Derfor vil landmaendene demonstrere

Europaeiske landmaend demonstrerer i byerne. Følger danske landmaend trop? Ja, hvis erhvervet stadig taenkes reguleret ufagligt og med hurtigskiftende teoretiske holdninger, uden landmanden involveres.

Europas landmaend er på barrikaderne. De protesterer mod usikkerhed, uforståelige indgreb og en udsigtsløs fremtid. Usikkerheden er gennemgribende og ubaerlig i et selvstaendigt erhverv. Politikere og landmaend taler hvert sit sprog.

Europaeiske landmaend er fanget i den situation, danske landmaend laenge har kendt: overadministration, bureaukratisering, nidkaer og dyr kontrol, regler uden bund i virkeligheden og en teoretisk diskussion om landbrugserhvervets fremtid. En situation, ingen landmand kan genkende fra egen virkelighed.

Landmanden er parat til at gøre en indsats både klimamaessigt og miljømaessigt – på fagligt realistisk grundlag. En indsats, hvor han samtidig kan se mulighederne i fremtidens landbrug. Ingen tror, landbruget uanfaegtet kan fortsaette, som det er nu. Det har landbruget aldrig gjort. Det har hele tiden udviklet sig – som en af Danmarks mest innovative brancher. Det er gjort på innovative landmaends initiativer i samklang med forskere og konsulenter.

Ude på landet produceres fødevarer, råvarer, energi og rent vand. Her er skønne oaser, masser af vildt, fugle, traeer og planter. Kom og nyd det – mens det stadig består, og før det forsumper i manglende klimatilpasning, regler og dårlig forvaltning.

Vi landmaend passer på klima og miljø herude, hvor vi lever, hvor vores afgrøder hvert år optager over 20 mio. tons CO2. Det er tre gange mere end det mål på 7,4 mio. tons CO2e, som landbruget skal reducere ifølge Landbrugsaftalen fra 2021.

Baeredygtigt Landbrug har i vores klimavision bevist, at landbruget kan og vil nå de kraevede klimareduktioner – hvis politikerne giver erhvervet lov. Det vil sige uden en afgift på biogene processer og en mulighed for udvikling. Det er vigtigt at udvikle fremfor afvikle en fødevareproduktion.

Europa gik i panik, fordi man indså, at man havde gjort sig afhaengig af russisk gas. Hvis man ikke vågner og samarbejder med landmaendene på faglige praemisser om fremtidens landbrug, vil man meget snart vågne op og vaere afhaengig af russiske og kinesiske fødevarer. Europa er ikke engang selvforsynende med fødevarer i dag. Det burde vi vaere.

Det er den situation, vi landmaend er på vagt over for.

Landbruget er sat i en venteposition, der stort set har draenet erhvervet for nye investeringer. Det har også stor betydning for følgeerhvervene.

Landbruget har ventet i årevis på Svarer-udvalgets rapport, fordi politikerne har bebudet en CO2-afgift efter dens anbefalinger. En

CO2-afgift Danmark vil gå ene med, og som politikerne bebuder skal laegges på de usikre biologiske processer, der ikke kan måles, der er fluktuerende og aendrer sig hele tiden.

Landbruget er pålagt at dyrke rigtig mange efterafgrøder, der sås i efteråret og udvintrer ved frost. De skulle hjaelpe på miljøet ved at mindske naeringsstofudledning i efteråret – men efterlader marken sort igennem vinteren og de følsomme forårsmåneder. Her kunne vintersaeden hjaelpe – den samler naeringsstofferne op igennem også vinter og forår – og er en mere stabil afgrøde for landmandens økonomi.

En sådan efterafgrødepolitik giver usikkerhed. Den reguleres igennem en bekendtgørelse kaldet Vejledende indsatsbehov i målrettet kvaelstofregulering, der aendrer sig år for år.

Bornholm har f.eks. aldrig haft krav til efterafgrøder – i år gaelder det, at de bornholmske landmaend skal have 44 pct. målrettede efterafgrøder på deres marker. Selv om det ikke kan maerkes på Østersøen overhovedet, om man så nedlagde hele det bornholmske landbrug.

