AEldre bliver "en pakke"
tager i JP 9/2 til genmaele på Niels Åkerstrøm Andersens indlaeg om en aeldrereform. Åkerstrøm Andersen har givetvis ikke behov for en vaebner, men Haekkerups ”forundring”, som hun kalder det, er virkelighedsfjern.
Indledningsvis praesenterer Haekkerup aeldrereformens muliggørelse af plejepersonalets organisering i faste teams, der bedre kan vurdere den aeldres hjaelpebehov og sparre med fagfaeller om optimal pleje. De umiddelbart raesonnable anskuelser følges til dørs af en indigneret forsvarstale for personalet i plejen. Antageligt udløst af Åkerstrøm Andersens betoning af meget svage aeldres krav på og nødvendige sikkerhed for at modtage tilstraekkelig hjaelp.
sig selv op i en forsvarsrolle for reformudkastet, der, må vi forstå, netop har til hensigt at tage hånd om de svage og gøre op med en uhensigtsmaessig ulighed i aeldreplejen samt ressourcestaerke aeldre, der både kan laese og forstå.
Men initiativrige aeldre på den ene side og svaekkede aeldre på den anden illustrerer naeppe det samlede hjaelpebehov. I den forbindelse
Haekkerup skruer derpå
havde det vaeret yderst velkomment med bidrag fra de mennesker, der dagligt hjaelper de aeldre, som man så kunne spørge om f.eks. tidsudmåling til et slag 500. Hvorledes en aeldrereform forventes at tackle den slags, navigerer Haekkerup uden om, ligesom hun ikke reflekterer over et fravaer af de ansattes faglige vurderinger.
skildrer Fie Haekkerup reformens intention med møder hos den aeldre, hvor personale taler med og får den aeldres og de pårørendes perspektiv på den aeldres behov. Der må vaere tale om et drømmesyn. Mange familier bor spredt i landet, og nogle aeldre har slet ikke pårørende. Mange aeldre vil meget nødigt ligge andre til last – uanset laese- og stavefaerdigheder i øvrigt – og en del aeldre vil gerne have sig frabedt, at ”det offentlige” roder i deres sager. I disse grupper kan befinde sig mennesker, der haenger i med det yderste af neglene, og hvis behov for hjaelp er omfattende, men de vil eller orker ikke gøre et behov gaeldende. Akkurat en del af Åkerstrøm Andersens pointe.
I stedet
forbyde nogen at gå i hundene, men staten skal forholde sig til, hvorledes
Staten kan reelt ikke
menneskers fornødenheder varetages bedst muligt, og i henseende til de allersvageste aeldre er det naeppe via ”pakker” med selvvalgsmodeller. Generelt lader aeldrepleje lader sig meget vanskeligt fastlaegge via algoritmer, men det faktum forholder Haekkerup sig ikke til.
et aeldre menneske som centrum for sin indsats er forbundet med pligt og ansvar og vilje til at sikre den modtagendes trivsel og tilfredshed, uanset vedkommendes habitus. Overordnet sikres dette politisk via regelsaet med rettigheder for plejekraevende, sidenhen udmøntes det i dimensioneringer for plejen, og helt lokalt ydes og tilbydes hjaelp.
At have
i aeldreplejen må skulle finde sine forklaringer derimellem, og er dermed ikke mindst et spørgsmål om kultur, samt beslutninger om og etablerede standarder for omsorg og pleje.
De svigt og årsagerne til dem kalder på nødvendige drøftelser blandt alle implicerede i alle led i aeldreplejen – det gøres ikke som en-til-en samtale i hjemmet om pakkeløsninger. En politisk erkendelse heraf spores ikke i Haekkerups indlaeg.