»Det eneste vi ønsker, er fred. Derfor rejser vi ud i verden for at sprede budskabet med sang«
I det sydøstlige Georgien ligger fem landsbyer, som verdenspressen for 20 år siden valfartede til, efter rygter om at der blev traenet terrorister i området. I dag er det lokale folk helst fri for rygtet og vil bare gerne synge i fred.
Raisa Margoshvili kommer ilende ind i moskéens mintgrønne rum med vaeg til vaeg-kelimtaepper. Guldfyldningerne blottes i et levende smil og forplanter sig op i de blå øjne, og hun tager plads på en lav skammel med ryggen til rummet og mumler en bøn til Allah.
»Når vi rejser, bliver vi venner med alle.«
Hun vender skamlen om igen for at betragte sit publikum. Her sidder to vesteuropaeiske kvinder iført tørklaede og lang kjole i respekt for fredagsbønnen. En ung kvinde, Lalita, er hyret ind som tolk, og er den eneste sufi ud over Raisa Margoshvili selv og en gammel kvinde, der er mødt op i moskéen.
Normalt ville de vaere mindst otte kvinder, der mødes hver fredag til zikr, den traditionelle cirkeldans, der forener dem i mødet med Allah, men grundet dårligt vejr bliver de aeldre kvinder hjemme. Raisa Margoshvili lader sine blå øjne vandre over sit publikum. Hun er med sine 63 år den naestyngste blandt sufierne.
Glaeden over, at verden er kommet til hende, stråler ud i hele rummet, og den unge tolk har svaert ved at følge med. Hun skal oversaette seancen fra tjetjensk til engelsk, men Raisa Margoshvili har intet behov for at fatte sig i korthed og fortaeller levende, mens hun gestikulerer med arme og ben kun afbrudt af en klukkende latter.
Et for evigt stemplet samfund
Det kraever en del overtalelse at få en taxi til at køre fra Tbilisi til de sammenhaengende landsbyer langs Alazani-floden. Floden løber igennem det østlige Georgien hele vejen til Aserbajdsjan og snor sig igennem den frodige dal. Flere taxichauffører naegter at køre ind i landsbyerne, og det er svaert at overtale dem, når de først har sagt nej.
Rygtet om det farlige Kist-folk haenger stadig fast blandt mange georgiere, for i 2003 blev det lille samfund centrum for verdenspressens opmaerksomhed.
Det rygtedes, uden beviser, at mujahedin-krigeren fra ISS Ibn al-Khattab var blevet draebt i de naerliggende bjerge af en USA-støttet georgisk antiterror-bevaegelse. Det falske rygte fik konflikten til at blusse op i den i forvejen spaendte region, og militaere tropper blev sendt dertil sammen med pressen. For beboerne var det blot endnu en grum og forstyrrende fortaelling.
I 2014 var en af byens sønner blevet anklaget for at vaerge tjetjenere til hellig krig og blev dømt i retten. Dommen delte vandene, men befolkningen i resten af Georgien huskede historien, og da rygtet om den draebte hellige kriger spredtes i 2003, blev samfundet stemplet for altid.
Nu er det mig, der som den aeldste i truppen skal føre budskabet om fred videre. Raisa Margoshvili, korsanger og sufikvinde
Forenende toner i moskeen
I moskéen synger Raisa Margoshvili med en kraftfuld stemme. Hun er en del af det turnerende Aznash Laaman Ensemble sammen med sin søster, niece og et fjerde medlem fra den lille sufiorden.
Stemmen står alene denne fredag uden de andre søstre i moskéen, men den polyfone sang består normalt af tre stemmer: en grundtone og to overstemmer, hvor der er dissonansintervaller mellem begge overstemmer.
Sangene fra Pankisi i øst er mere melodiske end de polyfoniske sange i det vestlige Georgien. Det er klange, der får nervebanerne til at vibrere i, til tider, skaeve harmonier, men det er svaert at få det til at lyde af noget uden flere sangere. Raisa Margoshvili har dog god tid og lader sig
ikke slå ud, for hun har et publikum, og dem har hun taenkt sig at holde på.
