Flere ønsker mere af det, der er sparet vaek

Efter et stigende antal voldsomme episoder, der har involveret psykiatriske patienter, efterspørger rigspolitichef Thorkild Fogde det, som direktion og centerledelser i psykiatrien har sparet vaek.

16/2 bragte JP et interview med rigspolitichef Thorkild Fogde. Emnet var udviklingen i antallet af politiinteraktioner med borgere, der er tilknyttet behandlingspsykiatrien.

Baggrunden er også åbenlys: Over de seneste år har vi set flere og flere voldsomme haendelser i samfundet, hvor gerningsmanden har psykiatriske problemstillinger.

Af dem kan man hurtigt naevne mordet på en praktiserende laege på Amager, episoden hvor en ung mand kørte igennem gågaden i Aarhus, et tilfaeldigt offer ved knivoverfald i Taastrup og mordet på en psykiater i Brøndby. Mest omtalt er selvfølgelig tragedien i Field’s, hvor en ung mand skød og draebte tre personer og sårede 20.

Rigspolitichefen giver udtryk for et ønske om, at man i behandlingspsykiatrien kan blive bedre til at opsøge de patienter, som de i øjeblikket taber, og som så ender med at blive en borger, som politiet skal hjaelpe. Også hans ønske om, at disse sårbare borgere mødes af en faglighed, der passer bedre til deres behov, end det politiet kan mønstre, er forståelig.

Desvaerre har behandlingspsykiatrien selv aldrig vaeret god til at deltage i hverken debatten eller udviklingen af behandlingen og rammerne herfor.

I stedet er debatten praeget af politikere, som lover aendringer på baggrund af enkeltsager (Field’stragedien) og bruger- og interesseorganisationer, som sjaeldent har hverken indsigten i specialet eller et ønske om at få den (fjernelse af ambulant tvang).

generelt ikke deltage aerligt og objektivt af frygt for ansaettelsesmaessige konsekvenser fra deres arbejdsgiver, og det er svaert for alle at få medarbejderne taettest på patienterne til at bidrage. Medierne skriver mest om specifikke og opsigtsvaekkende episoder og mindre om de grundlaeggende udfordringer, der er i psykiatrien. Men alle – brugere, patienter og medarbejdere – rammes, når man gennemfører aendringer på baggrund af enkelte episoder. Og aendringer har der i mine 10 år i psykiatrien vaeret rigelige af. Dog sjaeldent til det bedre.

Medarbejdere tør

Psykiatris to vicedirektører, Lone Bjørklund og Ida Hagemann, er medforfattere til en kronik i Altinget 12/1, hvor man afviser at konkludere, at arbejdet med nedbringelse af tvang er fejlet.

Som sådan er kronikken korrekt, og hvis man tager med, at andelen

Region Hovedstadens

af borgere med kontakt til behandlingspsykiatrien er steget med naesten 25 pct. fra 2011 til 2020, så er et uaendret antal tvangsforanstaltninger jo statistisk set en forbedring.

Desvaerre kommer de ikke ind på, hvad behandlingspsykiatrien selv gerne vil aendre – ud over måden, man tolker tvangsstatistik på – som på sigt kan forbedre patientforløbene og kvaliteten i behandlingen.

Når man taenker på, hvor store udfordringer der er i specialet med alt fra behandlings- og udredningsgaranti til aendrede visitationskriterier, virker det naermest ligegyldigt, at man fra toppen vil påpege vigtigheden af, hvordan man tolker data.

I den tid, hvor man hos politiet har oplevet en eksplosiv stigning i kontakten med psykiatriens brugere, har man i behandlingspsykiatrien haft fokus på at nedbringe tvang, sikre mere medbestemmelse og undgå, at man som speciale får undsagt de politiske ønsker og krav – upåagtet af hvor forkerte eller uopnåelige de måtte vaere på nuvaerende tidspunkt.

tog et stort skridt, da man ved en revurdering af psykiatriloven fjernede muligheden for, at man kan tvinge borgere

Nedbringelsen af tvang

til at modtage psykiatrisk behandling ambulant. For mange var det en sejr, men for de mange borgere, der ikke kan klare sig uden behandling, og som ikke oplever sig syge, har det betydet et liv fyldt med lidelse siden.

Nu skal politiet gang på gang hente dem til de psykiatriske afdelinger, fordi alt tvang slutter, når en indlaeggelse afsluttes, og alt skal startes forfra, når borgerne igen bliver syge.

