Antallet af anbragte børn rasler ned i Aarhus
Aarhus Kommune saetter ind med tidligere hjaelp og undgår derfor anbringelser, siger centerchef. »Men vi må ikke se på en anbringelse som worst-case scenario eller en sidste udvej,« lyder det fra Leika Fuglsang, der er konstitueret formand for De Anbragte
Som barn følte Leika Fuglsang sig fanget. Af sin mor. Så svaekket af sklerose og en hård opvaekst, at hun ikke kunne tage vare på sin datter. Men alligevel med så stort et savn, at hun ikke kunne udstå, når forskellige plejefamilier gav datteren oplevelser og omsorg, hun ikke selv kunne give.
Og af Aarhus Kommune. Så forhippet på at tage hensyn, at den lod moren styre datterens liv på afstand. Som da femårige Leika Fuglsang blev flyttet fra sin plejefamilie, få uger efter at en tur i Disneyland i Paris pludselig havde skabt knas i samarbejdet mellem moren og plejefamilien.
Leika Fuglsang er i dag 31 år og har dannet sig et billede af sit liv som anbragt barn gennem minder og samtlige papirer om sin sag.
»Jeg tror, at min mor var jaloux,« raesonnerer hun og undrer sig over, hvor meget det fik lov til at påvirke hendes liv:
»Min far var aldrig inde i billedet, og det har aldrig vaeret en mulighed, at jeg skulle bo hos min mor. I dag er det stadig et mysterium for mig, hvorfor der i min barndom blev taget mere hensyn til min mors behov frem for, hvordan jeg havde det. Der findes en masse underretninger om mig fra min skole og fritidshjem, bl.a. fordi det ikke var sundt for mig at blive kastet så meget rundt fra plejefamilie til plejefamilie.«
Leika Fuglsang bor i København og er konstitueret formand for organisationen De Anbragtes Vilkår, hvor hun bruger sin historie til påvirke kommunernes og samfundets blik på anbringelser. Men indtil Leika Fuglsang blev myndig, havde hun hjemme forskellige steder i Aarhus.
For mange chancer
Det er også her, hendes historie er relevant, fordi antallet af anbringelser er støt faldende. Selvom antallet af aarhusianere stiger med ca. 4.000 hvert år, er antallet børn anbragt uden for hjemmet faldet fra 706 til 537 om året i perioden 2013-2023.
Det flugter dårligt med statsminister Mette Frederiksens (S) budskab i sin første nytårstale i 2020. Her bebudede hun, at flere børn i udsatte familier skulle fjernes fra deres foraeldre for at skabe en mere stabil barndom.
»I dag får nogle foraeldre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag,« sagde Mette Frederiksen dengang.
Men udviklingen i Aarhus er helt bevidst, forklarer centerchef i kommunens familieafdeling, Lene van der Raad. Hun kalder det et markant politisk valg, da der i Aarhus Kommunes budget for 2023 blev foretaget en investering for millioner på både socialområdet samt børne- og ungeområdet for at sikre tidligere indsatser end førhen.
»For mig er det positivt, at flere børn kan blive i deres familier. Det er et tegn på, at vi arbejder taet sammen med dem, som ser børnene allermest. Det er foraeldrene, skolerne og dagtilbuddene. Vi saetter i dag tidligere ind og reagerer, så snart der kan spores mistrivsel, og så arbejder vi taet sammen om, hvordan vi kan hjaelpe med at få et barn til at trives igen,« siger Lene van der Raad.
Hun kan ikke kommentere Leika Fuglsangs sag og kender den ikke, men forklarer, at lovgivningen før i tiden tog mere hensyn til foraeldrene, og at myndighederne den
gang handlede anderledes, end de ville gøre i dag.
Leika Fuglsang er ikke entydigt begejstret for udviklingen med faerre anbringelser i Aarhus.
»Det ser rigtig flot ud på papiret, at en kommune kan sige, at vi forebygger vildt meget, og derfor falder antallet af anbringelser. Men vi må ikke se på en anbringelse som worst-case scenario eller en sidste udvej. Der er nogle, som har brug for at ikke bo hjemme med sin far og mor. Med det samme. En anbringelse kan faktisk godt vaere den forebyggende foranstaltning,« siger hun.
Bitterhed og vrede
Det er Lene van der Raad som udgangspunkt enig i.
»I den bedste af alle verdener bor alle børn, der kan, hjemme hos deres foraeldre. Men for nogle børn er en anbringelse den rigtige vej,« siger centerchefen, som ikke er meget for at lave nogen klar defination af, hvornår det går så skaevt, at et barn må anbringes:
»Det er virkelig forskellige situationer. Der er børn i socialt udsatte situationer. Men der er også børn med handicap, hvor der skal mere hjaelp til, end foraeldre normalt kan klare. Men grundlaeggende er der tale om børn, som har brug for saerlig støtte for at komme til at trives igen.«
Hvordan harmonerer faerre anbringelser i Aarhus Kommune med Mette Frederiksens udmelding i 2020?
»Det er jo politik. Det blander jeg mig ikke i. Men jeg synes egentlig ikke, at det er i modsaetning til hinanden. I Aarhus arbejder vi så langt, vi kan, med tidlige indsatser. Men når det ikke er muligt at hjaelpe ad den vej, skal vi ikke vente med at anbringe. Så skal vi gribe ind med det samme,« siger Lene van der Raad.
Da Leika Fuglsang var otte år, blev der foretaget en psykologisk udredning, fordi hun efter eget udsagn var et »meget, meget vredt barn«. Konklusionen var, at hun både var depressiv og led af angst.
Men så fulgte en lang årraekke, som ifølge hende selv har skabt grundlaget for, at hendes psykiske bagage i dag er til at håndtere. Efter ni måneder på Chr. IX Børnehjem i det nordlige Aarhus endte hun på det nu lukkede behandlingshjem Dalgården.
»Her var nogle voksne, som forstod, at jeg havde brug for et vaerelse, nogle, der holdt mig i hånden og laerte mig, hvordan man havde et almindeligt børneliv. Paedagogerne forstod også at møde min mors frustration over at have et anbragt barn og håndterede hendes bitterhed og vrede på systemet og sig selv. Det betød, at jeg ikke kom til at stå i midten af en konflikt, og det gav mig rum til at vaere et barn,« siger Leika Fuglsang, der boede på Dalgaarden i ni år indtil sin 18-års fødselsdag.
Leika Fuglsang er i dag uddannet paedagog. Hendes mor døde for seks år siden.
En anbringelse kan faktisk godt vaere den forebyggende foranstaltning. LEIKA FUGLSANG, KONSTITUERET FORMAND FOR DE ANBRAGTES VILKÅR