For nylig blev jeg kaldt helt almindelig. Og heldigvis for det
I en tid med megen fokus på at skulle vaere unik og kraeve saerlige rettigheder, overser og glemmer vi ofte vaerdien af at vaere helt almindelig. Og de vaerdifulde egenskaber, som det daekker over.
For nylig var jeg i forbindelse med arbejdet til en middag med en stor gruppe mennesker. Og her faldt ordene fra en borddame, som jeg har taenkt en del over: ’Du er dygtig, men også helt almindelig.’ Det var åbenlyst en anerkendelse fra en vestjyde med begge ben på jorden. Men alligevel taenkte jeg straks ’er jeg det?’ og ’har jeg lyst til at vaere ’helt almindelig’’?
I den danske ordbog står der: ’Almindelig - noget som ikke adskiller sig fra gennemsnittet; uden bemaerkelsesvaerdige eller påfaldende egenskaber.’ Og hvem har lyst til at vaere det? I en tid og verden, hvor det at vaere i centrum, noget saerligt og en ’main character’ søges og dyrkes som aldrig før. Er man overhovedet noget vaerd, hvis man ikke er ’bemaerkelsesvaerdig eller med påfaldende egenskaber’?
Hertil kan jeg sige: Ja, det er man. Fordi det at vaere almindelig betyder at vaere, som folk er flest. Og i dette land, i vores virksomheder, blandt de mennesker, de fleste af os omgås, kommer det at vaere almindelig med en lang raekke bundsolide vaerdier.
Hvis man er almindelig, er man som regel noget så vigtigt som en aktiv del af det samfund, der omgiver én. Man står op hver dag og passer sin skole, studie eller arbejde. Man indgår i - og bidrager til - en raekke forpligtende og givende faellesskaber, som er noget af det vigtigste for os som mennesker. Man begår ikke kriminalitet. Og man kerer sig om sine kammerater, sine kolleger og sin familie.
Men det virker som om, at alt for mange - isaer børn og unge fra foraeldre, sociale medier og omgivelser i øvrigt får indtryk af og tror på, at det ikke er ok at vaere almindelig. At de skal vaere ualmindeligt saerlige og perfekte. De bedste, smukkeste og blive set og hørt. Hele tiden. Og det laegger et alt for stort pres på dem.
og bl.a. pointeret af Psykiatrifonden i 2021 i en undersøgelse blandt unge mellem 16 og 24. Her svarede over halvdelen af de unge, at de kun føler sig gode nok, når de har succes i alle aspekter af deres liv som skole, job, venner, fritidsaktiviteter og udseende.
Det medfører, at alt for mange kommer til at føle sig mere uformående og mindre vaerd. Fordi de ikke er den bedste boldspiller, den smukkeste i klassen, den dygtigste til alle fag, bor i det paeneste hus eller har flest followers. Det er problematisk. For sådan ser livet nu en gang ikke ud for flertallet.
Forstå mig ret. Der er absolut ingen skam i, at vi forfølger og opnår resultater. Det har vi brug for. Det er med til at vise nye veje og anskuelser, flytte os og udvikle os. Vi skal have nogen, der kan noget saerligt, straeber højere end alle os andre
Det er veldokumenteret
KOMMENTAR og går efter guldet. Ellers risikerer vi at falde hen og gå i stå. Men vi skal og kan altså ikke alle vaere bedst til alt.
Jeg møder og arbejder hver dag sammen med helt almindelige mennesker, og de møder og arbejder med helt almindelige mig. Og mine kolleger og jeg baerer på og vaerner om en raekke vaerdier, der skaber og driver virksomheder, bygger sunde sociale sammenhaenge, og er grundlaget for de liv, de fleste af os lever.
Vi almindelige er retskafne, arbejdsomme, pligtopfyldende, reelle, sociale og omsorgsfulde. Vi skaber vaerdi, er trovaerdige og taet forbundne. Både os lidt aeldre og de indimellem udskaeldte yngre. Hver isaer og sammen er vi grundlaeggende med til at sikre, at vores hverdag, fritid, familier og samfund haenger sammen. Og er blandt verdens bedste.
Derfor: Hvis du er og indimellem også føler dig almindelig eller måske endda får det at vide, så vaer stolt af det og klap dig selv på skulderen fra mig.
For det er helt almindeligt og ok at vaere almindelig. Men ualmindeligt vaerdifuldt.
Hvis man er almindelig, er man som regel noget så vigtigt som en aktiv del af det samfund, der omgiver én. HANNE BLUME