Ind imellem sangene svinger samtalen mellem alvor og latter. Alvor, når det handler om familietragedier, og latter, når det handler om at rejse ud i verden og optraede med ensemblet. Med den ene arm hvilende på sit knae og den anden gestikulerende bliver fredagsbønnen konverteret til en tale om liv, og konflikten mange år tilbage gør hun tavs ved at synge.
»Vi er et fredeligt folk. Det eneste vi ønsker, er fred. Derfor rejser vi ud i verden for at sprede budskabet med sang.«
Rygtet er en forbandelse i landsbyerne for foden af Store Kaukasus, der straekker sig 1.200 km fra Sortehavet til Det Kaspiske hav. Raisa Margoshvili vil hellere tale om Allah og sin familie, men mest har hun lyst til at synge og samle sit ensemble for gaesterne.
Muntert kortspil ved minareten
En stille natteregn har gennemskyllet den frodige dal med bjergene mod nord, og jordvejene mellem de mere eller mindre vandtaette huse er mudrede. En af vejene passerer en gammel kirkegård med stendiger, hvor de døde ligger begravet under enorme sten. På den eneste asfalterede vej, der løber 10 km gennem de fem landsbyer, defilerer køer frit rundt på vejen i et langsomt, draevende tempo, der understreger en følelse af, at intet haster i Pankisi Gorge.
Under et trae sidder en flok maend og spiller kort, og i baggrunden lyder en bøn fra minareten. Maendene er ellers ikke saerlig synlige i landsbyerne, mens kvinderne står og haenger ude foran de små butikker langs hovedvejen. Nogle sidder inde i deres faldefaerdige huse og filter hatte til vinteren, og i et af husene saelger en korpulent kvinde med et brysk ansigtsudtryk huer i et baglokale.
Huset ligger på vej hjem til Raisa Margoshvili, der som den aeldste er familiens overhoved, efter at hendes søn er blevet handikappet efter et biluheld. En ulykke, der gjorde hendes mand tavs: Nu går han rundt i huset som en skygge af sig selv. Men hun giver ikke op: Hun finder styrke i bønnen og tilhører et af de to sufibroderskaber, der er dominerende i landsbyerne. En tradition, der efterhånden har udviklet sig til en lokal religion, hvor også kristne ritualer blandes sammen med sufismen.
Raisa Margoshvili går med raske skridt ned ad hovedgaden, hvor hun taet på moskéen har bygget et betonhus til sin familie. 10 i alt under samme tag i en grå rummelig kasse, der smelter sammen med skydaekket, som haenger lavt over dalen.
Historiske plakater og verdensfred
Uden for døren står en raekke sko, og indenfor nogle sandaler, gaester kan låne. I en smal gang ved køkkenet står en laedersofa placeret som det eneste møbel.
Raisa Margoshvilis unge svigerdøtre samt en datter og et barnebarn stimler sammen om gaesterne.
Hun beder en af kvinderne om at lave kaffe, mens hun selv henter det nyfødte barnebarn og stolt viser ham frem, idet hun tager plads over for sofaen under et ur, der minder om, at tiden alligevel ikke er gået helt i stå.
I køkkenet brygges kaffen mellem to opsatser af kunstige blomster. Raisa Margoshvili hvisker noget til den lille dreng, som løber ind i et af de tilstødende vaerelser og kommer tilbage med favnen fuld af plakater. I køkkenet spreder han dem forventningsfuldt ud over bordet.
En plakat er fra en turné med ensemblet i Frankrig. Andre er fra Tyskland, Belgien, Marokko, Tyrkiet, Afghanistan og Australien. Plakater fra 1999, hvor ensemblet blev dannet af Makvala med kaelenavnet ”Badi”.
Hun blev født i 1937, uddannede sig senere til sygeplejerske og gjorde en forskel på skadestuen på det lokale sygehus, men hun havde en større drøm: Hun ville arbejde for verdensfreden og blev derfor involveret i den russisk-tjetjenske krig og de 300.000 tjetjenske flygtninge, der måtte
forlade hus og hjem, da russerne sønderbombede Grosnji i 1999.
Samme region som Kist-folket var flygtet fra 200 år tidligere grundet fattigdom og en grusom tradition for blodhaevn. Men at tale om fred var ikke nok for den unge Badi. Hun søgte et sprog, der var staerkere, og dannede det første folkeensemble i Pankisi sammen med Raisa i 1999.
