Krigens prolog blev udkaempet på fire grusomme dage i Kyiv
Efter månedlange protester i Kyivs centrum eksploderede konflikten mellem praesidenten og pro-europaeiske demonstranter. Da røgen lagde sig i februar 2014, havde Ukraine valgt demokratiet, og Rusland var på vej i krig.
Protesterne i Kyiv begyndte i slutningen af november 2013 efter praesident Viktor Janukovitjs beslutning om at droppe en associeringsaftale med EU og i praksis alliere Ukraine med Kreml.
Gennem det meste af tre bitterligt kolde vintermåneder gennemførte pro-europaeiske aktivister konstante demonstrationer på den store Uafhaengighedsplads og i kvarteret omkring den, der rummer Ukraines parlament, regeringsbygning og praesidentens administration. I snesevis af andre ukrainske byer var der ligeledes store manifestationer.
Janukovitj-styrets hårdhaendede forsøg på at undertrykke demonstrationerne udløste en voldsspiral. Den første demonstrant blev draebt i december, og flere både aktivister og politifolk døde i kampe i januar, men det var mellem den 19. og 22. februar – for praecis 10 år siden – at konfrontationen nåede sit klimaks. De politiske og strategiske konsekvenser af disse dramatiske begivenheder i centrum af Kyiv kan vi maerke den dag i dag.
Den 19. februar: Ildens og hadets tid
Efter naesten tre måneders daglige protester og kampe mellem demonstranter og politisoldater var Uafhaengighedspladsen forvandlet til et inferno.
»Det var billeder fra en film om verdens undergang: udbraendte biler, smadrede vinduer, rygende rester af bildaek, opgravede brosten, blod tvaeret ud på asfalten,« skrev den ukrainske journalist Sonja Kosjkina i sin dokumentariske beretning om de dramatiske dage.
Oleksej Perkin, der var kommet på pladsen dagligt gennem de tre måneders demonstrationer, så, hvordan titusjki, bøller kørt ind fra andre dele af landet for at taeve Kyivs borgere på plads, blev udstyret med knipler, automatgevaerer og røggranater lige foran hans gadedør i byens centrum.
»Vi vidste godt, hvad vi var oppe mod. Det var: Enten får vi dem, eller også får de os,« siger han.
Fagforeningernes Hus på hjørnet af Uafhaengighedspladsen og Kyivs hovedgade, Khresjtjatyk, havde vaeret de protesterendes hovedkvarter i månedsvis, men braendte ud, efter at politistyrkerne gjorde endnu et fejlslagent forsøg på at rydde pladsen.
»Sent på eftermiddagen blev røgen til flammer,« skrev Kyiv-forfatteren Andrej Kurkov i sin dagbog.
Branden blev af mange set som et symbol på, at der ikke laengere var nogen vej tilbage, hverken for aktivisterne eller praesidentens maend: »Hadet går over alle bredder,« noterede Andrej Kurkov.
Hen over den 18. og 19. februar blev i alt 36 draebt under kampene, hovedparten demonstranter. Men det vaerste lå endnu forude.
Den 20. februar: Døden tjekker ind på Hotel Ukraine
Bygningen luder over Uafhaengighedspladsen som budbringer fra en svunden tid. Højhuset, der rummer Hotel Ukraine, blev bygget af Sovjetunionen i 1961 og bar frem til årtusindskiftet navnet Hotel Moskva.
Om morgenen den 20. februar skrev hotellet sig ind i Kyivs historie på helt uforudset vis.
Snigskytter skød fra hotellets vinduer – og fra flere andre bygninger i naerheden – mod ubevaebnede eller let
bevaebnede aktivister på pladsen nedenfor. Billederne af blodbadet i centrum af Kyiv, hvor 53 blev slået ihjel på denne februardag, nåede ud i den fjerneste afkrog af Ukraine og for verden rundt i noget naer realtid.
»Det var en Facebook-revolution. Alle udvekslede informationer og fik nyhederne derfra,« siger Oleksej Perkin, der så lig ligge på rad og raekke, da han hastede ned til pladsen den dag.
Efter massakren var Janukovitjs politiske skaebne i praksis beseglet – selv flere af hans naermeste allierede begyndte skyndsomt at distancere sig fra den desperate praesident.
