Verdensrekorder og vovemod: I dag finder Christina eventyret et helt andet sted
Selvom Christina Gundgaard Pedersen fra Skanderborg er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub er eventyret ikke laengere noget, hun forbinder med kraevende udfordringer og graenser, der skal brydes.
13 år gammel bragede Christina Gundgaard Pedersen ind i Guinness World Records, da hun som den yngste nogensinde og som den første kvinde kørte 140 meter i bil på to hjul ved flyvepladsen i Billund.
Året efter satte hun endnu en verdensrekord, da hun kørte 2,4 kilometer på to hjul på Jyllandsringen - den laengste distance nogensinde på originaldaek.
Tredje verdensrekord satte Christina på en offroader bygget af reservedele fra 20 år gamle motorcykler. På den kørte hun 5.320 meter op ad Mount Everest og slog højderekorden. Da var luften så tynd, at det ikke laengere var muligt at holde gang i motoren. Den bedrift fik Kvindelige Eventyreres Klub til at invitere den motorglade, kvindelige vovehals indenfor, og Christina er i dag et af de bare 64 medlemmer af den eksklusive klub.
Omrejsende stunt-barn
Hendes far er tidligere speedwaykører, og hendes storebror har levet af at køre motocross det meste af sit liv. Sammen med de to og sin lillebror har Christina hele sin opvaekst turneret Danmark rundt med stuntshows.
»Jeg fik min første motorcykel, da jeg var tre et halvt år gammel. Fra jeg var fire, begyndte jeg at optraede. Først med motorcykel-stunts og fra jeg var otte år også med bil-stunts. Min far lavede et børnesaede til mig med skumgummipuder, så jeg kunne nå pedalerne, og så laerte jeg først at lave en håndbremsevending og sidenhen en braender.«
Praecisionskørslen begyndte at optage hende, da hun blev aeldre. Det kraevede et andet og mere intenst naervaer.
»Jeg elskede fordybelsen, naervaeret og koncentrationen, og det var det, der førte til, at jeg dagen før min konfirmation i 1991 blev den yngste i verden til at køre på to hjul. Og samtidig den første kvinde. Året efter satte jeg så distancerekorden. At det var verdensrekorder, var faktisk ikke noget, jeg taenkte over dengang. Det var glaeden ved fordybelsen og sporten i det, der drev mig,« understreger Christina.
Tilbud fra Hollywood
Den anden verdensrekord udløste et jobtilbud fra Universal Studios, der manglede kvindelige stuntkørere.
»Det var første gang, min mor satte foden ned. Hun havde bakket mig op indtil da, selvom hun ikke selv var til motorsport, men jeg fik simpelthen ikke lov til i en alder af 14 år at gå ud af skolen og blive stuntkører i udlandet. I dag er jeg sindssygt taknemlig for, at hun sagde nej.«
Selvom livet med stuntshows stoppede, var Christina ikke faerdig med at slå rekorder. I 2003 fik hun tilbudt at køre på motorcykel i Himalaya sammen med fem andre, og det kunne hun ikke modstå.
»Vi troede, vi kunne flyve motorcykler ind, men det var umuligt, så i stedet måtte vi selv stykke offroaderne sammen af 20 år gamle motorcykeldele. Undervejs knaekkede stellet på min motorcykel, og jeg måtte saette den sammen igen med ståltråd og skruer.«
Turen op ad Mount Everest foregik på nordsiden og gik over adskillige gletsjere, kløfter og vandløb.
Ville aldrig gøre det igen
»Vi måtte bruge gaffatape om motorcykelbukserne, for at de ikke skulle blive fyldt med vand. Det var isnende koldt, og vi kaempede konstant med motorcyklerne, der kørte dårligere og dårligere på grund af det lave iltniveau,« forklarer Christina.
Gruppen boede nogle dage i Base Camp, inden de gjorde rekordforsøget. Det tog otte timer, og Christina nåede op i 5320 meters højde, som var nok til at slå den tidligere rekord.
