CO2-afgift er en afgørende ...

mejeriproduktion til mere klimavenlige produktionsformer, og derfor risikerer man simpelthen i stedet at måtte skaere fødevareproduktionen ned.

Det dilemma blev tegnet tydeligt op, da ekspertgruppen fremlagde sine konklusioner onsdag. Formanden for gruppen, økonom Michael Svarer, slog på pressemødet således fast, at det ikke har vaeret muligt at lave en model, der både sikrer de nødvendige reduktioner, og som ikke samtidig betyder, at landbruget taber arbejdspladser.

Den hårdeste afgiftsmodel vil ifølge eksperterne betyde naesten 8.000 faerre beskaeftigede.

Advarslerne mod afgiften har vaeret alvorlige fra Venstres bagland. I efteråret bl.a. fra Peter Gaemelke, der tidligere sad i partiets magtfulde forretningsudvalg, og fra Venstres egen fødevareordfører, Erling Bonnesen.

Derudover presser også Inger Støjbergs Danmarksdemokrater Venstre. I håbet om at stjaele endnu flere Venstre-vaelgere i landdistrikterne har Støjberg tordnet mod afgiften og har så sent som i denne uge lanceret en ny annoncekampagne imod den.

»En krigserklaering mod livet i vores landdistrikter,« kaldte Støjberg onsdag CO2-afgiften.

En landingsbane?

Det er alt det, der gør, at man i Venstre er klar over, at man nu går ind i et meget vanskeligt politisk forløb.

Ikke desto mindre ser man ikke helt så dystert på situationen, som man har gjort tidligere. Der er flere forhåbninger, man haefter sig saerligt ved:

1

Det første og vigtigste håb hedder Troels Lund Poulsen. Formandsskiftet i efteråret har skabt markant mere ro internt i Venstre. Baglandet har som udgangspunkt langt større tillid til, at Troels Lund – der selv har et landbrug – vil forsøge at skaerme landbruget fra de hårdeste konsekvenser.

Samme tillid nød Jakob Ellemann ikke – der var i baglandet dyb skepsis både over for hans forståelse af landbrugets udfordringer og af hans politiske tyngde til at presse Venstres maerkesager igennem i regeringen.

Det er ikke, fordi Troels Lund Poulsen egentlig har sagt noget substantielt anderledes om CO2-afgiften, end Ellemann gjorde. Men kommunikation handler som bekendt ikke kun om, hvad der bliver sagt, men også om, hvem der siger det.

2

Det andet håb handler om, at reduktionsbehovet på magisk vis er blevet mindre i de seneste måneder. Nye tal har nemlig vist, at de såkaldte lavbundsjorde i landbruget udleder mindre CO2 end hidtil antaget.

Gevinsten er allerede regnet med i ekspertrapporten, men den betyder, at den grønne omstilling af landbruget – lidt groft sagt – bliver halvt så hård som ellers. 3

Det tredje håb knytter sig til den helt saerlige politiske proces for afgiften, som regeringen har besluttet sig for. Den har nemlig nedsat det, den kalder en ”grøn trepart”, hvor en raekke landbrugs-, erhvervs- og miljøorganisationer skal saette sig om det samme bord og forsøge at lande et kompromis inden sommerferien.

Det drejer sig bl.a. om landbrugets interesseorganisation Landbrug og Fødevarer, Dansk Industri, fagforeningen NNF, der bl.a. organiserer slagteriarbejdere, og Danmarks Naturfredningsforening.

Hvis det kan lykkes at nå en enighed her, vil det tage en stor del af trykket fra både Venstre og den øvrige regering. Det er vaesentligt nemmere at få en afgift til at glide igennem Venstres bagland, hvis landbrugets egen organisation har sagt god for den. Ligesom det også bliver svaert for venstrefløjen i Folketinget at skyde en model helt ned under gulvbraedderne, hvis Danmarks Naturfredningsforening – som i parentes bemaerket har det tidligere folketingsmedlem fra Enhedslisten Maria Gjerding i spidsen – er nogenlunde tilfreds.

Både landbruget og naturfredningsforeningen har da også meldt forholdsvis roligt ud oven på ekspertgruppens anbefalinger, og begge steder håber man på, at en aftale kan lykkes. Det hjaelper, at Maria Gjerding og landbrugets førstemand, Søren Søndergaard, har god kemi og i forvejen mødes regelmaessigt.

Det betyder dog ikke, at det bliver let, og for Venstre er indsatserne høje.

Hvis Venstre ikke kan sikre en CO2-afgift, som både landbruget og dets eget bagland kan leve med, forsvinder en stor del af Troels Lund Poulsens egen begrundelse for at vaere en del af SVM-regeringen.

Han har siden sin tiltraedelse som formand flere gange slået fast, at Venstre er et borgerligt parti, men et borgerligt parti, der er i regering og dermed altså også kan få borgerlig indflydelse.

Kan han fortsat trovaerdigt sige det, hvis opfattelsen bliver, at han tabte slaget om CO2-afgiften?

Også for Stephanie Lose er forhandlingerne en svaer svendeprøve. Hun er som det eneste medlem af regeringsledelsen blevet sat i spidsen for den grønne trepart, og dens succes eller fiasko vil i høj grad komme til at klaebe til hende.

Evige usikkerhedsfaktor

For Venstre rumler endnu en usikkerhedsfaktor i baggrunden. Den hedder Lars Løkke Rasmussen, som i højere og højere grad har brug for at markere sit parti som et selvstaendigt parti. Moderaterne ynder at se sig selv som den ”grønne stemme” i regeringen, men meningsmålingerne er gået den forkerte vej for partiet i den seneste tid. Nogle målinger har vist op til en halvering af Løkkes tropper.

For nylig kom Moderaterne med sit helt eget landbrugsudspil, der stik imod regeringspartnernes ønsker bl.a. foreslog en saerlig forbrugerafgift på oksekød samt lavere moms på frugt og grønt – hvilket heller ikke er regeringens politik.

Hvor langt kan Løkke tåle at gå med på Venstres behov for at skaerme landbruget fra de vaerste konsekvenser? Det tør ingen give et godt bud på lige nu. Men presses Moderaterne yderligere i målingerne, vil kompromisvilligheden kun blive mindre.

En politisk udfordring kan hurtigt blive til en politisk krise, ikke bare for Venstre, men for hele SVM-regeringen.

Kan han fortsat trovaerdigt sige det, hvis opfattelsen bliver, at han tabte slaget om CO2-afgiften?