Samtidig indledtes en noget konspiratorisk debat, der ikke er afsluttet her 10 år efter: For hvem var egentlig de formummede maend, der skød mod aktivisterne, men også i enkelte tilfaelde ramte politisoldater?
Mens nogle fortsat mener, at den russiske sikkerhedstjeneste havde en finger på aftraekkeren, så retter andre mistanken mod ukrainske højreekstremister, der ville bringe Janukovitj i miskredit.
Mest sandsynligt er det dog, at i hvert fald hovedparten af skuddene blev affyret af enheder fra det frygtede Janukovitj-loyale specialpoliti Berkut. Flere af dets officerer er siden dømt for medvirken, mens de formodede hovedmaend har søgt tilflugt i Rusland eller i det østlige Ukraine.
Den 21. februar: Mislykket europaeisk mellemspil
Få hundrede meter fra Uafhaengighedspladsen havde der i flere dage vaeret hektisk aktivitet, men under noget mere diskrete former end på Kyivs blodindsmurte gader. Oppositionsledere og repraesentanter for Janukovitj-styret mødtes med udenrigsministre fra EU-landene Tyskland og Polen samt højtstående repraesentanter for Frankrig og Rusland for at nå frem til en politisk aftale.
Den 21. februar undertegnede man højtideligt denne tekst, der bl.a. gav Janukovitj mulighed for at forblive i embedet frem til et nyvalg i december 2014.
Men det var et kompromis få eller ingen på Uafhaengighedspladsen kunne se sig i: »For deltagerne i protestbevaegelsen betyder denne aftale ingenting,« skrev Andrej Kurkov.
Selv de oppositionsledere, der førte forhandlinger på demonstranternes vegne, måtte se sig overhalet af begivenhederne på Kyivs gader: »Højst 30 pct. af de protesterende lyttede til deres mening,« vurderede Kurkov.
Imens sivede den sidste energi ud af Janukovitjs tilhaengere. En af organisatorerne af modstanden på Uafhaengighedspladsen Ukraines tidligere forsvarsminister Anatolij Grytsenko, fortalte senere Jyllands-Posten, hvordan han om eftermiddagen og aftenen den 21. februar var med til at sende konvojer af udkommanderede, modløse politisoldater tilbage til deres hjemegne i det østlige og sydlige Ukraine.
»På det tidspunkt havde Janukovitj kun sine personlige livvagter tilbage,« sagde Anatolij Grytsenko. »De europaeiske politikere ville have os til at stoppe op og indgå et kompromis, men det ukrainske folk ville noget andet.«
Den 22. februar: Champagnen og tømmermaendene
I løbet af morgenen spredtes historien som en løbeild i Kyiv og på tvaers af Ukraine: Praesidenten havde i nattens mulm og mørke forladt hovedstaden i en helikopter med kurs mod den østukrainske millionby Kharkiv.
Her skulle der afholdes en prorussisk kongres, men den blev aflyst efter protester i storbyen, og Janukovitj fløj videre med uforrettet sag først til hjembyen Donetsk og derefter til Rusland.
Spillet var ude, og den demokratiske og proeuropaeiske revolution havde sejret. Ukraine havde valgt side til fordel for Europa og vendt ryggen til Moskva.
»Hvis Janukovitj var blevet, ville Ukraine vaere omskabt til et stort Belarus,« siger Oleksej Perkin med henvisning til diktaturet i nabolandet.
I Kreml herskede chok i timerne og dagene efter revolutionens sejr, men snart skulle det veksles til beslutsomhed.
Natten efter den 22. februar tilbragte Putin på sit landsted i Novo-Ogarjovo, vest for Moskva, i samtale med sin naermeste kreds, bl.a. forsvarsminister Sergej Sjojgu og KGB-veteranen Nikolaj Patrusjev, der er sekretaer for Putins sikkerhedsråd.
»Situationen havde udviklet sig sådan i Ukraine, at vi var nødsaget til at begynde arbejdet på at bringe Krim tilbage som en del af Rusland,« lød Putins forklaring senere på russisk tv.
Planerne for en besaettelse af halvøen havde ligget i skuffen laenge, nu blev de taget frem og ført ud i livet i løbet af få uger.
Festen i Kyiv var intens, men kortvarig, husker Oleksej Perkin: »De første dage følte man, at vi havde vundet. Så begyndte Krim. Vi drak champagne, men måtte hurtigt blive aedru igen.«