Retssagerne slog ikke Trump ud. Tvaertimod
Man kan ikke skrue tiden tilbage. Selv om en del gerne ville, når det gaelder Donald Trump. Men dem, der kunne have givet ham dødskysset efter angrebet på Kongressen, forsømte at gøre det.
I denne uge er det tre år siden, at Donald Trump blev frikendt i rigsretssagen i forbindelse med stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021.
Jeg vil ikke gå så langt, som The Dispatchs John McCormack gjorde det, da han i tirsdags så tilbage på denne skaebnesvangre dag under overskriften »Trump secured the 2024 GOP nomination three years ago today«.
Den tankegang slår mig mest som en efterrationalisering, men McCormack har en pointe i, at det fejlslagne forsøg på at dømme og diskvalificere Trump for tre år siden selvfølgelig på sin vis banede vejen for et politisk comeback i 2024, som mange ikke anså for at vaere sandsynligt dengang.
Under rigsretssagen i januar og februar 2021 var den gaengse opfattelse blandt republikanske kongresmedlemmer – og saerligt blandt senatorerne – at Trump inden laenge ville vaere et afsluttet kapitel i amerikansk politik. Syv republikanske senatorer stemte for at dømme Trump, hvilket var et historisk stort antal af partifaeller.
Men samtidig var der 43, der stemte imod, og som dermed holdt døren på klem for den tidligere praesident.
Som Lisa Murkowski – der var en af de syv republikanske senatorer, der stemte for at dømme Donald Trump dengang – formulerede det i denne uge, så »troede hun selvfølgelig«, at en praesident, der ikke var blevet genvalgt og derudover havde vaeret genstand for to rigsretssager, ville »forsvinde fra de politiske overskrifter«.
Den republikanske mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell, artikulerede dengang klart og tydeligt, hvorfor han ikke ville dømme Trump. Udover det principielle i, at den nu tidligere praesident ikke laengere bestred et politisk embede i februar 2021, så placerede McConnell en stor del af ansvaret for stormen på Kongressen hos netop Trump: »Der er ingen tvivl om, at praesident Trump er praktisk talt og moralsk ansvarlig for at fremprovokere begivenhederne den dag.«
Men det måtte retssystemet ifølge McConnell tage sig af: »Vi har et strafferetssystem i dette land. Vi har civile retssager. Og tidligere praesidenter er ikke immune over for at blive holdt ansvarlige i nogen af dem.«
Selvsamme retssager er de fleste republikanske politikere i dag i øvrigt meget kritiske over for og beskylder strafferetssystemet for at have politisk slagside. Go figure, som man siger.
Men hånden på hjertet: Mon ikke mange af Trumps partifaeller i dag fortryder, at de ikke gav Trump det politiske dødskys ved at dømme ham i rigsretten og efterfølgende diskvalificere ham fra at bestride et offentligt embede igen?
De faerreste af dem ville indrømme det, hvis man spurgte dem, men det er min klare fornemmelse.
Tre år senere står vi så og diskuterer Trumps udtalelser om den forsvarsalliance, som er rygraden i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Fra dato til Nato så at sige. Det er vitterligt som dag og nat(o).
Selvfølgelig er det i den her sammenhaeng for tidligt at male fanden på vaeggen eller laegge forsvarsalliancen i graven. Ugens klumme skal således ikke laeses som en nekrolog over Nato i sin nuvaerende form.
Praesidentvalgets udfald må vise, hvorvidt Nato om et års tid har overskredet sin holdbarhedsdato. Men som man siger på den anden side af Atlanten: “With friends like these, who needs enemies?”
Derfor går mine tanker i denne uge tilbage til en tre år gammel rigsretssag, hvor et andet udfald nok også havde fremtidssikret Nato-samarbejdet i større stil. I stedet for skal europaeerne nu saette deres lid til den 81-årige Joe Biden – siden sidste uge også kendt som ”en aeldre mand med dårlig hukommelse” – hvis Donald Trump ikke skal kunne blive datolinjen for verdenshistoriens staerkeste forsvarsalliance.
Denne dynamik er i sig selv en pinefuld påmindelse om, at man i
Europa for laengst burde have gjort mere for at sikre sig selv. Eller for at citere Oxford-professor Timothy Garton Ashs klumme i The Guardian i sidste uge: »Hvorfor er et kontinent med en sammenlignelig økonomi stadig så staerkt afhaengig af USA for sin sikkerhed 80 år efter D-dag?«
Det var i øvrigt også dét, som Trumps efterhånden verdenskendte bemaerkninger om Nato i sin essens handlede om i sidste weekend: at europaeerne endelig burde betale.
Trump formulerede det i vanlig stil, bare ikke på flydende rundkredspaedagogik, men mere som en gangsterboss nok ville gøre det: »De fleste politikere har sagt til det: ”Ja, vi vil beskytte dig under alle omstaendigheder.” Nå, så betaler de aldrig. Jeg sagde: ”Nej, nej. Du skal forstå, at hvis du ikke betaler dine regninger, så får du ingen beskyttelse.«
Mon ikke mange af Trumps partifaeller i dag fortryder, at de ikke gav Trump det politiske dødskys ved at dømme ham i rigsretten og efterfølgende diskvalificere ham fra at bestride et offentligt embede igen?
Ligesom Trumps republikanske partifaeller ikke kan lave en Marty McFly og gå tilbage i tiden for at aendre historiens gang, kan europaeiske stats- og regeringschefer heller ikke skrue tiden tilbage og med tilbagevirkende kraft begynde at investere tilstraekkeligt i forsvaret. Eller for at sige det med en omskrivning af et kendt Nik & Jaynummer: ”Tag mig tilbage til dengang, vi også betalte for lidt.”
Laeresaetningen forud for en mulig ny Trump-sejr vil jeg dog ikke overlade til Niclas ”Nik” Petersen og Jannik ”Jay” Thomsen, men til Timothy Garton Ash: »Don’t be scared, be prepared.«