Ensemblet navngav hun Marchua Kavkaz – ”fred i Kaukasus”. Raisa Margoshvili folder endnu en krøllet plakat ud på køkkenbordet, og Badi sidder i midten blandt de andre kvinder iført gulvlange kjoler og hvide tørklaeder om håret. Plakaten er fra deres første tur i årene omkring den tid, hvor pressen satte dalen på verdenskortet, og hvor der mere end noget andet var brug for et freds-band. Hun peger på Badi på plakaten og derefter på sig selv.
»Nu er det mig, der som den aeldste i truppen skal føre budskabet om fred videre.«
Et helle i en verden af larm
Sufikvindernes esoteriske tilgang til det guddommelige og ønsket om at skabe fred i Kaukasus kan maerkes langt ud over dalen. I deres bønner stiler de mod sammensmeltningen af altet med stor respekt for livet på jorden. Musikken fanger øret og haever sig over konflikter og politik – traditionelt tjetjensk og georgisk folkemusik med referencer til Persien, ballader fra Kaukasus og slavisk melankoli til rytmen af mongolske heste.
Uden at forstå et ord lukker musikken lytteren indenfor i kulturen og traditionerne. Nogle gange akkompagneret sørgmodigt eller komplet modsat af den muntre lyd af harmonika og panduri.
En trestrenget lut med en smallere og dybere krop end den ligeledes trestrengede balalajka. En forlaengelse af kroppen i Georgien på samme måde som bouzoukien i Graekenland, der fejrer det hele menneske.
Om eftermiddagen har Raisa Margoshvili stadig masser af energi, og ved hjaelp af Nazy’s Guesthouse er der blevet stablet en koncert på benene. Nazy Darkishvili har ligesom Raisa Margoshviliog den nu afdøde Badi viet sit liv til at vende fortaellingen om Kist-folket.
Hun er uddannet advokat og vendte efter sin uddannelse i hovedstaden Tbilisi tilbage til Pankisi Gorge for at gøre en forskel og åbne sit familiehjem for gaester.
Gaestehuset har et moralkodeks, hvor sex og alkohol ikke er tilladt, men det er til gengaeld et rummeligt helle i en verden af larm, der serverer guddommelig mad og byder besøgende hjerteligt indenfor. I et anneks i den frodige have dukker Raisa Margoshvili op med sin søster og niece et par timer senere. For noget, der svarer til 50 kr. pr. naese, opfører de en koncert for de 12 gaester. Selvom belysningen er neon og langtfra så pittoresk som i moskéen med de mintgrønne vaegge, glemmes det hurtigt, da musikken går i gang.
Det naturlige rusmiddel
Den første sang handler om kaerlighed, og kvinderne skiftes til at synge for. Niecen Markha Marchalikashvili synger med en lys og ren stemme, der fylder rummet kun akkompagneret af pandurien. Raisa Margoshvili synger med en kraftfuld stemme og understøttes at et tostemmigt kor, mens hun spiller tromme på bordet.
Langsomt vågner søsteren Manana Alkhanashvili op og bryder rummet med en dyb, rusten stemme, der lyder, som om hun har festet hele natten. Det er også en kaerlighedssang, hvor hun synger mandens parti til kvinden. Ligesom sin søster fylder hun rummet med energi.
De klapper sig på lårene af grin, og de få i lokalet, der forstår sproget, tager sig til munden for at undertrykke en latter. Markha Marchalikashvili er tydeligvis vant til sin mor og sin moster, der bliver mere og mere opløftede, jo mere de synger. Som til en fest hvor gaesterne gradvist bliver fuldere og fuldere, bortset fra at ingen drikker i Pankisi Gorge, og musikken er det naturlige rusmiddel.
Dansen under neonlyset forvandler eftermiddagen til en sufi-natklub, hvor haemningerne bliver smidt over bord i dansens eufori. Om det er Allah, dansen eller musikken, er ligegyldigt. Sufikvinderne har sendt energien langt ud i den lille dal og har i det øjeblik fået dem, der er til stede, til at tro på, at fred er en mulighed. I det mindste resten af dagen.