Når den grønne omstilling føles som en stor sort hånd
Da diskussionen om, hvorvidt Danmark skulle have atomkraft, rullede i 1970’erne, blev ja-sigernes holdning sarkastisk udlagt som ”bare det der atomkraftvaerk altså ikke lige skal ligge, hvor jeg bor”.
Eller som Niels Hausgaard udtrykte det: »Men vaerket ska leej på Sjaellaj, hår vi tentj/ heller Fyn haeen i daej øeste aeej?«
Underforstået: Hvorfor skal alt det grimme per automatik bare ligge i Jylland?
har vakt den diskussion til live igen. Lige nu er beboerne i naerheden af testcentret for vindmøller i Østerild staerkt bekymrede ved udsigten til at blive naboer til vindmøller på op til 450 meter.
Udover udsigten til ekspropriation er de bange for, at det vil affolke det i forvejen tyndtbefolkede område i Thy. Små samfund, der efter eget udsagn er naere og velfungerende – men også sårbare over for så markant en udefrakommende
Den grønne omstilling
indgriben.
Jo, men vi må alle baere vores del af ansvaret for den grønne omstilling, lyder forsvaret fra politikere og grønne aktører.
Det koster at blive grøn. Ikke kun i kroner og øre, men altså også for dem, der lige pludselig bor midt i den selvsamme grønne omstilling. De har hele tiden boet i det grønne, i et område, der er berømmet for sin enestående natur.
Beboernes bekymring og protest er helt forståelig.
Hvem ville bryde sig om at have en mølle stående i naerheden, der er 150 meter højere end Eiffeltårnet?
De møller, der allerede er opført på testcentrets grund, er omkring 200 meter høje og synlige langvejsfra, ikke mindst i den mørke nat, der indtil for nylig var naturlig mørk på de kanter.
Ligesom de røde blink fra de kystnaere havvindmøller, der er opstillet flere steder ud for Vestkysten, har forandret landskabet både i dagslys og om natten.
Det er for nemt at beskylde de bekymrede stemmer for at vaere bagstraeberiske, når de ikke ønsker at blive tvunget til at flytte eller se deres lokalsamfund afviklet på grund af ”udviklingen”.
Selv om Østerild og omegn ikke ligefrem er det mest befolkningstaette område i vores lille land, har de mennesker, der bor der, lige så stort et krav på at blive lyttet til som folk, der bor skulder ved skulder i København. Og den grønne omstilling, som blandt andet skal gøre os mere uafhaengige af despoter og oliesheiker, risikerer at spaende ben for sig selv, hvis den føles som den store sorte hånd, der ommøblerer både tilvaerelsen og landskabet.
Men nu er beslutningen så truffet om at undersøge muligheden for at haeve højden på testmøller i Østerild.
Området var sammen med Ballum Enge i Sønderjylland med i opløbet. At man i det hele taget kunne foreslå området ved Vadehavet, var et ildevarslende signal om, hvor lidt sammenhaeng der åbenbart er mellem hensynet til den naturlige natur og den projektskabte ”grønne omstilling”. Ballum Enge ligger i et område, hvis unikke økosystem har placeret det på Unescos verdensarvsliste.
Løsningen er ikke at stille en kaempevindmølle op på Rådhuspladsen i København – selv om den nok skulle få en og anden til at taenke lidt over, hvor højt 450 meter egentlig er.
Løsningen er ikke at stille en kaempevindmølle op på Rådhuspladsen i København – selv om den nok skulle få en og anden til at taenke lidt over, hvor højt 450 meter egentlig er.
Løsningen er at rykke de testområder, der skal sikre vindmølleindustrien ny viden, ud til de områder, hvor de er tiltaenkt. Ud på havet med dem – langt ud på havet. Eller afprøv møller i simulatorer. I stedet for at jaevne et naturområde og efterlade et lokalsamfund med en begraenset tiltro til, at det også taeller i det store regnskab.