»Oplevelsen var helt fantastisk, men jeg ville aldrig gøre det igen. Det var en fuldstaendig absurd ide og sindssygt farligt,« konstaterer Christina, der oven i alle udfordringerne samtidig måtte tackle sin egen højdeskraek.
Det farligste skulle dog vise sig ikke at vaere selve rekordforsøget, som gruppen havde planlagt ned til mindste detalje, men noget helt andet, som de ingen kontrol havde over: Vejret.
»Det regnede så heftigt på nedturen, at der kom jordskred, som vi havnede i på turen gennem graenselandet mellem Tibet og Nepal, og det var langt farligere end at køre på Mount Everest.«
Jeg elskede fordybelsen, naervaeret og koncentrationen, og det var det, der førte til, at jeg dagen før min konfirmation i 1991 blev den yngste i verden til at køre på to hjul. CHRISTINA GUNDGAARD PEDERSEN
Opslugt af nuet
I dag handler hendes liv ikke laengere om adrenalinkick, ekstreme stunts og vovemod. Det drive, der fik hende til at bryde graenser både fysisk og mentalt som barn og ung,
bruger hun nu i sit arbejde som psykolog i Landsbyen Sølund.
»Set udefra er det jo to vidt forskellige verdner, men det pudsige er, at i virkeligheden er det de samme grundlaeggende psykologiske redskaber, der driver mig i dag, som også drev mig dengang,« konstaterer hun.
Skåret ind til benet, handler det om en stor videbegaerlighed, en lige så stor glaede ved at fordybe sig og evnen til samtidig at vaere hundrede procent intenst til stede i nuet.
»At laere at køre på to hjul kraevede lang tids traening, som begyndte ved køkkenbordet med en underkop, hvor jeg brugte timer på at regne ud, hvordan jeg skulle styre for at holde balancen,« husker Christina.
»Jeg laerte at gå ind i mig selv og fokusere, så jeg var fuldstaendig opslugt af det, jeg nu skulle. Jeg prøvede at forestille mig, hvad der skulle til, og så mobiliserede jeg alle mine indre ressourcer og sanser på at gennemføre det. Og så øvede jeg mig og øvede mig og øvede mig,« tilføjer hun smilende.
»Det gav mig allerede som barn en psykologisk indsigt og intuitiv forståelse for sammenhaengen mellem krop, psyke og omgivelser. Det har jeg båret med mig videre i mit voksenliv.«
Eventyret i det naere
Christina bor sammen med kaeresten Sidsel lidt udenfor Voerladegård på en naturskøn ejendom direkte ned til Mossø. Hun er stadig vild med hestekraefter, men i dag er motorcykel- og bilstunts skiftet ud med islaenderheste.
Selvom hun ofte rejser ud og oplever verden, er eventyr ikke laengere noget, Christina udelukkende forbinder med kraevende udfordringer og graenser, der skal brydes.
»Vi mennesker har en tendens til at jagte forestillingen om eventyret som noget fantastisk, der ligger og venter langt derude et sted, vi ikke kan nå. Det kunne jeg godt taenke mig at gøre op med. Nogle gange er eventyret her allerede, hvis vi tør åbne øjnene for det,« konstaterer hun.
»Eventyret kan sagtens ligge i de små og naere ting. For eksempel i at vi nu sidder og fordyber os i en samtale, som måske åbner nye horisonter og nye måder at se sig selv og verden på. Jeg tror, det virkelige eventyr begynder, når vi finder ressourcer og potentiale i os selv, hinanden og faellesskabet« tilføjer hun med et underfundigt smil.
»Jeg synes stadig, samspillet mellem krop og psyke er utrolig spaendende. I dag ligger eventyret for mig i, hvordan vi mennesker ved at finde vores indre ressourcer og faelles ”vaeredygtighed”, kan blive bedre i stand til at skabe gode liv for hinanden og tackle de udfordringer, vi møder i livet.«