Djaevle-emojierne bringer os steder hen, vi ikke ønsker at vaere
Den demokratiske samtale lider under polariseringen. Vi risikerer kun at tale til ”de frelste” eller endnu vaerre: helt at opgive at deltage i den.
Lige om lidt er det dem, generation Z, der sidder bag rattet i bussen, mens vi andre gamle elefanter må kravle ned på bagsaedet.
Jeg har givet mig selv et tankeeksperiment. Det lyder sådan her: Hvis den demokratiske samtale var en person, hvilken person ville den så vaere? Det er måske et absurd, men ikke desto mindre aerligt tankeeksperiment, som jeg har valgt at forfølge, da jeg oplever, at den demokratiske samtale falder over sine egne ben i en sådan grad, at begrebet naermest kalder på at blive analyseret 360 grader rundt.
Så hvad er mit svar? Hvilken person kan sidestilles med den demokratiske samtale? Jo, jeg mener, at den er et smertensbarn – barnet, der ifølge Den Danske Ordbog »volder foraeldrene bekymring, besvaer og sorg«.
Naeste naturlige spørgsmål i det her tankeeksperiment er, hvem der så kvitterer for foraeldrerollen til smertensbarnet? Hvem ”har født” den demokratiske samtale, hvad er dens strukturelle rammesaetning? Det spørgsmål virker indlysende at besvare; konteksten for den demokratiske samtale er det demokratiske samfund. Og det er netop i den sammenstilling, der tegner sig et foruroligende billede, for i forholdet mellem smertensbarnet – samtalen – og foraeldrerelationen – samfundet – flyder det over med polariserende, hetzende og fordømmende udsagn. Udsagn, som graver dybe kløfter, spreder sig med lynets hast og fuldstaendigt udvander den demokratiske samtales oprindelige aerinde: tålmodigt at drøfte uenigheder, lytte til andre synspunkter end dine egne og opnå viden og respekt gennem forskellige livssyn.
ikke kun betegnende for enkeltindividets hyppige brug af djaevle-emojier i kommentarsporene på sociale medier. Det er i lige så høj grad en tendens motiveret af mediernes evige jagt på konfliktfyldt materiale. Jeg oplever sparsom vilje til mentalisering og nuancering i mediebilledet. Konfliktstof er lig med godt stof. Nuancer i den offentlige debat er irriterende, da de udvisker konfliktens styrke. ”Løb!” råber djaevleemojierne til hinanden. ”Videre! Der er gang i et nyt bål herovre …”
Desvaerre er problemet
Når den demokratiske samtale gengaeldes offentligt med hetz og had, bliver den uhensigtsmaessigt til sin egen spaendetrøje. Vi begraenser os selv og hinanden, og vi reducerer den demokratiske samtales frie gang på jord af aengstelse for, at medierne og djaevleemojierne bringer os steder hen, hvor vi ikke ønsker at vaere. Det er et kaempe problem med den konsekvens til følge, at vi sikrer kun at tale til ”de frelste” (laes: den gruppe af mennesker, som vi ved, deler vores personlige meninger). Eller endnu vaerre bevirker det, at vi helt tier stille, fordi vi ikke orker bål og brand i slipstrømmen af vores individuelle syn på verden.
På min arbejdsplads, Køn – Gender Museum Denmark, er djaevle-emojiernes bål potentielt ulmende hver eneste dag. Museet, mine kollegaer, museets samarbejdspartnere og jeg er blevet mødt med had, trusler og vrede. Med beskyldninger om at vaere satanister og paedofile. Vi oplever anklager, der spaender over hele buen fra kvindefjendsk til mandefjendsk.
Det er opslidende, ressourcekraevende og komplekst at navigere i, og alligevel står vi fortsat op for sagen og laegger vores vågne arbejdstimer et sted, hvor risikoen for at blive beskudt, beskyldt og beklikket er dagligdagskost.
Men det handler som naevnt desvaerre ikke kun om Køn som institution, men om samfundet som et hele. Af en grund har Aarhus Kommune formuleret et saet af komplekse problemstillinger under titlen ”De Vilde Problemer”, hvori den demokratiske samtale optraeder som et saerligt anliggende under et saerligt pres.
Men hvem har egentlig ansvaret for smertensbarnet, den udfordrede demokratiske samtale?
Det har vi alle sammen – men det har i første instans – og isaer! – medierne, politikerne og alle, der med en synlig magt tegner samfundets og enkeltindividets virkelighedsbillede. Men om revolutionen til forandring sker oppefra og ned eller nedefra og op, så har vi alle mulighed for at bidrage. F.eks. ved at begraense brugen af djaevleemojien og i stedet vaere nysgerrige på nuancer, praemisser og kontekster for den demokratiske samtale. Djaevle-emojien fortaeller (modsat hvad man skulle tro) intet om indholdet i den demokratiske samtale. Den tegner udelukkende et mønster af, at hver eneste gang smertensbarnet møder en djaevleemoji, ja så krymper barnet sig. Det er dét mønster, som vi bør fokusere på at aendre fremfor at misbruge den demokratiske samtale på at skaendes om rigtigt og forkert.