»Forestillingen skal gerne skildre et menneske og ikke en diagnose«
Med en opsaetning af en nyklassisk britisk roman vil Aalborg Teater give os allesammen en større forståelse for, hvordan det er at leve med en autismediagnose. Men er det muligt at skildre diagnosen uden at traekke på fordomme og forudindtagede forestilli
HVAD VIL DU?
Nogle ser ofte på autisme som en tilstand, hvor man ikke kan udvikle sig. Martin Nyborg, iscenesaetter på Aalborg Teater
En moderne teaterfortaelling om et mystisk mord, om at vaere alene og anderledes, og om at vi kan meget mere, end vi tror, vi kan.« Sådan lyder beskrivelsen af teateropsaetningen af Mark Haddons nyklassiske roman “Den mystiske sag om hunden i natten”, som har premiere på Aalborg Teater den 16. februar.
Men den handler om meget mere end mord. Hovedpersonen er nemlig diagnosticeret med autisme, og det kommer publikum til at opleve på både lyd- og billedsiden, når tilskuerne via iscenesatte effekter bliver inviteret med ind i hovedpersonen Christophers hoved.
Den øvelse er imidlertid ikke altid helt let. Da Odense Teater i 2019 begav sig ud i en opsaetning af romanen, beskrev Jyllands-Postens anmelder, at opsaetningen »kommer lidt for taet på at gøre hovedpersonen Christopher til en saerling«.
Jyllands-Posten har derfor snakket med iscenesaetter på Aalborg Teaters nye opsaetning, Martin Nyborg, om, hvilke overvejelser man gør sig, når man skal skildre autisme – og om det overhovedet er realistisk at lykkes med på en autentisk måde, når det samtidig skal vaere underholdende for publikum?
Hvad er det for nogle billed- og lydeffekter, som skal skildre, hvordan det er at vaere oppe i hovedpersonens hoved?
»Hovedpersonen Christopher er på en rejse til London for at finde sin mor, hvor han bevaeger sig vaek fra sit lokalmiljø og ned i undergrunden for at tage metroen. Det er noget, han aldrig har prøvet før, og metrostationen og togvognen er propfyldt. Der er mennesker, reklamer og indtryk overalt. Vi forsøger med et fysisk kor og lyd at vise, hvor overstimulerende og voldsom en situation det er for ham. Generelt arbejder vi med, at hovedkarakteren oplever verden ufiltreret. Han får flere sanseindtryk end en neurotypisk person (person, der ikke har autisme, red.), og det kommer publikum også til at opleve. I processen har vi blandt andet brugt en saerlig sensitiv mikrofon til at lave et lyddesign, der føles meget naert. Scenografien er bygget op omkring spejle. Undervejs i forestillingen giver de både overblik og overvaeldelse, og publikum får forhåbentlig en fornemmelse af, hvordan det føles at se med Christophers øjne.«
Hvad har du gjort for at sikre, at du skaber et autentisk og trovaerdigt billede af, hvad det vil sige at have autisme?
»Jeg har gjort mig mange overvejelser. For det første har det vaeret vigtigt for mig at snakke med folk, som rent faktisk har Autisme Spektrum Forstyrrelser (faellesbetegnelse for alle inden for autismespektret, red.). Deres historier er meget forskellige, så jeg har forsøgt at blive inspireret af de mange fortaellinger og ikke laegge mig fast på én. Bogen bag er først og fremmest en fiktiv historie, men jeg har alligevel laest en del faglitteratur om emnet, og jeg er også kommet frem til den erkendelse, at jeg ikke kan lave en fortaelling, som rummer alle på autismespektret.«
Hvilken rolle har sparringen med folk med autisme spillet i dit arbejde?
»Jeg har også bedt skuespillerne om at snakke med unge på spektret og socialpaedagoger, som kender til autisme. For eksempel naevnte flere, at de ikke kunne genkende sig selv i skildringen af at vaere god til matematik og interesseret i universet, men at de godt kunne se sig selv i at have meget specifikke interesser. Min intention er ikke, at tilbagemeldingerne skal aendre bogens handling radikalt, men jeg kan vaegte, hvad der fylder i forestillingen.«
Er det meningen, at publikum skal gå derfra med en større forståelse for, hvad det vil sige at have autisme?
»Ja, helt klart. Forestillingen er taenkt som et møde mellem mennesker med og uden autisme. Nogle ser ofte på autisme som en tilstand, hvor man ikke kan udvikle sig. Forestillingen skal gerne skildre et menneske og ikke en generel diagnose.«
Er det også meningen, at folk med autisme skal føle sig forstået i fremstillingen af dem?
»Ja, det forsøger jeg. Men igen har jeg også accepteret, at jeg ikke kommer til at kunne gøre det 100 pct. identificerbart for alle. Men det er da helt sikkert min ambition, at publikum, med eller uden autisme, skal kunne se noget af sig selv i hovedrollen.«
Er du ikke bekymret for, at I enten kommer til at under- eller overspille i forsøget på at skildre autisme?
»Jeg vil ikke sige, at jeg er nervøs for det. Jeg tror på, at vi kommer i mål med det. Historien er rigtig god i sig selv, og så har jeg inviteret folk indenfor, som har kunnet hjaelpe mig undervejs. Forestillingen er ikke en fagforestilling om autisme. Vi skildrer ikke en realistisk virkelighed 1:1. Vi arbejder med at skabe et fiktivt, dramatisk vaerk om en ung dreng med autisme, der rejser ind i et udfordrende voksenliv, og publikum kan forvente en kunstnerisk fortolkning af hans historie og virkelighed.«