Et forenet Palaestina er ikke et fatamorgana

Et forenet Palaestina – området mellem Jordanfloden og Middelhavet – kan lyde som en fantasifuld drøm. I stedet er det snarere den tostatsløsning, som mange – også danske politikere – har låst blikket mod, der er urealistisk.

Når forholdet mellem Israel og palaestinenserne bringes på bane, skal man huske, at palaestinenserne gennem århundreder har rådet over Palaestina, området mellem Jordanfloden og Middelhavet, med samme selvfølgelighed, som franskmaendene råder over Frankrig, briterne over De Britiske Øer og danskerne over Danmark. Israel er, hvordan man end vender og drejer det, en jødisk settler-koloni, som efter 1945 har taget en del af landet fra dets oprindelige indbyggere, palaestinenserne, uden at disse havde gjort jøderne noget. Det er sket under amerikansk beskyttelse med støtte fra en raekke europaeiske lande, blandt andre Tyskland. Som legitimering for dette kolonialistiske projekt i et århundrede, der ellers har bandlyst kolonialisme, tjener Holocaust, det industrielt tilrettelagte massemord på jøder, som fandt sted under Anden Verdenskrig, og Det Gamle Testamente, et 2.000 år gammelt skrift, der omtales som en stadig gaeldende ejendomskontrakt mellem Jahve og det udvalgte folk, jøderne.

Hvis man som dansker vil gøre sig en idé om, hvordan det er at vaere palaestinenser, og dermed om, hvad der udgør bagtaeppet for den graenseløse vrede mod staten Israel, som aktionen den 7. oktober 2023 er ét blandt utallige vidnesbyrd om, skal man forestille sig, at et fremmed folk, som vi ikke havde gjort noget og ikke havde noget udestående med, under påberåbelse af uretfaerdigheder begået i andre lande end Danmark og med henvisning til et dokument fra før Gorm den Gamles tid var kommet sejlende i titusindvis for nu snart 80 år siden for med våben i hånd at fordrive det meste af befolkningen fra Sjaelland, Lolland-Falster, Fyn og det sydlige Jylland til den tilbagevaerende del af Nørrejylland (i størrelse nogenlunde svarende til Vestbredden) og til Langeland (svarende til Gazastriben), hvor vi danskere derefter måtte prøve at finde os til rette, mens det invaderende folk med amerikanerne i ryggen etablerede sig på de erobrede områder.

Alle danskere, høj som lav, ville blive rasende og dybt fortvivlede over faedrelandets vanskaebne – akkurat som vi ser dagens palaestinensere vaere det. Men hvad kan man gøre for at løse op for den fastlåste situation? Er der overhovedet nogen bro over afgrunden, eller skal vi indstille os på evig krig i den del af verden?

En mulighed ville vaere at hugge den gordiske knude over ved at rense den smalle strimmel land mellem havet og floden for palaestinensere.

Det ville ikke gå stille af.

Det er der en del, der drømmer om, men det er en af flere grunde uattraktiv og dertil naeppe heller gennemførlig løsning. Det samme gaelder det stik modsatte, nemlig – i lighed med hvad der kendes fra fransk Algeriet og det tidligere Belgisk Congo – at fordrive de senest tilflyttede, i dette tilfaelde jøderne. Rent bortset fra at det heller ikke ville kunne lade sig gøre (Israel råder over atomvåben og kan derfor i sidste ende aldrig tvinges til noget som helst), så er erfaringerne fra den form for Wiedergutmachung de dårligst taenkelige.

Det gaelder for Algeriet, der aldrig er kommet sig over den selvpåførte skade, som fordrivelsen af franskmaendene, de såkaldte pieds-noirs, efter uafhaengigheden 1962 bevirkede, og det gaelder ikke mindre for Congo, der i dag er som helvede på jord. Med belgierne ved roret var Congo indtil uafhaengigheden 1960 landet med den højeste økonomiske vaekst, den højeste levestandard og det bedste sundhedsvaesen syd for Sahara, et land, man uden vanskeligheder kunne krydse i en åben 2CV.

