Kassen bør ikke smaekkes i for museer med mange gaester

Lucy, en rekonstrueret model af en 3,2 mio. år gammel menneskeart, står udstillet på Moesgaard Museum. I det perspektiv er to, tre eller 10 år blot et lille øjeblik for mange danske museer.

Alligevel må museerne efterhånden vaere utålmodige efter den reform, der skal skabe et anderledes, mere retfaerdigt og mere gennemsigtigt tilskudssystem til de 97 statsanerkendte museer.

Af historiske årsager er der stor forskel på, hvad de enkelte museer modtager i støtte fra staten.

Det har der i mange år vaeret et udbredt ønske om at gøre op med. Alligevel er det ikke lykkedes tre kulturministre før den nuvaerende at gøre noget ved det.

I 2023 sagde kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at et forhandlingsoplaeg ville komme »lige efter juleferien«.

Pengene til en museumsreform blev sikret i finansloven med 100 mio. kr. om året de naeste fire år. I slutningen af 2023 modtog kulturministeren 17 anbefalinger til en ny struktur for tilskudssystemet fra en dertil nedsat ekspertgruppe. Udvalget har udtaenkt en raekke forskellige modeller, og det er forventningen, at det endelige udspil kommer dette forår. Julen varer trods alt ikke lige til påske.

Få regner med, at ministeren vaelger én af modellerne i sin rene form, men lader sig inspirere af de forskellige muligheder. Men på ét punkt bør Engel-Schmidt ikke laene sig op ad udvalget. For nogle af landets største museer vil miste tilskud, uanset hvilken af modellerne der skulle blive en realitet.

Det er populaere museer, som mange kender og måske endda besøger denne vinterferie. Det er museer, der i kraft af et ihaerdigt og professionelt arbejde har formået at tiltraekke et stort publikum og derfor har oparbejdet en vis form for egenindtaegt.

Dygtige museer bør belønnes og ikke straffes.

En reform kraever prioritering, ikke bare af midlerne, men også hvad det i grunden er, vi vil med museerne. Samling, viden og formidling må udgøre fundamentet.

I 2022 stod de 10 bedst besøgte museer for omtrent halvdelen af det samlede besøgstal på alle danske museer. Det er institutioner som vi lokalt, nationalt og internationalt kan vaere stole af, f.eks. Den Gamle By, Louisiana, Designmuseum Danmark og Aros. Nogle af disse museer vil kalde sig selv fyrtårne. Det kan diskuteres, om det er den rigtige betegnelse, men de har uden tvivl en vaerdi, der haever sig over så mange andre. Det er ikke kun disse museers mange gaester, der har glaede af dem. De bidrager også med faglighed og viden til andre af landets mindre museer.

Dansk kulturpolitik bliver ofte til økonomisk politik, men museer med en kommerciel tilgang, der ikke kun baserer sit fundament på sikre statskroner, bør ikke lide under en ny museumslov.

Tvaertimod burde de fremhaeves.

Det vil vaere en motivation hos kulturinstitutionerne, om politikerne i højere grad gik efter en picking the winner-strategi og dermed aktiv kulturpolitik.

Det vil skabe mulighed for at gøre de økonomisk sunde museer endnu bedre og endnu mere succesfulde til glaede for dansk formidling, kulturarv og museumsgaester med eller uden kulturpas.

Det skal naturligvis kombineres med en gennemskuelig støttemodel, der er tilstraekkelig til at holde hånden under museer, hvis emneområde er vigtig for bevarelse, forskning og formidling, men som aldrig vil kunne blive en god forretning.

En reform kraever prioritering, ikke bare af midlerne, men også hvad det i grunden er, vi vil med museerne.

Samling, viden og formidling må udgøre fundamentet. Ved ikke at prioritere støttekronerne risikerer man at smøre smørret så tyndt ud, at ingen kan smage det.