Penge vinder altid: Situationen i Det Røde Hav viser os, hvor lidt klimaet fylder
Uroen i Det Røde Hav har enorme konsekvenser for klimaet. Alligevel snakker vi mest om de økonomiske konsekvenser. Det må vi aendre på.
Direktør, ZeroNorth
Det Røde Hav har siden november sidste år vaeret et farligt farvand at faerdes i. Bevaebnede maend fra den yemenitiske Houthi-bevaegelse har kapret og angrebet civile handelsskibe med missiler, skarpladte automatvåben og kamikazedroner. Så til trods for at en koalition anført af amerikanerne patruljerer området og bomber strategiske mål i Yemen med henblik på at genoprette den internationale retsorden, vaelger mange skibe forståeligt at tage en omvej.
Det kan maerkes. Ikke bare på rederiernes omkostninger, fragtraterne og forbrugerpriserne. Også det globale klimaregnskab påvirkes.
I den første måned af konflikten valgte cirka 365 skibe at tage den 6.100 km lange vej rundt om Kap Det Gode Håb. Afhaengigt af skibets størrelse og hastighed viser vores simuleringer, at hver enkelt omdirigering forårsagede en merudledning på ca. 2.000 tons CO2.
Fortsatte konflikten på det niveau i et år, følger en årlig merudledning på cirka 8,8 mio. tons.
Nu viser de nye tal, at hele 95 pct. af trafikken gennem Suez bliver omdirigeret, hvilket kan betyde merudledninger på op mod 47,2 mio. tons CO2 om året. Til sammenligning udleder Danmark som land omkring 38 mio. tons CO2 om året.
Alligevel har klimaet vaeret et underbelyst perspektiv i daekningen af situationen i Det Røde Hav.
Det har i stedet handlet om økonomi og handel, om brudte forsyningskaeder, stigende fragtpriser og produktioner, der skal saettes på pause. Ikke om konsekvensen ved øgede emissioner, at det vil blive svaerere for os at nå vores klimamål eller for den sags skyld, hvordan det kommer til at påvirke prisen på klimakvoter i shipping.
Det er ikke, fordi handelsperspektivet ikke er vigtigt. 12 pct. af den globale handel flyder gennem Det Røde Hav og Suezkanalen, som er den korteste søvej og dermed vigtigste maritime handelsrute mellem Europa og Asien.
Når et rederi indstiller sejladsen i området og tager turen rundt om Afrika, bliver transporten forlaenget med 7-10 dage, hvilket fører til øgede fragtrater. For dem, der tager chancen, bliver forsikringspraemierne højere. I begge tilfaelde er resultatet sandsynligvis inflation i forbrugerpriserne.
Min anke er, at klimaperspektivet ofte går tabt i diskussionen om økonomi. Dermed afslører situationen i Det Røde Hav noget essentielt om vores samfund: Når det kommer til stykket, er kortsigtede økonomiske udsving stadig vigtigere for os end hensynet til klimaet. Det er det, som rydder fladen, fylder spalterne og legitimerer militaere indgreb. Udover det åbenlyse og korrekte hensyn til besaetningens sikkerhed taler den amerikanske forsvarsminister om truslen mod den frie handel, mens Lars Løkke Rasmussen naevner verdenshandlen i sit statement.
Meget illustrativt har den amerikanske aktion fået tilnavnet “Operation Prosperity Guardian” og ikke “Operation Planetary Guardian”.
Men klimaet er ikke noget, vi kan slippe afsted med at diskutere, når der er styr på alt andet. Selvom vi ikke ser de kortsigtede konsekvenser af de ekstra udledninger, kan de langsigtede vaere mere alvorlige. På den måde er klimaet vaevet sammen med de økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn. Det fortjener mere opmaerksomhed.
Vi bør generelt have bedre øje for, hvordan konflikter skader klimaet. Ifølge nye rapporter er militaere organisationer ansvarlige for cirka 5,5 pct. af alle verdens udledninger.
Ruslands angreb på Ukraine har eksempelvis kostet et årligt CO2forbrug svarende til Belgiens. Dertil har pirateri, maritim terrorisme og geopolitisk uro en vaesentlig indflydelse på det globale klimaregnskab, når skibene enten skal sejle i buer uden om de berørte områder. Disse udledninger taeller i det endelige regnskab. Når vi udleder 47 mio. tons CO2 ét sted, skal de findes et andet. Derfor skal vi udvikle en forståelse for de større sammenhaenge.