Tirsdag sagde han sandheden. Kontant. Torsdag fortrød han
Direktøren for AP Pension holdt til to døgn i modvind. Laeren er: Der kan vaere livsfarligt uden for komfortzonen.
Direktøren for landets sjettestørste pensionsselskab fik i sidste uge laert, at der er ting, man ikke kan sige. Han sagde, at vi må have brudt det tabu, at modne medarbejdere sommetider må gå ned i løn, for at der igen er overensstemmelse mellem deres hyre og deres markedsvaerdi.
Det kan man ikke sige. Direktøren for AP Pension blev simpelthen overfaldet fra højre og venstre og AEldre Sagen.
Det kan resten af Danmark taenke over i denne uge: Hvad det betyder for debatten om, hvordan vi får skaffet mere arbejdskraft, at der er ting, man ikke kan sige. Hvad det betyder for toplederes lyst til at raekke fingeren i vejret. Hvad det betyder for den store samfundssamtale.
Hvem kender ikke medarbejdere, der er rustet fast i en lønramme, som de, hånden på hjertet, ikke har haft noget at gøre i i nogle år? Hvem kender ikke ledere, der blev hyret ind til at udvikle – og honoreret derefter – men nu vender bunker og følger årshjul til samme løn eller mere? Kan det virkelig vaere tabu, at ens vaerdi som arbejdskraft i nogle tilfaelde kan gå ned med alderen, ikke kun op?
Ja.
Bo Normann Rasmussen, fik først taesk med den våde Berlinger, som han lancerede sit synspunkt i om tirsdagen, fra tre faglige organisationer. Så fulgte AEldre Sagen. Dernaest et kor af forargede på sociale medier. Torsdag kapitulerede han så. På LinkedIn. Han var ked af, at hans udtalelser var ”endt med at grave grøfter”. På knae gav han sit offer til koret af forargede: ”Jeg fik udtrykt mig unuanceret og hårdt til Berlingske.”
Nej, Bo Normann Rasmussen. Du udtrykte dig faktisk både nuanceret, praecist og reflekteret. Men i stedet for at stå fast og lade heksebålet braende ned, valgte du eller din bestyrelse eller din kommunikationsrådgiver at katastrofebremse og pjaske vand på.
Retraeten er ikke køn af to grunde.
AP Pensions direktør,
Den første grund er, at hvis man lancerer et kontant, men praecist og reflekteret, synspunkt i en følsom debat, kommer man ikke ud af debatten med lutter venner. Sådan er det bare. Man kan ikke gå i TV-Avisen og argumentere for at stoppe al skattebegunstigelse af pensionsopsparing og forvente at blive inviteret med som aeresgaest til Forsikring & Pensions nytårsmiddag på Søllerød Kro. Der er en konsekvens.
til den beskedne karakter for skønhed er, at Bo Normann Rasmussen tager bagdøren ud, fordi hans synspunkt kommer i modvind – ikke fordi det er forkert. AErefuldt er det ikke. Den meget komprimerede version af en meget stor maengde fakta om seniorers position på arbejdsmarkedet er, at der tales meget om at fastholde dem, men når der skal fyres, er det dem, der ryger. De er erfarne, men også ofte løntunge, når der skal tyndes ud, er det her det batter.
Nogen vil haevde, at AP Pensions direktør og hans rådgivere fejlbedømmer situationen fra start. Berlingske dedikerer ikke mindre end fire sider til at folde Bo Normann Rasmussens synspunkt ud med cases, personfortaellinger
Den anden grund
og fyldig gengivelse af hans argumentation. Alligevel går der brandslukning i den efter to døgn.
Hvorfor? Fordi AEldresagen bliver vred på AP Pension/Bo Normann Rasmussen. Kunne det have vaeret forudset? Ja. Og fordi kritikken syder på sociale medier. Kunne det have vaeret forudset? Ja.
Hvis man lancerer et kontant, men praecist og reflekteret, synspunkt i en følsom debat, kommer man ikke ud af debatten med lutter venner. ANDERS HEIDE MORTENSEN
at forløbet viser, hvorfor det kraever et helt saerligt og sjaeldent DNA som topleder at tage en klar og principiel position i en samfundsdebat. Måske er der 1 ud af 100 topledere, der har det DNA. De 99 andre har det ikke. Deres komfortzone, mod og/eller båndbredde stopper ved at mene noget om diversitet, grøn omstilling, lederudvikling, innovation eller stressforebyggelse. Noget, som ikke mange husker et kvarter efter, at det blev sagt på TV2/ News eller Folkemødet på Bornholm.
Der er ting, man ikke kan sige i Danmark.
Men HVIS man siger dem, skal man stå fast. Ikke påståeligt eller provokerende, men i en insisteren på, at noget godt KAN vaere på en måde, selv om et kor af forargede siger, at det ikke BURDE vaere på den måde.