Hvor jeg bor, midt på Sjaelland, er der ingen krav i år – i 2021 f.eks. var kravet 20 pct. og i 2023 30 pct. I Vestjylland har kravene vaeret svingende gennem årene 20212024 fra 0 pct. til 44,1 pct. Mon virkeligheden aendrer sig lige så meget – eller er det kun regnearkene?

De andre europaeiske landmaend er nu fritaget for at undlade at dyrke 4 pct. af deres marker. Det skal vi stadig i Danmark. Det betyder 80.000 ha ud af drift. Endnu en gang går Danmark enegang. Det går endnu en gang ud over de danske landmaends indtjening og konkurrenceevne.

Politikerne vil vådlaegge store arealer. Lavbundsjorde er jo udset til at redde Danmarks klimaregnskab.

Vi er foregangsland, hedder det i så mange sammenhaenge. Vi fristes til at spørge: foregangsland for hvad? For at basere lovgivning på usikre beregninger uden at måle?

Man har for nylig sat det beregnede areal af lavbundsjorde ned – og vupti i løbet af 14 dage finder man ud af, at udledningen på de resterende jorde er meget større end hidtil antaget – og lige praecis så store, at regnestykket igen passer til det angivne mål. På den måde har man altså sat sig et teoretisk

Igen går Danmark enegang.

mål for, hvor stor udledningen er – og så laver man beregninger, der passer til netop det mål. Det betyder også, at det resultat, man har meldt ind til FN, igen passer. Hurra for det – så er der jo ingen grund til at rette sig selv på grund af ny viden?

Vi er derfor parate til at følge de andre europaeiske landmaends protester og demonstrationer, hvis ikke vi kan se den realistiske virkelighed og fremtid afspejles i de kommende politiske udmeldinger.

at andre lande slet ikke har det fokus på lavbundsjorde eller humusrige jorde. Fakta er, at mange andre lande har langt flere humusrige jorde. Fakta er, at humusrige jorde er fantastiske produktionsjorde til fødevarer.

Vi landmaend bliver reguleret og dermed beskattet af disse teoretiske regnestykker. Det er ikke et grundlag, der er stabilt at arbejde på for et fremtidsrettet erhverv.

Fakta er,

derfor stadig: · Kan man laegge afgift på usikre biologiske udledninger?

· Skal man udtage god landbrugsjord? Hvad med FN’s andet verdensmål om at afskaffe sult i verden?!

· Kan man laegge afgift på biologiske processer på baggrund af beregninger?

· Hvorfor en produktionsbegraensende afgift, når der er alternativer, der sikrer fortsat udvikling og innovation?

Spørgsmålene står

de såkaldte trepartsforhandlinger – eller ottepartsforhandlinger – mellem Danmarks Naturfredningsforening, flere fagforeninger, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening samt flere ministerier og så en enkelt indeklemt formand fra Landbrug & Fødevarer, der som den eneste repraesenterer det, som det hele drejer sig om.

Baeredygtigt Landbrug, der repraesenterer over halvdelen af Danmarks landbrugsjord, kunne ikke få plads i det udvalg, der skal se på landbrugets fremtid.

Det er ikke en udvalgssammensaetning, der vinder hverken tillid eller genklang herude på landet. Det hele foregår jo på teoretikernes og regnedrengenes banehalvdel.

Og imens foregår

Imens får vi tiden til at gå med at pudse traktoren og måle daektrykket. Og taenke på de mange andre teoretiske regler og påbud, vi skal efterleve, og på den nidkaere kontrol, der kan tage modet fra selv den mest omhyggelige landmand. Vi taenker på lokalsamfundet herude, der også er underlagt det, som nogen kalder et systemnedbrud, andre en udsultning.

Der er mange forhold, der gør det påkraevet at aendre det todelte Danmark. Det Danmark, der er delt mellem teori og virkelighed.

Vi er derfor parate til at følge de andre europaeiske landmaends protester og demonstrationer, hvis ikke vi kan se den realistiske virkelighed og fremtid afspejles i de kommende politiske udmeldinger.