I samme periode har man i behandlingspsykiatrien ”effektiviseret” de ambulante tilbud.

I Region Hovedstadens Psykiatri har man f.eks. oprettet F-ACT-teams som erstatning for de tidligere opsøgende teams og distriktspsykiatrien. Ifølge Region Hovedstadens Psykiatri er der tale om aendringer, som ikke kun er mere effektive, men som også leverer den helt samme – hvis ikke bedre – behandling til deres patienter.

Som kliniker, der tidligere har arbejdet både ambulant og på sengeafsnit, har jeg svaert ved at se andet end forringelser, der er gennemført for at øge kapaciteten på grund af de mange flere henvendelser og henvisninger, som behandlingspsykiatrien modtager, uden at ressourcerne er fulgt med. Og i en tid, hvor det, man måler på, er kvantitet over kvalitet, så er det måske meget forståeligt, at man fra direktionens side har fokus på at se flere, men også at se dem i kortere tid.

Virkeligheden er dog ikke, at specialet er blevet mere effektivt, men at mange af de aendringer, som man i bl.a. Region Hovedstadens Psykiatri har gennemført, er indirekte medvirkende til de mange flere politiopgaver, voldsomme haendelser og tragedier.

har jeg set, at man i det højt specialiserede OPUS-tilbud har øget caseload med mere end 30 pct., siden Merete Nordentoft

Som kliniker

var med til at udvikle konceptet i 1990’erne. Samtidig har man øget maengden af dokumentation og attester til bl.a. kommunale sagsbehandlere og samarbejdspartnere, og medarbejdernes muligheder for at vaere opsøgende er drastisk forringet. Ikke officielt selvfølgelig, men i praksis.

Man har også i de nyoprettet FACT-teams begraensninger på, hvor opsøgende man kan vaere, omend man officielt selvfølgelig ikke vil erkende dette.

Netop fra disse teams i Region Hovedstadens Psykiatri afsluttes mange patienter, som burde vaere i meget taettere opfølgning med psykiatrien, eller som ikke ”velvilligt” burde tabes mellem region og kommune. At de afsluttes, handler dog sjaeldent om, at deres behandlere ikke vil dem, eller at man ikke mener, de har et behov for videre behandling – tvaertimod.

Jeg har i min tid i behandlingspsykiatrien mødt få medarbejdere, som ikke vil borgerne det bedste, men som i stedet er blevet begraenset af de ledelsesmaessige linjer langt oppe over personalet og deres naermeste ledere.

så mange henvisninger fra egen laege, speciallaeger og sengeafdelingerne, at man tvinges til at skabe et flow og hele tiden afslutte de bedste af de dårlige. I sidste ende bliver det så politiet, der tilkaldes, fordi de – igen – generer naboer eller andre grundet den forventede forvaerring af deres psykiatriske lidelse.

Når man så i f.eks. Region Hovedstadens Psykiatri roser sig selv for igennem årene at have løftet opgaven med at øge kapaciteten, så virker det naermest virkelighedsfjernt at mene, at specialet har løftet sine forpligtelser over for patienterne og de mange samarbejdspartnere.

For selvom man kan angive en eksplosiv øgning i kontakter mellem borgere og behandlere i Region Hovedstadens Psykiatri, så taler vi slet ikke om kvaliteten af de mange flere kontakter.

Man har bare

i behandlingspsykiatrien mødt få medarbejdere, som ikke vil borgerne det bedste, men som i stedet er blevet begraenset af de ledelsesmaessige linjer langt oppe over personalet og deres naermeste ledere. I stedet løser den enkelte de meningsfulde opgaver for patienterne i et samarbejde med dem, men uden om ens øverste ledelse.

Skal man reelt sikre en udvikling i psykiatrien, så skal specialet selv til at deltage mere aktivt i debatten om indholdet og ikke blot om, hvordan statistik skal tolkes.

Jeg har i min tid

Vigtigst må det vaere, at specialet selv stopper med at fortaelle, hvor dygtige man er, og hvor meget man når, når man ikke samtidig formår at sikre kvaliteten og omsorgen over for borgerne med de konsekvenser, som vi har set over de seneste år – og penge alene vil ikke løse udfordringerne omkring psykiatrien. Hverken for rigspolitichefen eller for behandlingspsykiatrien.