Dansk aegtepar købte 10 hektar skov i Nicaragua – senere opdagede de, at der voksede kaffe i verdensklasse
Under en arbejdsrejse i Nicaragua mødte Helle Munk Ravnborg en familie, som bad hende om økonomisk hjaelp. I stedet for ren velgørenhed endte parterne med at skabe en samarbejdsmodel, der 20 år senere stadig forener dem.
INicaragua er der skolepligt og gratis grundskole for børn i alderen 7-12 år. Herefter falder over halvdelen af eleverne ud af skolesystemet for aldrig siden at vende tilbage. Derudover stopper skolegangen for omkring hver femte elev i løbet af perioden med skolepligt. I de fleste tilfaelde for at børnene kan hjaelpe til i hjemmet eller tjene penge til familien.
I øvrigt er selve grundskolen ikke helt gratis, for der skal betales for skoleuniformer, bøger, kladdehaefter, blyanter og indskrivning til eksamener. Omkostninger, som mange familier ikke er i naerheden af at have råd til.
Danske Helle Munk Ravnborg stødte i 1999 på forholdene, fattigdommen og saerligt én nicaraguansk familie, der gjorde stort indtryk, under en arbejdsrejse som forsker ved Center for Udviklingsforskning. 20 år senere er de to familier stadig forbundne som både venner og forretningspartnere.
»Til at begynde med spurgte de, om Jakob og jeg ville vaere med til at støtte dem økonomisk, så deres søn Elvin kunne få en form for gymnasieuddannelse efter grundskolen. Vi ville gerne hjaelpe, men vi betragtede familien som vores venner og havde det svaert med den form for velgørenhed, hvor vi skulle dele penge ud hver tredje måned, og de skulle bukke og sige tak. Vi taenkte, at det hurtigt kunne udfordre vores relation, hvis familien blev fristet til at bruge pengene til noget andet – skulle vi så gå og kontrollere dem? De havde heller ikke nogen bankkonto, så der var også nogle praktiske forhold, der ville gøre det lidt besvaerligt,« fortaeller Helle Munk Ravnborg, der sammen med sin mand fandt på en anden og bedre ide.
Købte 10 hektar regnskov
Den opstod, da familien Velázquez bestående af far Adolfo og mor Martha samt parrets syv børn, foreslog deres danske venner at købe et stykke jord, som havde stor betydning for familiens arbejde som kaffebønder. Der var således tale om den del af regnskoven, hvor der sprang en kilde, som gjorde det muligt at vaske kaffebønnerne. Den nicaraguanske familie var nervøs for, at den ville blive naegtet adgang til kilden, hvis andre købte jordstykket på omkring 10 hektar.
»Til at begynde med vidste vi ikke helt, hvad vi skulle synes om det. Det virkede aerligt talt lidt langt ude at købe et stykke jord i et andet land. Men så fik vi den ide, at vi kunne give familien brugsretten over jordstykket, så de ikke kun havde adgang til kilden, men også kunne dyrke kaffen. Den aftale var de meget begejstrede for, og vi var rigtig glade for at kunne hjaelpe dem på en måde, hvor vi beholdt en ligevaerdig relation til hinanden,« siger Helle Munk Ravnborg.
Risteri fik julelys i øjnene
Konstruktionen betød, at familien Velázquez kunne tilbyde sin søn Elvin først en gymnasieuddannelse og siden en mindre juridisk universitetsuddannelse. Derudover blev samarbejdet endnu bedre for begge parter, da Helle Munk Ravnborg og Jakob Kronik rent faktisk smagte kaffen fra regnskoven i Nicaragua. For den var ikke bare god, men i ren og skaer saerklasse.
»Det er et stykke bjergregnskov, hvor der er blevet dyrket kaffe i 150 år. Den del var vi klar over på forhånd. Hvad vi til gengaeld ikke vidste var, at kaffen er af ekstraordinaer høj kvalitet. Vi tog noget af det med hjem og fik det ristet på et risteri i København, og de fik totalt julelys i øjnene, da de smagte det. Det ville de gerne have mere af. Så i 10 år leverede vi al kaffen til dem,« fortaeller Jakob Kronik.
