Dansk Erhverv frygter for dansk havvindfiasko
Ifølge erhvervsorganisationer skal udviklerne baere en for stor risiko i de kommende danske havvindudbud, som skal udgøre fundamentet for den grønne omstilling. Minister lover klarhed om vilkår og melder om stor interesse.
Selve fundamentet for Danmarks grønne omstilling skaelver.
Sådan lyder advarslen fra brancheorganisationen Dansk Erhverv efter markedsdialogen for det kommende danske havvindudbud.
Der er tale om et rekordstort udbud på minimum 9 gigawatt (GW) havvind, inklusive en energiø på Bornholm på 3 GW. Det er naesten en firedobling af, hvad der står i dansk farvand i dag, som skal bane vejen for danske klimamål, lavere elregninger og et grønt erhvervseventyr.
Men betingelserne i udbuddet får virksomhederne, som skal opføre de hundredvis af havvindmøller, til at tøve, lyder det fra branchedirektør for klima og energi i Dansk Erhverv Ulrich Bang.
»Hvis vi ender med den uklarhed, som vi sidder med nu, vil vi ikke blive overrasket, hvis vi får markant faerre bud end ønsket. Og så bliver udbuddet en fiasko, for så skal vi gøre det hele om, hvis vi skal have den havvind, vi ønsker,« siger han.
»Konsekvensen er højere strømpriser for borgerne, og vi låses som samfund fast til kul og gas. Og så handler det her også om et erhvervseventyr i forhold til produktion af grønne braendstoffer. Det er også det erhvervseventyr, man siger nej til, for om fem år er andre lande trukket fra, og så er det for sent.«
Det er isaer to elementer af det kommende udbud, som Dansk Erhverv finder problematisk. Først og fremmest er der spørgsmålet om det efterhånden ganske omtalte potentielle brintrør til Tyskland, hvor bl.a. BASF og Thyssenkrupp tørster efter grøn brint, der kan barbere industrigiganternes CO2regnskaber i bund.
Brintrøret er ifølge branchen essentielt for Danmarks produktion af grønne braendsler, da den danske efterspørgsel ikke er stor nok til at aftage de enorme maengder planlagt grøn strøm, eller for den sags skyld de store maengder grøn brint, som det er planen, at Danmark skal producere af den overskydende grønne strøm.
»Spørgsmålet er, om vi bare vil sende grønne elektroner til Tyskland som slagtesvin på en lastbil, eller om vi vil lave parmaskinke i Danmark. Altså vil vi foraedle råvaren og skabe vaerdi her i Danmark,« spørger Ulrich Bang retorisk.
Unbrakonøglen
Power-to-X, produktion af grønne braendsler lavet på strøm fra vedvarende energikilder, er den grønne omstillings unbrakonøgle, som kan låse op for dekarbonisering i en lang raekke sektorer, hvor direkte elektrificering enten ikke er teknologisk mulig, er for ineffektiv eller for dyr. Det gaelder isaer områder som svaerindustri, luft- og søfart.
Derudover finder Dansk Erhverv udformningen af det statslige medejerskab problematisk.
Staten har i dag et medejerskab på 20 pct. af oliefelter gennem Nordsøfonden, og den model vil blive brugt som forbillede i de kommende udbud. Ejerskabet skal sikre, at staten får gevinst af de store maengder havvind i det danske farvand, men modellen er ifølge Dansk Erhverv uprøvet inden for havvind og øger dermed bydernes risiko.
Ifølge Dansk Erhverv skaber den konkrete udformning af medejerskabet desuden store problemer ift. muligheden for overplanting, hvor udviklere i dette udbud vil have mulighed for at opsaette flere vindmøller end projekteret i et givent område, såfremt det er teknisk muligt.
Det kan ifølge Dansk Erhverv give problemer, hvis udvikleren vil producere brint af den overskydende strøm.
Hos Green Power Denmark tror man på, at det kommende udbud vil blive en succes, men man fremhaever som Dansk Erhverv en raekke områder som problematiske.
»Man skal ikke underspille de udfordringer, der er i udbuddet. Det er de samme ting, vi hele tiden har fremhaevet, som øger risikoen, og den risiko er byderne nødt til at laegge ind i projekterne,« siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for kommunikation og public affairs i Green Power Denmark.
