Navalnyjs død er et ikonisk øjeblik, som Europa er forpligtet på at gribe
Mange har måttet lade livet før ham. I den forstand er Aleksej Navalnyj endnu et nummer i raekken af russiske borgere, som kom Kreml på tvaers. Og som har betalt med deres liv for deres vedholdenhed og staedighed.
Men hans død, håndteringen af den og det faktum, at adskillige mennesker blev anholdt, da de udførte den respektfulde handling, som det er at mindes den døde med blomster og blafrende lys, vil stå som et ikonisk øjeblik. Nemlig, da det for alvor gik op for borgere i verdens frie, demokratiske samfund, hvem ikke alene Ukraine, men os alle sammen er oppe mod: en kynisk, brutal hersker, som ikke skyr nogen midler, og som ikke kender til graenser.
Det spørgsmål, som mange stiller, er: Hvem bliver den naeste? Og dette hvem er ikke forbeholdt russiske borgere.
er der ikke sluppet meget ud om omstaendighederne omkring Navalnyjs
Fra officiel side
død. Men det, som det trods alt er lykkedes nogle medier at opspore, tegner ikke noget rart billede:
For det første beretninger i Novaja Gazeta, som med en anonym paramediciner som kilde rapporterer, at liget havde blå maerker i hovedet og på brystkassen. For det andet tyder flere oplysninger på, at Navalnyj ikke som hidtil haevdet har fået det dårligt under en gårdtur, mistet bevidstheden og afgået ved døden, efter at personalet i straffekolonien IK-3 havde forsøgt at genoplive ham.
Tvaertimod er ordet ”tilfaeldigt” nok det mindst daekkende over dødsfaldet, som synes planlagt ned til mindste detalje – misinformation medregnet.
Som USA’s praesident, Joe Biden, har udtrykt det: »Russiske myndigheder vil fortaelle deres egen historie. Men tag ikke fejl. Putin er ansvarlig for Navalnyjs død.«
At ingen skal saette spørgsmålstegn ved den officielle udlaegning af sandheden endsige vise medlidenhed med eller respekt for den afdøde, understreges af den kontante medfart, som russiske borgere fik, da de i weekenden efter Navalnyjs død lagde blomster på gaden. Flere af dem saerdeles velanbragte ved mindesmaerker for Sovjetunionens ofre.
Svaret var anholdelser, faengselsstraffe og en naermest manisk rengøring. Ikke en blomst måtte visne, ikke et lys måtte braende ud.
Det er, hvad vi er oppe imod. Det er, hvad vi skal vaere forberedte på, og i den virkelighed nytter det ikke at tale om, hvordan man når eller forstår Putin.
Selv under fornedrelsens mest ydmyge omstaendigheder står mennesket tilbage med et frit valg: muligheden for at vaelge, hvilket menneske man vil vaere. Navalnyj valgte vaerdigheden og håbet.
I sig selv en kraftpraestation i en fangelejr nord for polarcirklen. Med sin rolige, oprejste, under tiden smilende facon viste han styret trods.
Aleksej Navalnyjs død var ikke et haendeligt uheld. Den var planlagt, fordi den har et højere formål.
»Jeg er ikke bange. I skal heller ikke vaere bange.« Ordene er ikke Navalnyjs, men kommer fra hans enke, Julia Navalnaja, som mandag i en videomeddelelse bad om støtte til at føre kampen videre og gjorde det klart, at Putins hensigt ikke kun var at draebe personen Aleksej Navalnyj, men også det håb, som han repraesenterede. Enken er ikke i tvivl om, hvorfor Putin slog hendes mand ihjel. Det må vi andre heller ikke vaere.
Aleksej Navalnyjs død var ikke et haendeligt uheld. Den var planlagt, fordi den har et højere formål. Det skal vi vide. Det skal vi agere efter.
I mange år har Putin kunnet spille skak, mens Vesten stillede op til ludo. Den 24. februar 2022 står printet som den dag, da det gik for de fleste, hvilke spilleregler Rusland benytter. Nu kan og må ingen vaere i tvivl.