Hvad kalder man en dame, der koger en undulat ved et uheld?
Kontrasten mellem grin og grum virkelighed gør Christina Hagens nye tekster om vold, misrøgt og seksuelle overgreb saerligt slagkraftige. Det gør naesten ondt at laese sig ned i den anmelderroste forfatters rå underklasse.
»Hvad kalder man en enlig mor med en diskusprolaps?«
»Hvad kalder man en dame, der koger en undulat ved et uheld?«
Eller hvad med denne her:
»Hvad kalder man en mand, som drikker sig så fuld, at han braekker sig over tv-bordet, når han passer sin papdatter, og på et tidspunkt går op i sovevaerelset og skyder sig i hovedet med et jagtgevaer? Pow.«
Ovenstående er blot nogle få af de spørgsmål, som forfatter Christina Hagen stiller i sin staerkt vellykkede digtsamling ”Pow pow pow”.
Pistoldigte, sådan lyder genrebetegnelsen, og den er ganske rammende, for hun rammer sine laesere lige i panden med sine sprogligt praecise saetninger om voldelig adfaerd og en uendelig raekke af ydmygelser.
Nyt liv til gamle vittigheder
Formen er helt central i denne digtsamling, den hidtil staerkeste fra 43-årige Christina Hagen, som ellers for laengst har imponeret med opsigtvaekkende måder at få sine budskaber frem på.
Her bør hendes ”White Girl” fra 2012 fremhaeves. I skabelsen af dén digtsamling kasserede forfatteren sit anmelderroste sprog og skabte et gebrokkent dansk, som hun kunne smide i hovedet på de mange lokale maend, der generede hende på udlandsrejserne.
Hun ramte så rent, at teksterne siden blev iscenesat på Det Kongelige Teater.
I aktuelle ”Pow pow pow” går hun skridtet videre.
Hun skaber sproglig dynamik ved at lade sine dunkle beretninger vokse ud af udsagn, som vi kender fra gamle vittigheder:
»Alle børnene ...«
»Hørt på en bar ...«
»Og der var den om de to molboer ...« Kontrasten mellem grin og grum virkelighed er én ting, den gør, at man laeser de 133 sider i ét hug.
Noget andet er den selvfølgelige tone i de uendelige opremsninger af uhyrligheder.
Der er aldrig tvivl om alvoren i teksterne, dertil er eksemplerne for mange og for hjerteskaerende, men Christina Hagen normaliserer naermest truslerne, volden og de seksuelle overgreb i de hårdt belastede miljøer, hun beskriver, og på den måde rammer ordene endnu hårdere:
Få dig en
Stedfar der knepper Dig om onsdagen
Få et saet
Hestetaender og sokker Med hul i
Få en hund
Mindst ligeså hjerteskaerende som overgrebene er den omsiggribende ligegyldighed, som de bliver mødt med. Et barn hører om et overgreb, bliver bange, siger det til sin mor og venter på en form for handling, som aldrig kommer.
Ja, formen fylder meget, men indholdet følger med, og Christina Hagen skriver sig på eftertaenksom vis ind i den moderne klasselitteratur.
Håbløs laden stå til
De seneste årtier har utallige forfattere stillet skarpt på middelklassen, nu er det underklassens tur, og dén beskriver Christina Hagen lige så praecist som anmelderroste kolleger som franske Édouard Louis eller danske navne som Thomas Korsgaard, Glenn Bech og Haidar Ansari.
”Pow pow pow” handler om mennesker, der hverken evner af passe på sig selv eller hinanden. En banal rift i en tå bliver til et amputeret ben, fordi det virker helt uoverkommeligt at slaebe sig af sted til egen laege.
Og hvordan går det så, når der kommer kaeledyr ind i hjemmet?
Det går virkelig dårligt.
Dyrene står for skud. I bogstaveligste forstand. De skydes – i affekt, ved pludselige indskydelser – ned af alkoholiserede faedre, eller de omkommer af omgivelsernes dumhed. Hunde, marsvin og undulater må lade livet, fordi deres ejere ganske enkelt glemmer at taenker sig om.
Dette er de mest rammende og tankevaekkende tekster om ligegyldighed og håbløs laden stå til, denne anmelder nogensinde har laest.
Der er din Bedste ven få Ondt i maven Af angst og Sult få ensomhed I fødselsdagsgave og En røvfuld for Noget du ikke Har gjort ...