Derudover fremhaever Green Power Denmark de store bøder, som vinderne af udbud kan blive pålagt ved forsinkelser, som problematiske, da forsinkelser kan ske steder i forsyningskaeder, som ligger uden for havvindudviklerens handlerum.
I plus eller minus
Alene en forsinkelse på tre måneder kan give en bøde på 48 mio. kr., har Finans tidligere beskrevet.
»Konsekvensen af det er blot, at når en udvikler sidder og regner casen igennem, så laegger de potentielle omkostninger eller manglende indtjening ind. Og der kan nogle af de her ting vaere lige praecis det, der afgør, om et projekt er rentabelt og bliver til noget. Så derfor er det superafgørende at få på plads,« siger Thomas Aarestrup Jepsen.
Green Power Denmark understreger ligeledes, at verden har aendret sig, siden det seneste havvindudbud på parken Thor, hvor tyske RWE endte med at sende 2,8 mia. kr. i statskassen.
»Vi har haft år med nogle barske forsyningskaeder og høje renter. Hvordan det alt sammen ender med at munde ud, er svaert at spå om, men det er vigtigt at understrege, at vi kommer nok ikke til at se udbud som Thor igen.«
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) tror ikke umiddelbart, at der kommer til at mangle bydere på dansk havvind.
»Det, jeg får tilbage fra Energistyrelsen, er, at der spørges livligt ind til alle områder i markedsdialogen. Det er jo svaert at udstede garantier, og jeg kan ikke spå om fremtiden, men indtil videre er der indikation på stor interesse fra markedsaktørerne,« siger ministeren.
Børsen har citeret Energistyrelsen for, at i alt 15 selskaber har indgået i markedsdialogen og sammenlagt har givet mere end 600 kommentarer til udbuddets udformning.
Hvem har risikoen?
Lars Aagaard vedkender sig dog, at der er mange nye elementer i det kommende udbud, som potentielle bydere skal forholde sig til.
»Statsligt medejerskab er kendt ude fra Nordsøen, så på den måde har der vaeret erfaring med statsligt medejerskab af energianlaeg, men selvfølgelig er der behov for klarhed, og mit indtryk er også, at der derfor spørges livligt ind til det, og at der skabes klarhed i den formelle mødekonstruktion,« siger ministeren.
Til gengaeld er der garanti fra ministeren om, at selskaber
Spørgsmålet er, om vi bare vil sende grønne elektroner til Tyskland som slagtesvin på en lastbil, eller om vi vil lave parmaskinke i Danmark. ULRICH BANG, BRANCHEDIREKTØR FOR KLIMA OG ENERGI I DANSK ERHVERV
som Ørsted, Vattenfall og RWE ikke kommer til at byde uden vished om, hvorvidt der kommer et brintrør til Tyskland.
»Jeg er helt med på, at vaerdien af den vedvarende energi, som kommer ud af parkerne, og muligheden for at afsaette den har en sammenhaeng med brintinfrastruktur. Derfor arbejder vi også på meget snart at gå til Folketingets partier og give regeringens bud på, hvordan brintinfrastrukturen er klar med første del i 2028 og anden del i starten af 2030’erne,« siger Lars Aagaard.
»Det er vi meget, meget taet på at kunne gå i dialog om.«
Udfordringen ved et brintrør til Tyskland har ifølge Lars Aagaard vaeret et spørgsmål om hønen eller aegget. Hvis brintrøret besluttes og etableres, men markedsaktører endnu ikke har valgt at opføre store maengder havvind, så baerer staten hele risikoen, da der i så fald ikke er nogen garanti for, at røret vil blive brugt.
Ved det omvendte scenarie baerer energiselskaberne hele risikoen, da de ikke har vished om, hvilken pris havvinden kan afsaettes til.
»Der skal vi selvfølgelig finde et sted imellem disse to yderpunkter, som ikke kan flyve for nogen, hvor der er en risikodeling mellem staten og de kommercielle aktører,« siger Lars Aagaard.
Derudover blev der i december skabt klarhed over EU-regulering, som udgør fundamentet for en ny type tarifering til brintinfrastruktur, som udgør betalingen for at bruge røret.
»Det er jo ikke kun vigtigt for byderne at vide, hvad deres commitment skal vaere, før staten drøner videre med investeringen. De skal også på det individuelle niveau have en idé om, hvad principperne for betalingen bliver. Det er de to ting, som vi arbejder på, og vi er meget taet på at kunne praesentere det. Men om det er dage eller uger? It remains to be seen.«