62.900 følgere kan vel ikke tage fejl? Jo, de kan
Dette indlaeg handler ikke om,
hvorvidt influenceren og skribenten Katherine Diez har plagieret, løjet og snydt. Det har hun. Og hun har taget sig betalt for sit snyderi. Det handler ikke om, hvorvidt hun har en uddannelse eller ej.
Det handler heller ikke om, hvorvidt man kan vaere smuk og klog på samme tid. Alene at gøre det til en diskussion er absurd.
Og endelig handler det heller ikke om, hvorvidt Diez reelt angrer eller ej. Det må hun gøre op med sig selv i lønkammeret. Og hun er jo hverken politianmeldt eller dømt skyldig i noget som helst.
Mit aerinde er Diez’ 62.900 følgere på Instagram. Denne folkedomstol af leflende, klappende, frådende, rasende og dømmende maend og kvinder, der har båret Diez frem til både storhed og fald.
Jeg har fulgt med fra de første plagiatafsløringer, folks mere eller mindre bizarre kommentarer, der i den grad tog fokus fra substansen, over Diez’ knap så vellykkede offentlige apologi for en måned siden til bruddet med Adam Price og nu senest hendes første kommentar på Instagram, i anledning af at Berlingske har offentliggjort resultatet af en plagiatundersøgelse.
Diez’ kommentar er hård laesning om en kvinde, der i den grad ligger ned, om end det ikke nødvendigvis er det samme som at ligge fladt. Men det mest tankevaekkende er, igen, kommentarsporet.
er hoverende: »Du ligger som du har redt«, »Håber du har laert noget«, andre er konstruktivt opmuntrende, for hun kan jo for fanden ikke blive
Nogle kommentarer
liggende der, hvor hun har redt, resten af sit liv. Og så er der alle dem (de fleste desvaerre), der egentlig ikke synes, hun har gjort noget forkert, ment noget forkert endsige har ført sig uheldigt frem. Hun var sikkert i god tro, og er det virkelig så slemt at planke fra andre?
»Du har ladet dig inspirere. Hvor ville kunsten vaere uden inspiration. Tak for dig og din evne til at saette egne og andres ord sammen.«
Ladet sig inspirere? Det handler
om plagiat, ophavsret, uredelighed, svindel og lånte fjer. I årevis.
Nåh nej. Det er jo alle de andre, de mindre smukke, mindre heldige, de misundelige, de misogyne maend, boomerkvinderne, samfundet og medierne, der er noget galt med.
Og fra de mest indaedte forsvarere hedder det: »Kvinde er kvinde vaerst.«
men ikke på den måde, kommentarerne laegger
Det sidste er jeg enig i,
op til. For mig at se er Katherine Diez blevet båret frem af en forblaendet flok, der ukritisk og ureflekteret har rost hende for hver eneste opdatering, hun har lavet, og set hende som en slags feminismens fortrop, uagtet hvor hult, arrogant og uempatisk hun har ført sig frem i kommentarer om isaer andre kvinder og deres livsvilkår.
Jeg har fulgt Diez laenge og med voksende undren set på, hvordan en flok drømmere har klaedt hende på og støttet og promoveret en decideret usund selviscenesaettelse, der mest af alt har vist en kvinde helt ude af sync med sig selv og sin omverden.
Katherine Diez er ikke enestående. Hun er repraesentativ for det vraengbillede, sociale medier i bund og grund har udviklet sig til.
Men 62.900 følgere kan vel ikke tage fejl? Jo, det kan de daeleme, og jeg håber, den her sag får nogle af dem til at gribe i egen barm og spørge, hvad det egentlig er for et kvindebillede, de har vaeret med til at promovere ved ukritisk at ophøje hver eneste af Diez’ opslag på Instagram til feministisk kampskrift og dermed naere hendes higen efter likes og overfladisk anerkendelse, som hun selv udtrykker det. Det handlede om Diez først og sidst, så nogen feministisk kamp kom der aldrig ud af det.
Men det gennemskuede hendes følgere alt for sent. Nogle af dem har endnu ikke fattet det.
Instagram er et effektivt udklaekningssted for individuelle drømme om at vaere noget andet end det, man er hjemme i den tovaerelses i Valby. En drømmefabrik, hvor enhver for en stund kan iføre sig lånte filtre eller spejle sig i andres. Men det er også udklaekningssted for nyttige idioter, der baerer blaendvaerket videre, som var det guddommelig sandhed. Indtil det ikke er det mere.
Diez skriver i sit seneste opslag på Instagram om en »sørgelig, altoverskyggende, desperat frygt for at blive afsløret som det, jeg har brugt det meste af mit liv til at flygte fra: at vaere et helt almindeligt, usikkert menneske«, og hun tager tilsyneladende ansvaret på sig: »Min ulykke baerer jeg selv ansvaret for.«
Ja, det gør hun. Men godt hjulpet på vej af sine 62.900 følgere. Med deres ukritiske kommentarer til hendes brødebetyngede apologi fastholder de hende i en offerposition, som ikke på nogen måder gavner hende. Jeg håber, hun mener det, når hun skriver, at hun på et tidspunkt vil bruge sine »genoptjente kraefter på at fortaelle unge kvinder, at de aldrig må komme så langt ud, før de indser, at de er gode nok, som de er«.
Og jeg håber, at nogle af hendes følgere vil holde både Diez og sig selv fast på det ansvar og hjaelpe hende konstruktivt videre til en accept af, at det ikke er nogen ulykke at vaere et helt almindeligt, usikkert menneske.
Men jeg tvivler. For Katherine Diez er ikke enestående. Hun er repraesentativ for det vraengbillede, sociale medier i bund og grund har udviklet sig til. Og der er altid en ny og bedre drøm at haegte sig på to klik laengere fremme.