EU skal få migranterne til at blive hjemme
Skal vi stoppe illegal migration, skal EU have modtagecentre uden for EU og reelt arbejde for en fremtid der, hvor migranterne har hjemme.
I januar 2017 så jeg ind i øjnene på en afrikansk migrant. Selvom han få dage forinden naesten var omkommet på turen gennem Saharas ørken, var han ikke i tvivl. Han ville prøve igen. »Jeg har ingen fremtid her, jeg vil hellere dø i forsøget på at komme til Europa end vende hjem.« Millioner af mennesker jagter samme drøm om livet i Europa, og gør vi ikke noget, risikerer vi igen at se folkemaengder på motorvejene. Der er kun én vej til at stoppe illegal migration: EU.
Antallet af illegale migranter, der rejste over graensen til EU i 2023, nåede 380.000 personer. Det er en stigning på 17 pct. siden 2022, det højeste niveau siden 2016, og der er intet, der tyder på, at presset tager af. Tvaertimod. Konflikterne blusser op i Mellemøsten. I 2030 vil den afrikanske befolkning vaere vokset til 1,7 mia. mennesker, hvoraf 42 pct. vil vaere under 35 år. Uanset om ens fremtid er truet af konflikter og krig eller fattigdom og sult, vil Europa i de kommende år fremstå som et fyrtårn af lys for millioner af mennesker i EU’s naerområde.
Vi kan allerede regne ud, at højrefløjen vil råbe ”luk graenserne” så højt og så laenge, at mange vil udvikle tinnitus. På venstrefløjen vil man tale om, at alle lande – for at afhjaelpe lande som Graekenland og Italien – skal tage en del af migranterne, selvom alle ved, at modellen aldrig kan gennemføres.
Migration er et vildt problem, og der er ingen lette løsninger. Den britiske højrefløj lovede, at brexit ville løse problemet med illegal migration. Men tre år efter står brexit som et skraekeksempel på, hvordan man i hvert fald ikke får
styr på migrationen – migrationen til Storbritannien har aldrig vaeret højere.
Bl.a. fordi Venstre har insisteret på en fast og fair udlaendingepolitik, er Danmark blandt de EU-lande, der har taget spørgsmålet om indvandring og migration mest alvorligt i de seneste årtier. Skal vi sikre, at Danmark også i fremtiden kun er åbent for dem, der kan og vil, og lukket for dem, der ikke vil, skal vi styrke samarbejdet om migration i EU. Migration er per definition et graenseoverskridende problem, og derfor kraever det graenseoverskridende samarbejde at håndtere migration.
skal styrkes på tre områder:
Vi skal have EU-modtagecentre i tredjelande, vi skal styrke EU’s ydre graenser med militaere kapaciteter, og så skal EU tage sin egen rolle i Europas naerområde alvorligt og begynde at behandle de afrikanske og mellemøstlige lande som en strategisk partner, hvor udvikling er forudsaetningen for fremgang, håb og for at undgå illegal migration.
For vores eneste håb om at bremse den illegale migration er, at de mange millioner, der vil søge mod Europa, får et håb om en fremtid, hvor de bliver født.
EU’s migrationspolitik
I 2017 stod jeg på en sandet vej i 30 graders varme i Agadez i det nordlige Niger. Det var her, jeg mødte den afrikanske migrant, der få dage forinden var blevet samlet op mere død end levende i Sahara. Han var fra Nigeria, men var blevet udvalgt i sin landsby til at vaere en af de mest lovende unge mennesker i landsbyen. Derfor skulle han tage turen op gennem Nigeria, gennem Niger og Sahara til lovløse Libyen for at saette sig på en båd over Middelhavet. For danske ører en ulykkelig skaebne. For ham var det et privilegium.
Historisk har Agadez vaeret centrum for handelsruter på tvaers af Afrika.
Nu er det ikke handlende, der benytter ruterne, men derimod migranter. Agadez er den sidste by, inden Saharas endeløse sand straekker sig over tusindvis af kilometer. Sanddyner, der skal krydses, hvis man vil tage den farefulde tur i en båd over Middelhavet.
Siden 2015 har EU samarbejdet taet med Niger om at bekaempe migration, og det meste migration har vaeret ulovligt gennem en lov mod menneskesmugling. Alligevel tager mange chancen og forfølger deres grundlaeggende og menneskelige drift for at skabe et håb om en fremtid.
Når man står i Agadez og bliver konfronteret med den illegale migrations brutalitet, bliver man også konfronteret med migrationens brutalitet og de mange tragiske skaebner, migration fører med sig. Mennesker, der er rejst fra alt, hvor en landsby har skaenket sammen for at sende det mest lovende unge menneske afsted mod Europa.
Lykkes det, vil de penge, de kommer til at tjene i Europa og kan sende hjem til landsbyen, aendre liv. Men det betyder også, at der ikke er en vej tilbage. Hvordan skal man vende tilbage, hvis en hel landsby har investeret alle sine sparepenge i en og regner med dig? Så man prøver, til man lykkes. Eller til man dør.
Derfor er vi nødt til at saette ind på to områder, så det bliver klart, at håbet om en fremtid ikke er i Europa, men der, hvor man er født. Først og fremmest skal vi vise, at lykken er ikke gjort ved at raekke ud efter Europa. Vi skal have styrket vores ydre graense massivt, og vi skal gøre det klart, at kommer man illegalt til Europa, så er fremtiden i et modtagecenter uden for Europa.
sin egen rolle i sine naerområder langt mere alvorligt, end vi har gjort hidtil. Vi har i EU ladet stå til, mens lande som Kina har indgået strategiske partnerskaber med afrikanske lande, bygget infrastruktur og samtidig lagt beslag på strategiske ressourcer som sjaeldne jordarters metaller og frugtbar landbrugsjord. EU’s udviklingspolitik skal vaere langt mere målrettet på at skabe grundlag for vaekst, arbejdspladser og velstand i strategisk udvalgte lande. Vi skal åbne for langt mere handel med lande i EU’s naerområder i Afrika og Mellemøsten, så de lande får en reel mulighed for at saelge deres varer på det europaeiske marked. Har man et håb om en fremtid i det land, hvor man hører hjemme, vil man ikke risikere livet på en drøm om Europa.
Migration er et spørgsmål, der har splittet EU-landene laenge. Nogle lande har ment, at ”den klarer vi”, mens andre lande som Danmark – bl.a. med Venstre i spidsen – har vaeret langt mere kritiske over for ureguleret og illegal migration til EU.
EU skal til at tage
Lige nu er holdningen til ureguleret migration i EU under hastig forandring, og langt flere EU-lande får en mere realistisk tilgang til, at problemer med fattigdom, krig og konflikter i EU’s naerområde ikke kan løses gennem ureguleret migration til EU, men at problemerne skal løses der, hvor de er. Derfor er banen åbnet for, at EU anlaegger en mere realistisk og også humanitaer tilgang, der fokuserer på, at EU’s rolle er at bidrage til at skabe et håb om en fremtid der, hvor migranterne hører hjemme. Og vejen er banet for, at EU opretter et eller flere modtagecentre uden for EU.