Den gode, den onde og den grusomme: Alle Svarer-udvalgets modeller leverer på klimamål
På et stort anlagt pressemøde midt i København afslørede Svarer-udvalget, at regeringen havde sat det i en saerdeles svaer position: Giv os en grøn omstilling, der ikke for alvor gør ondt på landbruget eller samfundets pengepung. Sådan løste det opgaven.
Det var en svaer opgave, regeringen havde sat topøkonomen Michael Svarer og hans ekspertgruppe på. Nogle ville sige naesten umulig. Dét fik Danmark for alvor at se onsdag, da eksperterne i Svarer-udvalget praesenterede deres tre bud på en CO2-afgift på landbruget.
Regeringens opdrag til den Aarhus Universitet-ansatte professor og co. var nemlig på forhånd stillet som en slags gordisk klimaknude.
Lav en CO2-afgift, der:
Sikrer, at vi kommer i mål med 70 pct.målsaetningen i 2030 på en måde, hvor også landbruget bidrager.
Er omkostningseffektiv (laes: billig). Altså at vi som samfund ikke betaler en højere pris for at mindske CO2-udledningerne end højest nødvendigt.
Ikke slagter landbruget eller medfører, at udledningerne bare rykker til udlandet.
Har en geografisk og social balance. Allerede på side et i rapporten stod det sort på hvidt.
Ekspertgruppen var noget frem til, at »det ikke er muligt at forene alle disse hensyn fuldt ud på én og samme tid«.
Den gordiske knude kunne ikke løses. Måske er det ikke så overraskende, for hvis det var så nemt, ville vi ikke se vrede landmaend og traktorprotester rundt i Europa eller klimaaktivister saette sig på vejene.
Grøn omstilling er bestemt ikke umuligt. Men den gør ondt på nogen. Hvem og hvor, det skal gøre ondt, er et spørgsmål om politik.
Via sine tre modeller afslørede Svarer-udvalget i høj grad, at det hver isaer har vindere og tabere, faldgruber og fordele.
Den gode nyhed er, alle tre sikrer, at vi når klimamålene.
Endda på en måde, hvor uligheden ikke stiger og uden et samlet tab af arbejdspladser. De job, der forsvinder i landbruget, vil nemlig opstå andre steder.
Den dårlige nyhed: at alle tre modeller betyder mindre landbrug i fremtiden.
»Lad os makse ud«
Praesentationen af CO2-agiften var et fascinerende indblik i, hvordan man med en mikstur af pisk og gulerod kan strikke omstillingen af et erhverv sammen.
Spaendingen var stor, da ekspertgruppens seks medlemmer trådte op på scenen ved pressemødet i Eigtveds Pakhus i det centrale København.
»Det her må vaere danmarkshistoriens mest sete økonomiforelaesning,« konstaterede Venstres mediechef, Hans Skovgaard, på X.
For at nå 70 pct.-målsaetningen skal landbruget levere CO2-reduktioner på 2,5 mio. tons i 2030.
Det kaldes mankoen.
For at nå dertil har alle tre modeller nogle faellestraek. Taenk på det som tre kager med samme makronbund, men forskelligt fyld.
Før det første vil ekspertgruppen satse på langt mere skov. Landmaendene skal simpelthen have tilskud til at omdanne marker til skov, og det vil både i 2030, men isaer på sigt, have stor klimaeffekt.
Og så er det godt for samfundet.
»Skov, det kan man godt lide,« sagde Michael Svarer, som til daglig er økonomiprofessor på Aarhus Universitet:
»Lad os makse ud på, hvor meget støtte man kan give til skov.«
Dertil skal man fortsat tage lavbundsjorde ud af drift og laegge dem under vand, så de ikke udleder CO Mest gennem tilskud, som det sker i dag.
Men ved fremover også at laegge en lille afgift på de landmaend, der fortsat dyrker deres lavbundsjorde, vil Svarer-udvalget saette yderligere skub i processen.
Det var makronbunden for alle tre modeller. Så kommer vi til fyldet.
Spaghetti-kødsovs til enlig mor
Model 1 er den dyre. For landmaendene.
De skal betale 750 kr. for hvert ton CO2 , de udleder. Drivhusgasser, der stammer fra husdyr og den gødning, landmaendene haelder på markerne.
En så høj afgift vil tydeligvis gøre ondt. Hvert 10. job i landbruget og fødevareindustrien vil forsvinde, hvilket svarer til 8.000 job.
Den samlede produktion i dansk landbrug blive 15 pct. mindre, og det vil i allerhøjeste grad gå ud over kvaeg- og svineproducenter, hvor flere landmaend uundgåeligt vil gå konkurs.
Desuden er der »stor risiko for drivhusgaslaekage«, skriver Svarer-udvalget.
Vi vil stadig efterspørge kød og maelk, men nu købe nogle af disse varer fra udenlandske producenter, hvorfor noget af udledningen genopstår andre steder.
Nogle husker måske, at statsminister Mette Frederiksen (S) i valgkampen sagde, at hun gerne ville have en CO2-afgift, men ikke røre ved oksekød:
»En enlig mor med tre børn, som alle sammen går til fodbold, hun laver en gang imellem spaghetti–kødsovs (...). Jeg har ikke lyst til at laegge ekstra afgifter på det, jeg betragter som helt almindelige fødevarer«, sagde hun.
