Verden er ikke et vaerre sted, end vi gør den til
Den 6. februar blev min hustru og jeg foraeldre til en lille dreng. Vi havde den mest fantastiske oplevelse takket vaeret de fantastiske mennesker, der hjalp os på vej. På en måde gjorde det mig lidt flov bagefter.
Kom, lad os brokke os. Det er nok det, vi har det bedst med.
Denne saetning fra TV 2’s danske popklassiker er efterhånden tyndslidt, når vi bruger den til at betragte en af de mest populaere folkesportsgrene her i landet – brok. Ikke desto mindre er det noget af det, der fylder allermest, når man bevaeger sig ind i ekkokammeret på de sociale medier.
Man behøver ikke at dykke langt ind i et kommentarspor, før tonen får karakter af en moderne gladiatorkamp. Med et svaerd af museklik og en brynje af tastaturtaster går duellen ud på at tvaere den anden ud med argumenter. Man skulle nødigt blive klogere på en anden holdning eller stoppe diskussionen, inden man bliver rygende uenige.
Når klimaks naermer sig i gladiator-arenaen lige dér, hvor kejseren gør klar til at vende tomlen op eller ned, så kaster den moderne gladiator det helt tunge skyts ind: at påpege den andens stavefejl eller at konkludere, at fordi modparten mener A, så må han eller hun nødvendigvis også mene B.
Det vilde er, at det på mange måder naesten er acceptabelt. Vi har en online
Journalist og cykelrytter
debatkultur, som for alle ville vaere enormt graenseoverskridende, hvis vi tog den ud i det virkelige rum. Men der sker et eller andet med os, når vi kommunikerer med et profilbillede og et navn fremfor et fysisk menneske, der sidder foran os. Vi går hårdere til hinanden. Mimikken i dialogen går tabt, og indtrykket af det, vi laeser, er helt op til os selv at (mis)tolke.
Jeg skal på ingen måde spille hellig. Hvis jeg lavede en analyse af mine sociale medier, ville der helt sikkert også vaere en overvaegt af, at jeg primaert råber op, når der er noget, der nager mig. For det er ofte dér, når noget fylder og optager mig, jeg har brug for få afløb for frustrationerne.
Det er et problem. Hvis jeg kun deler og laeser de negative oplevelser, så bliver virkelighedsbilledet også deraf. Nøjagtigt som hvis medierne kun deler katastrofehistorierne og glemmer den konstruktive journalistik, der viser, at verden og livet er en fantastisk størrelse.
Jeg oplevede selv et godt eksempel på dette for ganske nyligt. Den 6. februar blev jeg far til en lille dreng. Det er det allermest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet. Men inden havde jeg en fornemmelse af, at det fantastiske bestemt ikke skulle findes i det offentlige sundhedsvaesen, men at dette naermere skulle vaere en traels klods om benet på en ellers smuk dag.
Da jeg scrollede ned over de sociale medier inden fødslen, var det ikke lutter positive fornemmelser, jeg fik. Kritik af patientplejen på Skejby, beretninger om dem med en dårlig eller svaer fødsel. Historier om alt det, der ikke fungerede hos andre.
Jeg kan hilse at sige, at saerligt når emnet handler
Hvis jeg lavede en analyse af mine sociale medier, ville der helt sikkert også vaere en overvaegt af, at jeg primaert råber op, når der er noget, der nager mig. FREDERIK MUFF, JOURNALIST OG CYKELRYTTER
om fødsler og graviditet, så er de sociale medier et sandt overflødighedshorn af vilde oplevelser og vanvittige historier. Her trives ammestuesnakken i bedste velgående. Og når vidt omkring.
Laeg dertil, at der er cirka 5.500 fødsler årligt på Aarhus Universitetshospital. Det er i gennemsnit over 15 fødsler hvert døgn – året rundt. Med så mange igennem maskineriet kan man jo ikke undgå, at man må føle sig lidt som endnu et nummer i raekken. En fødsel er nok helt speciel for mig og min hustru, men noget, der passes ind mellem leverpostejmadderne i frokostpausen, for de ansatte. Det var i hvert fald den antagelse, jeg drog mod Skejby med.
Sandheden var en helt anden. Min hustru og jeg blev blaest bagover af den service og omsorg, vi mødte. Vi følte på ingen måde, at vi var et nummer i raekken. Både vores jordemoder og SOSU-assistent var til stede på en måde, hvor vi følte, at deres verden kun drejede sig om os og vores lille familie. De gav os en følelse af tryghed og omsorg, så man skulle tro, at de også havde ventet lige så lang tid på denne dag, som vi selv havde.
Jeg forventede, at det hele var lidt mere rutinepraeget og forhastet, når vi sådan set ”bare” var en del af et stort maskineri, hvor der skal mange igennem, og personalet skal løbe staerkt for overhovedet at kunne følge med. Alt dette blev gjort til skamme. Vi fik den mest fantastiske oplevelse takket vaere de fantastiske mennesker, der hjalp os på vej.
På en måde gjorde det mig lidt flov bagefter. For lige her lod jeg brok fra de sociale medier danne grobund for en mavefornemmelse og en fordom, som på ingen måder var nødvendigt.
For mig viser det vigtigheden af at huske de gode ting, når jeg saetter mig til tasterne. At man skal huske, at tomme tønder ofte buldrer mest, og at man ikke kun tror på, at alt er så skidt, som man hurtigt kan tro, når man åbner telefonen og scroller ned over sit feed.
Det fik jeg i den grad modbevist for nylig.
Sandheden er jo heldigvis, at verden for langt det meste er et fantastisk sted, hvor alle vil en det bedste. Det viste personalet på Aarhus Universitetshospital i høj grad. Det skal vi vaere bedre til at fortaelle.