Laesøs nye tangtage skal få Kattegatøen på verdensarvslisten
Fattige kvinder skabte et af Danmarks måske vaesentligste bidrag til arkitekturhistorien: Fondsmidler, pionerånd og hårdt slid har vaeret med til at redde en del af de ellers eksistenstruede tanghuse, og nu forsøger lokale kraefter at få bygningskulturen
For 15 år siden var vi nogle stykker, der sagde til hinanden, at det altså var synd, at vi her på øen har en helt enestående kultur, der bare forfalder. Henning Johansen, taekkemand
De fleste kender til bygningsvaerker opført i renaessancestil, barok, nyklassicisme, jugendstil og modernisme. Men mange steder i verden findes der saerpraegede og lokalt forankrede byggetraditioner – unik arkitektur, som ikke er funderet i kendte stilretninger eller inspireret af globale strømninger, men til gengaeld omhyggeligt tilpasset det enkelte områdes klima, vejrforhold, kultur og levemåde.
Det ser man f.eks. repraesenteret i Malis fantastiske lerhuse, i den iranske ørkenby Yazd med dens finurlige vindtårne, i Asiens flydende boliger, i caribiske blikhuse i staerke farver, i Tunesiens underjordiske grotteboliger og i Lofotens rorbuer i Nordnorge med direkte adgang til havet.
Og så ser man det i Laesøs enigmatiske tanghuse, der er med til at give Kattegatøen dens identitet.
Den lokale taekkemand
Men alt er som bekendt forgaengeligt. Øens ellers robuste tangtage har i en årraekke vaeret i forfald og i fare for helt at forsvinde, og siden 2008 har lokale kraefter arbejdet ihaerdigt for at genskabe den naesten glemte taengeteknik fra Laesø.
Det er nemlig husenes eneste redning.
En af projektets frontløbere er den lokale taekkemand Henning Johansen, der krediteres for at have genoplivet det gamle, stolte håndvaerk at taenge et tangtag.
»For 15 år siden var vi nogle stykker, der sagde til hinanden, at det altså var synd, at vi her på øen har en helt enestående kultur, der bare forfalder. Vi henvendte os derfor til forskellige fonde for at søge støtte til at gøre noget ved det, og den greb A. P. Møller. De ville gerne støtte med nyt tag til alle øens bevaringsvaerdige huse ud fra en model, hvor ejeren skal betale 10 pct. af udgifterne, og fonden resten. Indtil videre har vi lavet nyt tag på 25 stykker og mangler vel fem,« siger Henning Johansen, der assisteret af laerlingen Ida er i gang med arbejdet på Museumsgårdens tag, da jeg fanger ham med ålegraes mellem haenderne.
»Kunsten at lave et tangtag, der holder, står og falder med at lave vasker, der holder. Når tangen er god, tørret rigtigt og har den rette laengde, og vaskerne og halerne er staerke og faste, så har man også grundlaget til et langtidsholdbart tangtag lagt,« fortaeller Henning Johansen om sit
arbejde og fortsaetter:
»Det er et arbejde, som er umuligt at gøre alene. I gamle dage var de – alt efter hvor stort huset var – op til hundrede kvinder om at taenge. De vidste, at ålegraes opfører sig ligesom uld. Her spinder man også – bare en tykkere tråd,« fortaeller
Henning Johansen, mens han haenger ind over taget og forsøger at overdøve den kraftige vind.
Kvinderne og ålegraesset
Den rutinerede taekkemand, der altså nu også er taengemand, henviser til, at en del af den fascine
Vi er blevet optaget på Unescos tentativliste, som er første skridt på vejen mod at blive anerkendt som Unesco-vaerdig verdenskulturarv, og det er bestemt også noget. Det er nemlig ikke noget, man bare lige sådan opnår. Leif Ladefoged, kulturmedarbejder i Laesø Kommune
rende historie bag Laesøs tangtage er det unikke i, at kvinderne arbejdede som bygningshåndvaerkere. At hente, tørre og køre tangen hjem var kvindearbejde. Og det var ligeledes kvinderne, der vred vaskere – deraf ordene vaskerkoner og vaskerpiger.
At kvinderne måtte tage sig af det hårde arbejde på øen skyldtes, at maendene ofte var vaek hjemmefra i kortere eller laengere tid. Nogle var på havet for at fiske, andre tog hyre på fragtskibe, der sejlede jorden rundt, og var måske ikke hjemme i årevis. Det var derfor op til kvinderne at sørge for alt det praktiske, herunder landbrug, børn, at køre familien til kirke i hestevognen og altså at laegge nyt tag på husene.
Historien om tangtagene rummer således også fortaellingen om et enestående matriarkalsk samfund, der opstod på en tid, hvor det ellers i reglen var maendene som bestemte det meste. Laesø, derimod, var kvindernes ø, og mange af øens tanghuse i dag er også opkaldt efter kvinder, ligesom det var kvinderne, der arvede gårdene.
Og Henning Johansen er fuld af faglige lovord over for kvindernes slidsomme arbejde og deres anvendelse af ålegraes:
»Hvis man ved man gør, er ålegraes et genialt materiale, for det kan hverken rådne eller braende. Det kraever bare hårdt arbejde. Når vaskerne skulle laves, var det nødvendigt at vaere mindst to, som fra hver side vred og rullede den klump tang, de havde løsnet til formålet. Sådan blev man ved, indtil klumpen var forvandlet til en hård, fast sammenvredet bylt, som man altså kalder vasken. Og det er meget enkelt; så laenge ålegraesset holder, så laenge har du et hus. Og sådan et tag, som det vi nu laver her på huset, vil jeg godt give 300 års garanti på,« siger Henning Johansen med et glimt i øjet.
Lang vej til verdensarvsliste
Efter succesen med at laegge nyt ålegraes på en lang raekke af de bevaringsvaerdige huse, er ambitionerne blandt en raekke af laesøboerne også vokset. Tangtagene på Laesø er unikke og findes ikke andre steder i verden, og derfor bør arbejdet med bevarelsen af Laesøs tangtage heller ikke laengere kun vaere et lokalt anliggende, mener bl.a. Leif Ladefoged, der er kulturmedarbejder i Laesø Kommune og en af initiativtagerne til at få øen på verdensarvskortet.
»Det er en lang og besvaerlig proces, der kraever tålmodighed, grundig forberedelse og også hjaelp og assistance fra folk, der kender til hele apparatet, men vi er blevet optaget på Unescos tentativliste, som er første skridt på vejen mod at blive anerkendt som Unesco-vaerdig verdenskulturarv, og det er bestemt også noget. Det er nemlig ikke noget, man bare lige sådan opnår,« fortaeller Leif Ladefoged, da jeg mødes med ham i et andet af øens bevaringsvaerdige tanghuse, nemlig Hedvigs hus.
I dag ejes huset af Laesø Museum, som overtog stedet, da det var taet på at falde sammen. Efter