Der skal mere end anbefalinger til

Når Mattias Tesfayes ministerium kommer med anbefalinger til mindre brug af skaerm og flere bøger i skolerne, så er det langtfra godt nok. Det kraever tid at vinde det analoge liv tilbage fra det digitale amokløb.

Mattias Tesfaye mener, folkeskolen bør »give plads til analog laering«, og at skolen bør »bruge skolens fysiske rammer til at skabe attraktive alternativer til skaermbrug«.

Det er to af de i alt 12 anbefalinger, ministeren håber, folkeskolens ledelser og laerere vil lytte til og indrette deres undervisning efter.

Skal man grine eller graede? Klappe i haenderne eller himle med øjnene?

Ethvert tiltag fra en voksen, der tør stille sig kritisk over for den ellers kritikløse omfavnelse og brug af skaerme, er i min verden et skridt i den rigtige retning. Og Mattias Tesfaye har sagt det før. At det er gået for vidt med det digitale liv og den digitale undervisning på skolerne. Så jeg er sådan set ikke tvivl om, at han mener det.

Det er heller ikke blødheden i, at der kun er tale om anbefalinger i stedet for krav, der gør, at jeg alligevel har mest lyst til at graede over de ”breaking news”, der ramte medierne den 6. februar.

Det er det himmelråbende indlysende i, at der ikke blot bør vaere plads til analog laering, men at der frem for alt skal vaere analog laering og først dernaest bør vaere plads til digital laering, der vaekker bekymring. Det samme med de fysiske rammer, der selvsagt skal vaere attraktive og understøtte kreativ og kropslig udfoldelse, ikke mindst i de for laeringen nødvendige pauser fra den mere stillesiddende og kognitive brug af hjernen.

Desvaerre tror jeg naeppe, at de indlysende anbefalinger er et udtryk for naivitet eller uvidenhed hos ministeren eller hos Stuk, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som har udarbejdet dem.

Den ulykkelige og sørgelige sandhed er nok snarere, at det er kommet så vidt ude på mange af landets skoler, at eleverne sidder med krum ryg og bøjet nakke ind over en skaerm langt størstedelen af den tid, de år efter år tilbringer på det sted, som udover deres foraeldres opdragelse har det ubetinget største ansvar for at danne dem som vidende, taenkende, skabende, forstående, selvstaendige og socialt kompetente mennesker, der med lige dele robusthed, kompetence og empati kan tage favntag med livet og ikke kun arbejdslivet.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og blandt de 81 OECD-lande er de danske skoleelever dem, der tilbringer mest tid med en skaerm, og bøger er blevet en sjaeldenhed på skolerne. Jeg gentager lige: Bøger er blevet en sjaeldenhed på skolerne.

Samtidig bliver det sagt igen og igen: Det går nedad med trivslen blandt danske børn og unge. I Vives rapport fra 2022 ”Børn og unge i Danmark” er glaeden ved at gå i skolen i mange år gået nedad, det samme er koncentrationen. Omvendt er mistrivslen gået opad, herunder isaer følelsen af ensomhed og social isolation.

Hvorvidt graden af digitalisering og brug af skaerme haenger sammen med graden af mistrivsel, er svaert at måle eksakt, men enhver kan jo starte hos sig selv og spørge: Er din oplevelse af livet, verden og eksistensen praeget af en større grad af lykke, tilfredshed og meningsfuldhed, efter du fik en baerbar pc, en tablet og en smartphone? Kan du svare ja til det spørgsmål, så tillykke!

Men jeg gaetter på, at de fleste mener, det forholder sig omvendt. Det er netop den store udfordring i dag. Med den øgede digitalisering stiger også hastigheden i vores samfund og måden, vi lever vores liv på.

Som Milan Kundera skrev, så er graden af hastighed ligefrem proportional med graden af glemsel. Og når man glemmer, hvem man er, hvad livet handler om, og hvad man vil med det, så har man det dybest set ikke godt.

For os, der ikke er født med en smartphone i hånden, er der i vaerste fald tale om øget glemsel af, hvad det egentlig vil sige at leve. For de børn og unge, der ikke er nået laengere i livet end til folkeskolen, er der derimod tale om decideret udeladelse af et liv, der er så meget større, end nogen digital skaerm nogensinde kommer i naerheden af.

Det analoge liv, som regeringen altså mener, folkeskolen bør give plads til, er karakteriseret ved blandt andet to beslaegtede begreber, som er uvurderlige og uerstattelige, uanset hvor meget vi formår at surfe rundt på nettet i jagten på information. Det er maerkbarhed og resonans.

Det sidste har den tyske sociolog Hartmut Rosa skrevet en tyk bog om, og en af hans pointer er lig Kunderas, nemlig at graden af hastigheden, vi lever vores liv med, samt vores stadig mere febrilske forsøg på øget kontrol, bl.a. med brug af stadig mere digital teknologi, er omvendt proportional med graden af resonans, vi maerker ved det at leve.

Vi kommer ganske enkelt ud af synk med den puls, der ånder og vibrerer i verden. I naturen, i kunsten, i musikken, i kaerligheden og i andre intime relationer. Og i bøgerne. Vi mister evnen til at maerke verden og dermed maerke os selv. Det er denne mangel på maerkbarhed, som jeg tror i høj grad skaber mistrivsel hos børn og unge Det er manglen på maerkbarhed, som gør dem ensomme, usikre, angste og skrøbelige.

Naturcoach, strategisk storyteller, Egå

Er din oplevelse af livet, verden og eksistensen praeget af en større grad af lykke, tilfredshed og meningsfuldhed, efter du fik en baerbar pc, en tablet og en smartphone?

Men hvad så med den digitale dannelse? Verden bliver jo mere og mere digital, og vores børn og unge skal følge med udviklingen og klaedes på til fremtiden, vil man indvende.

Men skal de virkelig det? Klaedes på til fremtiden? Og hvem bestemmer den? Er det techvirksomhederne, der skal have lov til at forme vores fremtid? Som om der er tale om naturlove og ikke tekniske eksperimenter. Dannelse er både viden og kunnen, forståelse og fornemmelse, takt og tone.

Emotionel og social intelligens udvikler man i høj grad sammen med andre. Jo mere tid, man tilbringer med en skaerm og mindre i maerkbar kontakt og udveksling med andre, jo ringere forudsaetning har man for at udvikle robust emotionel og social kapital.

Følg de seks unge, der i DR’s program ”6 dage til zen” tager til Bornholm for at laere at vaere i naturen. Det er pinefuldt at se deres skrøbelighed blive udstillet i deres dybe kejtethed over noget så eksistentielt naturligt som at gå en tur i skoven, svømme i havet, traekke vejret ned i maven og sidde ved et bål.

Det er paradoksalt, at de unge synes langt mere optaget af det sociale og af faellesskaber end aeldre generationer og samtidig er så usikre i deres forbindelse til det, der raekker ud over dem selv. Forudsaetningen for at kunne stå staerkt i et faellesskab eller i et større rum som naturen er at kunne stå staerkt i sig selv. At kunne vaere med sig selv, sin egen virkelighed, sin de facto-ensomhed.

Det kraever tid. Tid til at fordybe sig, til at fokusere og opøve koncentration. Tid til at vende sindet indad og ånden udad. Og det er rigtig meget af den tid, vi har taget vaek fra børn og unge ved at placere en iPad og en smartphone i haenderne på dem. Det er ikke blot et svigt. Det er lidt ligesom at braende bøger noget naer en forbrydelse mod menneskeheden. Så der er brug for lidt mere end blot anbefalinger, hvis vi skal give børn og unge det analoge liv tilbage.