Det er, som om ikke ét eneste ord er tilfaeldigt i denne roman
Højskoletraditionen løber i blodbanerne på Ole Tornbjerg, der har begået en saerdeles beåndet roman om et samfund, en højskole og et aegteskab i 1960’ernes brydningstid. En tid, der både er omgaerdet af fremtidstroens klare lys og afgrundens dybe mørke.
Jeg var ikke nået laengere end til indholdsfortegnelsen, før jeg hørte genlyden af en augustnat for mange år siden, hvor vi sad på hvide plastic-havestole i parken ved Grundtvigs Højskole med flaskeøl i den ene hånd og Højskolesangbogen i den anden, mens tonerne rene og rustne løftede sig over den syngende, småberusede flok:
Hvad solskin er for det sorte muld
Er sand oplysning for muldets fraende, Langt mere vaerd end det røde guld,
Det er sin Gud og sig selv at kende;
Trods mørkets harme i stråle arme
Af lys og varme
Er lykken klar!
Og det var allerede dér ved indholdsfortegnelsen, at jeg fik fornemmelsen af, at Ole Tornbjerg har bedrevet en sjaeldent beåndet bog, fordi citater fra netop dén højskolesang, danner indholdsfortegnelsen i ”Lys over folket”, der falder i seks dele under overskrifterne:
”Trods mørkets harme”, ”Lysets skole”, ”Sand oplysning”, ”Hvad solskin er”, ”Sig selv at kende” og ”Lys over folket”.
Ind i en ny tid
Når man selv er faldet i den grundtvigske gryde som barn, har man en temmelig veludviklet sans for, hvornår nogen foregiver at vaere i besiddelse af ånd og dannelse uden i virkeligheden at kunne stave til Grundtvig. Og hvornår nogen, som i Tornbjergs tilfaelde, har hele højskoletraditionen løbende i sine blodbaner.
Derfor lader forfatteren den poetiske grundsten i folkehøjskoletraditionen, ”Hvad solskin er for det sorte muld”, vaere underlaegningsmusikken for sin roman, og det vidner om en dybere eksistentiel forståelse af oplysningstanken.
Det er, som om ikke ét eneste ord er tilfaeldigt i denne roman, der både er et tidsbillede af (højskole)Danmark og den omkringliggende verden i en brydningstid i årene 19671970, et aegteskabsdrama, en familiefortaelling og en skildring af menneskelivet i sin allerdunkleste form og gådefulde skikkelse.
Vi er på den traditionsrige, men noget nedslidte Bauneholm Højskole ved Limfjorden,
som laererparret Eskild og Gudrun Birkelund med deres to halvstore børn overtager med en kaempe gaeld og et støt faldende elevtal i en tid, hvor højskoleverdenen ligesom resten af samfundet er praeget af ungdomsoprør og voldsomme forandringer.
Gennem hele romanen er Tornbjerg uhyre bevidst om at udstyre personer og steder med navne, der giver fortaellingen autenticitet og trovaerdighed – for eksempel er Birkelund et kendt navn i højskolekredse, ligesom Bauneholm er fuld af betydning: Baune betyder bål, og i gamle dage taendte landbefolkningen bål på højtliggende steder for at varsle om krig og ufred og samle lokalbefolkningen.
Paradoksalt nok kommer laererparret Birkelund på Bauneholm Højskole ikke til at samle, men derimod støde lokalbefolkningen og skolens bagland fra sig.
Det viser sig at vaere en svaer opgave at løfte højskolen »ind i en ny tid«, hvor eleverne ikke laengere hovedsageligt er almueunge fra landet, men akademikerbørn fra byerne, der hører til blandt de første »langhårede« – altså hippierne.
Klarhed og klogskab
Men i begyndelsen var lyset på Bauneholm
Højskole, og forventningerne til en løfterig fremtid var store:
»I dag taender vi atter bålet på Bauneholm! Bauneholm Højskole skal vaere det bål, der lyser op og samler en ny generation af unge. Vi vil ruste dem til at taenke selv, til at saette spørgsmålstegn ved autoriteter,« siger Eskild, der som højskoleforstander er givet en vaesentlig »opgave for demokratiet«.
Han lader nye revolutionaere vinde blaese frit ind over højskolen med alt, hvad tidsånden rummer af autoritetsafbraendinger, traditionsopbrud og normforandringer som kvindefrigørelse, fri hash, fri kaerlighed, fri sex, fri abort, fri samvittighed – fri alting.
Undervejs i romanen hører vi Gudruns myndige røst, og med hendes borgerlige opvaekst, et velfungerende etisk kompas og samvittighedens stemme i sig står hun udspaendt mellem tradition og fornyelse, bundethed og frigørelse.
Eskild derimod er forblaendet idealist.
Han er engageret i modstanden mod Vietnamkrigen, optaendt af den humanistiske marxist Herbert Marcus’ tanker og passioneret omkring Bauneholm, der skal »kaste lys og varme over en ny generation af unge« og vaere »lysets skole«.
Eskild glemmer nok som så mange andre i hans tid, at mennesket gennem oplysning skal få øje på livet selv og samtidig få vendt øjet vaek fra sig selv og ud mod verden. Men mennesket har stadig »mørkets harme« i sig, der skal holdes på plads af alt dét, tiden gør op med.
Et samfund, der river sig løs fra alle sine fortøjninger og tildeler sig selv fuldkommen frihed, ender i ragnarok. Et menneske udstyret med tøjlesløs frihed bevaeger sig mod afgrundens nat og falder uendeligt i dette mørke.
Derfor tror jeg måske alligevel ikke, at Tornbjerg ved en fejl omtaler sangen ”Hvad solskin er for det sorte mund” som en salme. Det er egentlig ikke en salme, men jeg kan ikke forestille mig, at Tornbjerg gør sig skyldig i genrekludder.
For som Grundtvig, der strengt insisterede på at holde kristen forkyndelse ude af højskolen, er det alligevel det kristne menneskesyn, selverkendelsen og selvopgøret, som skal forklares gennem oplysning om livet, der er grundlaget for oplysningstanken, som Tornbjerg på formidabel vis har kastet nyt lys over med klarhed, klogskab og kendskab.
Og usagt lader han dele af ånden fra 1968 stå i sin egen tvivlsomme skygge.