeppe og med angsten for en atomkrig og efterfølgende glaede over Murens fald og dermed stabilisering af den vestlige verden sidder jeg nu igen med følelsen af, at der er grund til at vaere angst for krig.
mindre dilemmafyldt. De seneste mange år har klimakrisen fyldt en stor del af den samtale, som vi voksne har med hinanden. Skal vi flyve mindre, spise mindre kød, elbiler, skal landbruget reducere CO2-udslippet osv.
Det gør ikke livet
Måske er vi nu nødt til at overveje, om det kan svare sig at bruge tid og energi på den debat.
Hvor deprimerende det end er, skal vi måske til at overveje, hvordan vi vil overlever en krig i Europa, som ikke laengere ”kun” foregår i Ukraine.
to muligheder: 1) Jeg forbereder mig på, at vi ikke har adgang til elektricitet, vand, varme og fødevarer og må derfor oparbejde depoter til at afhjaelpe x antal dage uden disse. Haeve min opsparing, i håb om at pengene har en vaerdi i et samfund, som er krigsramt, måske investere i guld, som ofte er bedre at
Personligt opstiller jeg
handle med i sådanne situationer.
Eller 2) Nyde livet med mine naermeste her og nu. Ikke gemme til i morgen, hvad der kan opleves i dag. Droppe nyhedsudsendelser og avislaesning og alene koncentrere mig om alt det, jeg har kaert.
Jeg er nok der, hvor jeg vaelger den sidste løsning. Jeg har altid vaeret politisk aktiv, ment, at man skal gøre sin stemme gaeldende i forhold til alle samfundsforhold, men i spørgsmålet om, hvad Putin finder på, virker det ret meningsløst at forsøge at gøre sin stemme gaeldende, for der er ingen, der lytter.
Som almindelige borgere har vi ingen indflydelse på, om eller hvornår krigen kommer. Det er i den sammenhaeng uden betydning, hvad vores statsminister hedder. Vi kan bruge flere resurser på det danske forsvar, men det vil ikke have nogen betydning i den store sammenhaeng, og med et eventuelt praesidentskifte i USA ved vi heller ikke, om der er støtte fra den side, hvis et eller flere lande i Europa bliver angrebet af Rusland.
Som udgangspunkt en deprimerende konklusion, men måske også et wakeupcall i forhold til at leve i nuet og glaedes over de små ting i dagligdagen i stedet for at leve i angsten for det, der måtte komme.