Dermed også sagt, at familien Velázquez igennem hele perioden skibede samtlige kaffebønner fra jordstykket i Nicaragua til Danmark. Endda til overpris idet Helle Munk Ravnborg og Jakob Kronik tilbød og stadig tilbyder 25 pct. over markedsprisen for økologisk fair trade-kaffe i Nicaragua, mod at jorden bliver dyrket uden brug af kemikalier.
Ifølge Jakob Kronik forhindrer det en mere eller mindre uoverskuelig proces, hvor mange udover producenten skal tjene penge på kaffen.
»Normal kaffe bliver handlet et utal af gange, fordi der er så mange led fra producenten til forbrugeren. Det er standard for mange afgrøder og betyder, at der er frygteligt mange mennesker, der skal tjene på det. Vi ville gerne sikre, at pengene endte hos de mennesker, der havde gjort alt arbejdet,« siger han.
De seneste otte år har Helle Munk Ravnborg og Jakob Kronik imidlertid selv ristet kaffen fra Nicaragua – og har dermed tilføjet en ekstra karrierevej til deres i forvejen travle arbejdsliv. Både risteriet og en tilhørende café er i øvrigt idyllisk placeret i en tidligere stald på parrets gård i Østerlars på Bornholm.
»Da vi flyttede til Bornholm, havde vi pludselig pladsen til at riste kaffen selv, og selv om det tager relativt meget tid, er det også en stor fornøjelse. Vi bruger vel en dag om ugen på det hver isaer, og det er et projekt, vi er sammen om. På den måde bevarer vi også et taet faellesskab med vores venner i Nicaragua, hvor det i dag er sønnen Elvin, der står for kaffeproduktionen. Ham, som vi var med til at hjaelpe igennem gymnasiet og universitetet,« fortaeller Helle Munk Ravnborg.
Levede for få dollars om dagen
Hun er ansat som seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier. Jakob Kronik er leder af International afdeling i miljøorganisationen Verdens Skove. Begge har rejst meget, og Jakob Kronik gør det fortsat.
Begge har desuden beskaeftiget sig fagligt med konsekvenserne af fattigdom og oplevet dem helt taet på via rejser og udstationeringer. Derfor har det betydet meget for aegteparret at hjaelpe familien Velázquez til et bedre liv – vel at maerke ved at give familien redskaberne til at hjaelpe sig selv.
Helle Munk Ravnborg fortaeller, at familien Velázquez i 2004 levede for ganske få dollars om dagen og boede ni mennesker i et lille traehus med jord som gulv, gardiner til at inddele huset i mindre rum samt aviser og ugeblade klistret på vaeggene i et forsøg på at skaerme mod vinden.
I dag er der blevet bygget flere rum til huset og etableret et separat køkken, så der ikke konstant er røg i stuen og sovevaerelser, ligesom sønnen Elvin Acuña har fået et hus til sin egen familie.
»Det har vaeret fantastisk at følge med i familiens rejse imod et vaerdigt liv. Saerligt fordi vi er flettet sammen på den måde, vi er. Vores børn er voksne nu, og det samme er børnene fra familien i Nicaragua, men de har haft mange oplevelser sammen, kender stadig hinanden og har kontakt på sociale medier. Jeg har vaeret glad for at kunne give vores børn en forståelse af, at liv kan leves på mange forskellige måder, og at livet kan vaere hårdt. Det betyder blandt andet, at de har laert noget om sig selv, fået en større forståelse for andres livsvilkår og også fået øje på deres egne privilegier, som de tidligere måske tog for givet,« siger han.
Afsondret og afskåret fra omverdenen
Også Helle Munk Ravnborg saetter ord på forholdene i den lille bjergby Sontule i det vestlige Nicaragua. Kun omkring en times kørsel fra byen Esteli, der har 230.000 indbyggere – men alligevel