Vi naermer os politiske kabinetter – tag nu den debat ved fordøren

Tirsdag blev der føjet endnu en til i regeringens lange portefølje af saerlige rådgivere, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ansatte sin rådgiver nummer to.

33 saerlige rådgivere, som til sammen tjener over 33 mio. kr., lyder som en danmarksrekord.

For aldrig før har en regering betjent sig af så mange saerlige rådgivere, populaert kaldet spindoktorer, som den nuvaerende SVM-regering.

Korpset er udvidet, fordi regeringen har besluttet at gøre det: Ministre kan som hovedregel ansaette én saerlig rådgiver, statsministeren, vicestatsministeren og forsvarsministeren, udenrigsministeren samt finansministeren kan dog ansaette op til tre, mens ministre, der er medlem af regeringens koordinationsudvalg, kan ansaette op til to saerlige rådgivere.

Ordet spindoktor fik for alvor plads i det danske sprog, efter at Anders Fogh Rasmussen (V) rykkede ind i Statsministeriet i 2001, selv om det var registreret allerede i 1992 og som sådan heller ikke var et nyt faenomen i statsadministrationen.

Det nye er systematikken, omfanget og opgaverne.

Da spindoktorer i Fogh Rasmussens regering kom under anklage for enten at lyve eller omgås sandheden, forlangte Folketinget en undersøgelse.

På det tidspunkt i 2004 havde de i alt 18 ministre ansat 14 saerlige rådgivere.

Udvalget nåede frem til, at debatten om spindoktorer gav udtryk for et mere konfliktfyldt forhold mellem ministerier og pressen end de faktiske forhold og konstaterede, at de saerlige rådgivere også medvirkede til at give pressen lettere adgang til informationer.

Da Folketinget i 2013 bad om et serviceeftersyn, kunne udvalget konstatere, at opgaverne på de små 10 år havde forskudt sig mod politiskstrategisk rådgivning.

Betaenkningerne fra 2004 og 2013 danner fortsat grundlag for de kontrakter, som de saerlige rådgivere ansaettes på: De har ingen instruktionsbeføjelser over for det almindelige embedsvaerk og er underlagt almindelige principper om lovlighed, sandhedspligt og faglighed.

Men udviklingen har taget fart. Digitaliserede aviser og nyhedskanaler, som kører i døgndrift, gør, at tiden aldrig står stille.

At forestille sig, at alle journalister direkte kan ringe til ministeren, er en illusion.

Når der alligevel er grund til at haefte sig ved det store antal, som nu opererer i statsadministrationen, så skyldes det, at deres opgave ikke alene er at forbinde presse og minister eller at give lettere adgang til ministerierne.

Da Mette Frederiksen blev statsminister, rykkede hendes saerlige rådgiver Martin Rossen ind i Statsministeriet med nye beføjelser. Han sad med i det helt centrale koordinationsudvalg, hvor de afgørende beslutninger traeffes, og hvor de store linjer laegges. Mette Frederiksen gik til statsministeropgaven med en politisk opsang om, at en minister skal saette en politisk retning og udfordre embedsvaerket.

Den danske tradition med et partineutralt embedsvaerk er udfordret.

Den danske tradition med et partineutralt embedsvaerk er udfordret. Fra flere kanter både med erfaring som minister, departementschef og som parlamentariker har der vaeret efterlyst et system med politisk udpegede kabinetter, som kan hjaelpe ministeren med at drive politikudviklingen.

Med det nuvaerende antal og system med saerlige rådgivere er tanken, som gang på gang er blevet afvist, taettere på at vaere virkelighed. Men det er uklart, om skatteyderne bidrager til at lønne folk, som lige så godt kunne vaere ansat i ministerens parti.

I stedet for at snige politisk udpegede kabinetter ind ad bagdøren – understreget ved, at det ikke er et krav, at stillinger som saerlig rådgiver slås op, hvorfor tager regeringen så ikke debatten ved fordøren?