Hertil kom, at europaeerne – i Congo belgiere, i Algeriet franskmaend – følelsesmaessigt var lige så taet knyttet til og forpligtet på deres nye afrikanske hjemlande som de indfødte.

Det har mange haft svaert ved at sluge og tage for gode varer. Taenk bare på den algeriskfødte nobelprismodtager Albert Camus (191360), der i årene før sin død fik hele den europaeiske venstrefløj anført af Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir på nakken for at holde fast i, at franskmaend bosat i Algeriet, ofte gennem flere generationer, havde lige så megen ret til landet og var lige så taet knyttet til det som dem, der havde boet der i århundreder, og at en føderalistisk løsning, som gav plads for franskmaendene, ville vaere ikke bare den mest retfaerdige, men også den eneste holdbare afslutning på Algierkrigen, som rasede fra 1954. Eftertiden har givet Camus ret, men nu er det for sent.

I Palaestina er der endnu tid. Det er ikke for sent at tage ved laere af historien og slå ind på den af Albert Camus anviste model, der i Palaestinas tilfaelde formentlig bedst vil kunne udmøntes i form af en konføderation af to nationer med hver sine politiske strukturer, men med fri bevaegelse over graenserne og ret til at slå sig ned i den del af konføderationen, man foretraekker, således som bevaegelsen ”Ét land for alle” advokerer for. Et forenet Palaestina omfattende området mellem Jordanfloden og Middelhavet kan lyde som en fantasifuld drøm uden hold i virkeligheden.

Men, som ”Ét land for alle”-bevaegelsens forkvinde, May Pundak (med danske rødder, hendes farfar var Herbert Pundik), og andre – herunder den fremtraedende irakisk-israelsk-britiske historiker Avi Shlaim – gør gaeldende, er det snarere den tostatsløsning, som udenforstående anser for selvindlysende, og som mange gode kraefter, herunder den danske regering, arbejder ihaerdigt for, der er et fantasifoster.

Mange tror, at palaestinensere og israelere ikke kan holde hinanden ud og ikke kan arbejde sammen. Det er en misforståelse. Det kan de sagtens.

både for israelere og for palaestinensere, som en våd karklud i ansigtet og vil naeppe nogensinde få det minimum af opbakning fra begge sider, som er nødvendig for at kunne lykkes. Vi ved det kun alt for godt, taenk bare på den sørgelige skaebne, som de højt berømmede Osloaftaler fra 1993 (og senere) fik. De indbragte overstrømmende international ros og Nobels fredspris til deling mellem Yasser Arafat, Shimon Peres og Yitzhak Rabin, men førte derudover ingen vegne. Derimod har visionen om et samlet Palaestina dyb emotionel appel til alle, israelere såvel som palaestinensere. I den kan begge parter føle sig hjemme.

Tostatsløsningen er,

Mange tror, at palaestinensere og israelere ikke kan holde hinanden ud og ikke kan arbejde sammen. Det er en misforståelse. Det kan de sagtens. Det gik glimrende i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den jødiske indvandring fra Europa til Palaestina kom med penge og staerkt tiltraengt teknologisk og social fornyelse uden – for andet end et marginalt mindretals vedkommende – at tale om jødisk statsdannelse, og det vil det kunne igen inden for rammerne af et konføderativt Palaestina, et ”United States of Palestina”, som det allerede sker på daglig basis i den nordlige del af Israel, hvor der stadig er et betydeligt palaestinensisk mindretal.

Her møder israeleren palaestinenseren som håndvaerkeren, der reparerer huset, når noget går i stykker, og som laegen, der behandler ham eller hende på hospitalet, ikke som en potentiel terrorist. I dette fredelige, daglige samliv mellem israelere og palaestinensere ligger kimen til et samlet Palaestina, hvor der er »stiftet fred mellem folkeslagene, og svaerdet er smedet om til plovjern«, som det så smukt hedder i Esajas’ Bog (2,4).

Der er en bro over afgrunden. Den er smal, og man skal turde betraede den. Men den er der.