Navalnyjs død er orkestreret i Kreml
Uanset hvor meget og hvor laenge hospitalet i Labytnangi haevder at have forsøgt at genoplive Aleksej Navalnyj, som meldes omkommet under sit fangenskab, så kan det ikke bortforklare, at den fremtraedende og ihaerdige oppositionspolitikers død er orkestreret i Kreml.
Og det kan det heller ikke, når Ruslands udenrigsministerium forsøger at daempe kritikken ved at henvise til retsmedicinske undersøgelser, som endnu ikke har fundet sted. For uanset hvad de måtte vise om årsagen til Navalnyjs død, så kan heller ikke de bortforklare, at drejebogen for at eliminere Navalnyj er skrevet i Kreml.
Forsøget er gjort før. Først nu knaekkede han.
Et trist og forudsigeligt mord, som vidner om, hvor langt Vladimir Putin er parat til at gå for at skaffe sig af med enhver, der måtte true hans position og magt.
Navalnyj, der har nydt international opmaerksomhed, var en sten, der skulle ryddes af vejen. Flere må nu frygte for deres liv.
Putins fremfaerd minder mere og mere om Stalins metoder for praecis 90 år siden. Hans eneste rival, Sergej Kirov, blev myrdet. Mordet, som var bestilt af Stalin, blev brugt som anledning til at fortsaette med flere udrensninger.
For Vesten er Aleksej Navalnyjs endeligt endnu et eksempel på, at Putin ikke skal undervurderes, og at det er en illusion at tro, at Ruslands praesident er til at forhandle med, som visse Putin-verstehere fortsat haevder.
Vladimir Putin forstår kun et sprog: det, han selv bruger, den rå magt. Putin agerer ikke inden for demokratiets spilleregler. Tøven oversaettes til Vestens svaghed og hans styrke.
står på spil, og der er meget at tale om i disse dage, når regeringsledere og forsvarsministre mødes til den årlige sikkerhedskonference
Europas sikkerhed
i München. Betegnende nok samme sted og i samme forum, hvor Putin i 2007 gav Vesten en lektion i sin verdensopfattelse, som var et vink med en vognstang om, i hvilken retning at han styrede: mod et opgør med den etablerede sikkerhedsorden og imod suveraene landes ret til selv at bestemme, hvilke alliancer de vil indgå i.
Talen blev dengang affaerdiget som svulstig retorik fra den russiske praesidents side, men allerede året efter, da Rusland lå i krig med Georgien, burde Vesten vaere vågnet. Det skete ikke, og der skete heller ikke meget i 2014, da Rusland annekterede Krim.
Derfor står vi, hvor vi står i dag. Med krig i Europa og et Rusland, som ikke kender til graenser. Mens vestlige ledere tøvende og nølende har åbnet for at bruge flere penge på forsvar, så har Putin brugt sin magt til at omstille Rusland til krigsøkonomi. Det uhyggelige scenarie, som er beskrevet i en opdateret trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, er, at Rusland under de nuvaerende forudsaetninger i løbet af to til fem år selv med krig i Ukraine vil kunne genopbygge sine styrker, så de udgør en trovaerdig trussel mod de baltiske lande.
Det er en illusion at tro, at Ruslands praesident er til at forhandle med, som visse Putin-verstehere fortsat haevder.
Ruslands forsvarsindustri kører 24 timer i døgnet, og Rusland udnytter alle muligheder for at rekruttere arbejdskraft og materialer og til at opbygge våbenlagre og ammunitionsreserver. Og Rusland holder skarpt øje med solidariteten i Nato, foruden man aktivt forsøger at splitte den vestlige alliance og at forberede sin egen befolkning på en krig med Nato med alle taenkelige midler: propaganda, omskrivning af historien og en gennemgribende militarisering.
Vesten står over for en stålsat og risikovillig fjende. Vi skal ikke frygte det vaerste, men vaere forberedt på det.