Tidligere folkeskolelaerer: »Mobilfri skole er en større opgave, end man tror«
Mobilfri skoler kan sagtens blive et succesfuldt tiltag, men det kraever flere ressourcer. Det mener en tidligere folkeskolelaerer, der dagligt oplevede snyd eller konflikter med sine elever over mobilerne.
Skolen var egentlig mobilfri. Alligevel førte telefonerne til daglige konflikter mellem laerere og elever.
Det oplevede 29-årige Cecilie Schjoldager Guldbrandsen, der indtil for nylig arbejdede som laerer på en folkeskole, hvor det viste sig, at opgaven med at adskille børnene og deres skaerme var en stor udfordring. Hun fik nok af at vaere mobil-politi.
»Hvis man havde mere tid og flere haender, ville det måske ikke vaere så stort et problem. Men det bliver det, når det kommer oven i bunken af de opgaver, man har som ene kaptajn i et klassevaerelse med 25 børn,« siger Cecilie Schjoldager Guldbrandsen.
Foruden de daglige diskussioner kunne hendes elever i 6. og 7. klasse finde på at indlevere gamle mobiltelefoner, som ikke var deres egne. Andre gange måtte hun løbe efter elever, hvis hun så dem stå i skolegården på deres telefoner, som burde vaere låst inde i klassevaerelserne.
Sommetider kom børnene også for sent i skole med vilje i et forsøg på at undgå at indlevere mobilen.
»Når vi står i en undervisningssammenhaeng, hvor man har 45 minutter til også at nå at høre om Christian 4., så tager det rigtig meget tid,« siger Cecilie Schjoldager Guldbrandsen.
Hun stoppede som laerer ved årsskiftet efter oplevelsen af mangel på ressourcer.
Hvis man havde mere tid og flere haender, ville det måske ikke vaere så stort et problem. CECILIE SCHJOLDAGER GULDBRANDSEN, TIDLIGERE LAERER PÅ EN FOLKESKOLE
Møder modstand fra start
Inden da havde hun sammenlagt arbejdet som laerer i fire år på folkeskoler, som var mobilfri i større eller mindre grad. Nu efterspørger hun en løsning, der ikke gør laererne til de daglige skurke, når de beder eleverne om at aflevere deres mobiler.
For nylig praesenterede
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) en raekke anbefalinger til skaermbrug i skolen, som blandt andet indebaerer, at elevernes telefoner bliver låst inde i et skab hele dagen.
»Selv om de får abstinenser, må de tage en kold tyrker og vaere til stede i faellesskabet,« sagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) blandt andet i et interview med Jyllands-Posten i den forbindelse.
Selv om skaermfri intentioner er gode, kan det ende med at skade relationen mellem laerer og elev, mener Cecilie Schjoldager Guldbrandsen.
»Når man så deler matematikarket ud på bordene, efter at telefonerne er samlet ind, er der faktisk modstand fra start af,« siger hun.
Hun oplevede, at udfordringerne tit er med de børn, der har det svaert af den ene eller anden årsag. For dem kan telefonen vaere en tryghed.
»Konflikterne sker oftest med de elever, som har det svaert i en eller anden sammenhaeng. Måske de ikke har så mange relationer i klassen eller har svaert ved det faglige og kan godt taenke sig et sted at søge hen, hvor de ved, at de kan lykkes,« siger hun.
»Vi gør det jo også selv«
Derudover, påpeger hun, er mobilen så stor en del af deres liv og sociale relationer uden for skoletiden, at det kan føles graenseoverskridende at skulle undvaere den.
»Det fedeste er, når børnene bare bliver helt aerlige og siger: Det er faktisk bare, fordi jeg synes, det er vildt ubehageligt, at du skal have min telefon. Så har man et grundlag at snakke ud fra,« siger hun.
Har foraeldrene ikke også et ansvar, når det er dem, der giver børnene telefonen med i skole?
»Jo, men der er også foraeldre, der har sagt til mig, at de kan godt selv se det. At den der telefon er kommet ind i deres liv, på et tidspunkt hvor den ikke var så meget i fokus. Så har de måske ikke fået sat de rammer, de burde. Både laerere, vikarer og foraeldre skal jo også vaere et eksempel for, hvordan man bruger sin telefon,« siger Cecilie Schjoldager Guldbrandsen.
Noget, hun selv oplever kan vaere svaert.
»Selv hvis jeg bare skal køre to stop med metroen, tager jeg telefonen frem. Så vi gør det jo også selv,« siger hun.
»Isaer den lidt aeldre generation siger, at ”dengang var det jo ikke noget problem”. Men det er bare en anden verden, og det er usammenligneligt. Hvis nogen bad mig laegge min telefon i en kasse inden et møde, ville jeg også synes, at det var graenseoverskridende,« siger hun.
For at det skal lykkes at have mobilfri skoler, skal børnene have både alderssvarende pauseaktiviteter og inddrages i, hvorfor skaermene skal vaere vaek, mener hun. Og det kraever en endnu større indsats end de daglige kampe.
Er det ikke bare et spørgsmål om tilvaenning?
»Så laenge det er laererens ansvar, skal der flere ressourcer i opgaven, fordi det er en større opgave, end man tror. Det kan sagtens blive et succesfuldt tiltag, men vi kommer ikke uden om, at for en ny laerer, en vikar eller en laerer, der kun har dem i fransk to gange om ugen, der er det for stor en udfordring, fordi relationen er så vigtig,« siger hun.