Et illusorisk udsagn, viser Svarer-rapporten.
Noget af afgiften vil ramme den enlige mor i form af dyrere fødevarer, som med model 1 kan komme til at betale 4,5 kr. mere for et halvt kg oksekød.
Alt det vil få nogen til at kalde model 1 for den grusomme model.
Hvorfor så overhovedet overveje at vaelge den?
Fordi den for andre er den gode model.
En tur i skoven med kaeresten
Først og fremmest sikrer den flest CO2-reduktioner, nemlig hele 3,2 mio. ton og dermed mere end hele mankoen for landbruget.
Der er også andre gevinster.
Til praesentationen beskrev en jakkesaetklaedt Michael Svarer det som en balancevaegt og gengav metaforen på sit slideshow.
Højre side af vaegtskålen symboliserede laekageeffekter og tab af job i landbruget, venstre side den samlede samfundsøkonomi.
For samfundet som hele er model 1 den
Det er nemlig klart den billigste måde at omstille landbruget på.
Statskassen ender i plus. Man skal ikke ud og bruge milliarder på tilskud, teknologiske quickfixes eller fodertilsaetning til køer. Man får tilmed renere luft, mindre kvaelstofforurening af vandløb og hav samt mere skov, fordi vi får mindre landbrug.
Det har positive sideeffekter på folkesundheden og det mentale velvaere, sagde Michael Svarer:
»Mere skov giver en rekreativ effekt, fordi man kan gå ud skaere et hjerte i barken sammen med sin kaereste«.
Alle de effekter er regnet ind i skyggeprisen.
Et begreb, eksperter bruger til at beskrive, hvad det som samfund koster os at mindske udledningen af CO2 med et ton.
I model 1 er skyggeprisen 150 kr.
»Et meget, meget lavt tal«, sagde Michael Svarer.
Halv pris til landmaendene
Model 2 giver et stort bundfradrag til landmaendene.
Bruger de f.eks. fodertilsaetningsmidler som Bovaer, der får koen til at bøvse mindre, skal de kun betale 375 kr. i afgift pr. ton CO .
2 Det er halv pris.
”Kun” 6,1 pct. af jobbene forsvinder fra landbrug, slagterier og mejerier.
Igen skal man huske, at disse arbejdspladser vil opstå i andre sektorer, der udleder mindre CO2.
Men ikke nødvendigvis samme steder, da landbruget er størst i saerligt landlige egne af Jylland. Populaert sagt kan det vaere, at unge Michelle fra Aarhus får et detailjob i byen, mens aeldre Bent mister sit job på slagteriet i Thisted.
Økonomerne er i princippet ligeglade, et job er et job. Men det betyder ikke, at politikerne er det.
Laekagen bliver også mindre, fordi en større del af landbruget bevares i Danmark.
Klimaeffekten er 2,8 mia. tons CO2 – stadig nok til at levere på 2030-målsaetningen.
Lille afgift, høj skyggepris
Den sidste model er mest fordelagtig for landbruget.
Afgiften bankes i bund for de landmaend, som benytter sig af fodertilsaetningsstoffer og teltoverdaekning af gyllelagre.
125 kr. skal de af med pr. ton CO2.
Effekten er logisk.
Pludselig er det under 4 pct. af jobbene i landbruget og følgeerhververne, som forsvinder. Faerre landmaend vil gå konkurs, og produktionen vil falde med 5,6 pct.
Landbruget vil ikke gå helt fri, men det vil slippe langt, langt billigere. Man vil endda stadig opfylde klimamålene.
Men hov, kig på skyggeprisen. Nu koster det 475 kr. for hver gang, vi skal udlede et ton CO2 mindre.
Samfundsøkonomisk er det altså 216 pct. dyrere at gå med model 3 end 1.
Vi vil få mindre natur, mere luftforening og en højere samfundsregning – men flere og billigere danskproducerede fødevarer og job i landbruget.
Incitamentet til landmaendene for at omstille sig grønne er så lavt i model 3, at Svarer-udvalget vil tvinge dem til at bruge Bovaer, fordi prisen på fodertilsaetningsmidlet vil vaere højere end selve afgiften.
Udvalget vil tilmed have politikerne til at bruge over en 1 mia. kr. på tilskud til pyrolyse, hvor restprodukter for landbruget bruges til at lave biokul.
Reaktionen på de tre modeller afhaenger af øjnene, der ser.
»En krigserklaering«, kaldte Inger Støjberg Svarer-rapporten på Facebook og poserede med skaereost fra Riberhus, en pakke oksekød og en liter maelk:
»Danmarksdemokraterne kommer ALDRIG til at støtte indførelsen af en afgift, der vil koste i tusindvis af arbejdspladser i vores landdistrikter«.
Carl Valentin, SF’s landbrugsordfører, skrev omvendt følgende på X.
»Svarer-rapporten viser igen, at vi effektivt og billigt kan omstille landbruget. Tilmed uden store konsekvenser for beskaeftigelsen.«
Nu er det op til politikerne at vaelge en model.
De skal bare blive enige om, hvilken der er den gode, den onde og den grusomme.