Etik i metermål: Hvor meget vil staten eje af dig?
Vi er nødt til at vise hinanden den generøsitet, at organdonation er et regnskab, der ikke går op. Staten skal ikke nurse os.
de store etiske anfaegtelser, der spolerer SVM-regeringens nattesøvn.
Det lykkes i hvert fald regeringen at argumentere for indførelse af automatisk organdonation uden én eneste gang at forhold sig til de etiske udfordringer, der nødvendigvis følger af, at borgeren bliver født ind i statens store reservedelslager.
Og vi hører genlyden af det legendariske interview i Weekendavisen, hvor statsministeren ved lanceringen af aktiv dødshjaelp som en anden velfaerdsydelse sammenlignede den humane aflivning af en syg hund med afslutningen på et menneskeliv – og i øvrigt bemaerkede, at hun slet ikke kunne »få øje på det etiske problem i« den sag.
Tilsyneladende er det ikke
Hun optraeder ufrivillig morsom i sit forhold til døden: Under coronaen var hvert dødsfald »en tragedie«, hvilket ikke kan siges at gøre sig gaeldende i diskussionen om aktiv dødshjaelp, og nu plaederer regeringen så for automatisk organdonation, fordi den har et »ønske om, at der er flere mennesker, der skal have lov til at leve«.
Endelig har statsministeren selv udtalt følgende genialitet: »Jeg har
Nej, det er også svaert.
ikke lyst til at leve for evigt. Det har jeg simpelthen ikke.« Det sidste kan jeg godt med temmelig stor statistisk sandsynlighed garantere statsministeren, at hun ikke kommer til. Dødshjaelp eller ej.
til det evige liv sorterer indtil videre ikke under SVM-regeringens almagt. Det er, som om der er gået fuldkommen kluddermudder i det eneste, der var regeringens etiske rettesnor, nemlig selvbestemmelsen over egen krop. For både i forhold til spørgsmålet om omskaering af drenge, kønsskifte for børn, graensen for abort og aktiv dødshjaelp blev det enkelte menneskes autonomi og selvbestemmelsen over egen krop ophøjet til det øverste etiske princip – og den faelles norm tilsidesat. I spørgsmålet om automatisk organdonation er selvbestemmelsesretten over egen krop suspenderet – det er som udgangspunkt staten, der har bestemmelsesretten. Aktivt skal man fravaelge, at andre har råderetten over ens organer, når man har stillet traeskoene.
Som sundhedsordfører Monica Rubin (M) forleden formulerede det i P1 Debat, betyder forslaget om automatisk organdonation, at »udgangspunktet i samfundet vil vaere, at vi giver organerne videre«. Udgangspunktet er altså en normaendring – der bliver omkalfatrende for forholdet mellem menneske og stat, for vores menneskesyn i det hele taget.
Adgangen
Lasse Heidelbach, stifter og direktør for Patientforeningen Organdonation
– ja tak, supplerede med bemaerkningen om, at »organer er noget, vi giver til hinanden«. Sagt med andre ord: Kommunismens spøgelse traekker langsomt gennem vores samfund – kroppen er ikke laengere vores egen, den er nogle andres – den tilhører så at sige faellesskabet.
Normaendringen er radikal, for med automatisk organdonation fordrer staten, at vi viser den ubetingede barmhjertighed over for hinanden, og laegger et uhyggeligt pres på sine borgere, fordi en aktiv framelding kan opfattes som egoistisk, egenkaerlig, udemokratisk, usolidarisk – ja, ubarmhjertig.
Organdonation er altså et ydre tegn på naestekaerlighed og ikke mindst på selvopofrelse, selvgodhed. Men politikerne er simpelthen nødt til at acceptere, at der er graenser for et faldent menneskes barmhjertighed – og ingen stat har guddommelig bemyndigelse til at forvente den ubetingede kaerlighedsgerning af sine borgere.
at jeg virkelig godt forstår de mennesker, der
Lad mig understrege,
har mistet en af deres kaere, der forgaeves ventede på et organ – og nu engagerer sig i arbejdet for at få flere organdonorer. Enhver, der ulykkelig og fortvivlet har siddet med en alvor syg i hånden, føler den allerdybeste trang til at aendre hele systemet og få Jorden til at dreje baglaens for at kunne redde vedkommende. Og hvem vil ikke tage imod et organ til sit barn – uanset om man selv er tilmeldt Organdonorregisteret? Jeg ville – og er naeppe et enestående tilfaelde.
Men staten må ikke nurse os i forhold til organdonation, må ikke på forhånd dømme, hvad den rette moralske beslutning er. Beslutningen skal tages i fuldkommen frihed. Mange danskere er uafklarede.
Mange danskere tror rent faktisk, at vi opstår med kød og ben og har brug for vores hjerter, lunger og hornhinder. Det kan godt vaere, folk ikke siger det i en opinionsundersøgelse, men de siger det til deres praest i dødens stund og i sorgens afmagt. Og vi er nødt til at vise hinanden den generøsitet, at organdonation ikke er et regnskab, der går op.
Organdonation er altså et ydre tegn på naestekaerlighed og ikke mindst på selvopofrelse, selvgodhed. Men politikerne er simpelthen nødt til at acceptere, at der er graenser for et faldent menneskes barmhjertighed.
om jeg kunne give en af mine kaerestes hjerte vaek. Hvad med øjnene, sjaelens spejl – øjnene, de tindrende, de graedende – øjnene, de ser verden igennem? Men jeg ville bede til, de fik det organ, de måtte mangle. Den beslutning og den skyld må den enkelte leve med. Det er en samvittighedssang mellem Vorherre og mig – ikke mellem staten og mig.