Kraften i Venstres sejl forsvandt, da båden lagde sig for taet på andre
I årtier har Martin Ågerup vaeret med til at forme den borgerlige idédebat herhjemme. Nu leverer den tidligere Ceposdirektør et staerkt, men ikke altid gennemtaenkt opgør med det borgerlige Danmark i almindelighed. Og Venstre i saerdeleshed.
HVAD DET VIL SIGE AT VAERE BORGERLIG
MARTIN ÅGERUP 191 sider, 249,95 kr. Grønningen 1
333333 JETTE ELBAEK MARESSA,
Sikkerhedspolitisk korrespondent jette.maressa@jp.dk
Hvad vil det sige at vaere borgerlig?
Svaret er ikke Venstre. Og da slet ikke Venstres omfavnelse af velfaerdsstaten.
Men hvad er det så?
Netop det spørgsmål kniber det en del for Martin Ågerup at svare på. I saerdeleshed, når det kommer til praktisk politik.
Den tidligere Cepos-direktørs nye debatbog, ”Hvad det vil sige at vaere borgerlig”, tager os gennem de højere ideologiske luftlag, men den har ikke mange anvisninger på, hvordan det omsaettes i det politiske hamsterhjul, og derfor lukkes de knap 300 sider også lettere uforløst:
Hvad var det egentlig, at han ville? Fik vi opskriften undervejs? Hvad med ahaoplevelsen? Og kunne vi se et lys for enden af tunnellen i det, der er døbt den borgerlige krise?
At Martin Ågerup – og flere før ham – overhovedet kredser om, hvad borgerlighed er, kan ses som et krisetegn i sig selv. En understregning af, at borgerligheden er faret vild, har mistet kompasset og famler i flere retninger i håb om at nå hjem og finde sig selv.
Ideologien som ledestjerne
Står det til Martin Ågerup, skal ideologien vaere ledestjerne og bruges til en klassisk kritik af velfaerdsstaten. Bogens undertitel er ”Et opgør med velfaerdssocialismen”, men forfatteren springer nogle led over.
Det ene er Socialdemokratiets udvikling. Udgangspunktet for Ågerup er, at det gamle arbejderparti ikke har nogen ideologi, men at det er den førte politik, der definerer partiets identitet og fundament.
Mon socialdemokraterne selv vil skrive under på det?
I givet fald er socialdemokraterne vel blevet lige så blå, som Venstre er blevet røde?
Martin Ågerup fremhaever selv socialdemokraternes tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen for blandt andet at have forkortet dagpengeperioden og indført aktivering, men den tidligere Cepos-direktør fører ikke linjen op til nutiden.
Som i 2020 da Mette Frederiksen åbnede Folketinget med en tale, der fik selv de hårdeste borgerlige hjerter til at bløde efter at have hørt den socialdemokratiske statsminister tale om decentralisering, forfejlet udlaendingepolitik, og erkende, at penge ikke løser alt, og at med frihed følger ansvar.
Den ideologiske kulturkamp
Man kunne haevde, at det var Frederiksens modtraek over for venstres Anders Fogh Rasmussen, som kom til magten og beholdt den i mange år ved at bekende sig til velfaerdsstaten og offentligt ansatte. Vejen for Venstre gik via den såkaldte Hjort-doktrin – opkaldt efter davaerende partisekretaer og senere minister Claus Hjort Frederiksen.
Martin Ågerup definerer den ikke helt praecist, ud over at partiet skal flytte sig derhen, hvor vaelgerne er.
Claus Hjort Frederiksen har selv formuleret sin doktrin som, at Venstre ikke skal begive sig ind i en fordelingspolitisk diskussion med Socialdemokratiet, fordi den er tabt på forhånd, hvad enten det er kassedamen eller lejeren, der haevdes at få for lidt, mens andre får for meget.
Skattestoppet blev således designet til at traekke den debat over på egen borgerlig halvdel.Anders Fogh Rasmussens kulturkamp og tesen om, at det er den og ikke den økonomiske politik, som afgør Danmarks fremtid, anerkendes ikke af Martin Ågerup, der retorisk spørger:
Kan en kulturkamp føres uafhaengigt af den førte økonomiske politik?
Og han giver selv svaret:
Naturligvis ikke.
Også andre har vaeret hård ved vaerdikampen:
»Med vaerdikampen som politisk projekt vandt Venstre og De Konservative nøglerne til ministerkontorerne i 00’erne, men prisen var først deres sjaele og siden deres mandater. Man fik magten, men arvede magtesløsheden,« konstaterede Esben Schjørring og Michael Jannerup i bogen ”Vaerdikaemperne”, som udkom i 2008.
Eller som Ågerup skriver i sin nye bog, formentlig med en skjult hilsen til alle de Venstre-høvdinge, der er draget videre med et ”må vinden fylde jeres sejl”:
»Man kan risikere at sejle så taet op på sin modstander, at vinden går ud af ens egne sejl.«
Hvor blev ånden af?
Nu er de to partier Socialdemokratiet og Venstre som bekendt forenet i samme regering side om side med Moderaterne, som hverken er røde eller blå, men lilla.
En skidt konstruktion, hvis man spørger Martin Ågerup, som undlader at analysere, hvad det egentlig var, der førte Lars Løkke Rasmussen frem til den erkendelse, at hvis de gamle, regeringsbaerende partier ikke gik sammen som vaern mod fløjene, kunne Danmark ikke flyttes.
På den ene fløj ville man vaere prisgivet en udvikling af velfaerdsstaten med ligemageri som grundsten, på den anden fløj risikerede man at saette Danmarks internationale samarbejde over styr ved at bøje sig for populistiske krav om at blaese på konventioner og traktater.
Hvad det vil sige at vaere borgerlig, er i Ågerups univers en konstruktion. Det handler om decentralisering, opgør med velfaerdsstaten, skattelettelser, frit valg og privatisering.
Men hvad med ånd?