Det er svaert at se en ende . . .
Den første del af denne plan ser ikke urealistisk ud: »Russerne vil vaere i stand til at fastholde et støt tempo i angrebene gennem hele 2024,« skriver Rusi i en nylig rapport.
Svaerere vil det blive for Moskva at indfri anden halvdel af programmet. For selvom man har vaeret hurtig til at øge militaerproduktionen, kan traekke på store lagre fra sovjettiden og har sikret sig forsyninger fra Iran og Nordkorea, vil Ruslands evne til at forsyne sine styrker komme under pres allerede fra 2025.
Den lange og stort set frugtesløse ukrainske landoffensiv i 2023 har demonstreret, at det er svaert at dirke de russiske forsvarspositioner op. Derfor vil en ukrainsk vej til sejr også involvere en laengere og formentlig årelang periode af nedslidning af modstanderens forsvar.
SCENARIE 2: RUSSISK GENNEMBRUD I ØST
Det topstyrede russiske system kan på nogle punkter reagere hurtigere end det demokratiske Ukraine og den brede, men brogede koalition, der står bag Kyiv.
Hvis Vesten ikke formår at opretholde støtten til Ukraine, vil det ikke kun tvinge ukrainernes styrker tilbage i defensive positioner, hvilket allerede i høj grad er sket, men også muliggøre, at Rusland hen over 2024 kan tage terraen saerligt i den østlige del af landet.
Ukraine er i langt højere grad end Rusland afhaengigt af eksterne faktorer. En valgsejr for isolationisten Donald Trump i USA kombineret med tøven hos europaeiske nøglestater som Tyskland, hvad angår leverance af avancerede våbensystemer, kan svaekke landet vaesentligt både militaert og økonomisk.
Opstår der for alvor tvivl om Vestens støtte, kan det afføde politisk og social uro i Ukraine – for støtten er også helt afgørende for at lappe hullerne i en økonomi, der er voldsomt medtaget af krigen.
Hvis Rusland for alvor får vejgreb i Donetsk-regionen og yderligere kan true millionbyen Kharkiv mod nordøst, vil man i Moskva håbe, at det kan knaekke den ukrainske kampvilje.
Men skal russerne realisere deres trusler om igen at forsøge at indtage f.eks. Kyiv og Odesa på sortehavskysten, vil det kraeve mindst endnu en storstilet mobilisering i Rusland – og det er fortsat politisk og socialt spraengstof for Kreml.
Politisk er der ingen vaesentlige tegn på opblødning mellem krigens parter.
SCENARIE 3: UKRAINSK SUCCES I DYBDEN
Den største militaere succes for ukrainerne i 2023 og begyndelsen af 2024 har paradoksalt nok vaeret til søs, selvom landet siden 2014 stort set ikke har haft nogen flåde.
Op mod en femtedel af den russiske sortehavsflåde er blevet sat ud af spillet, og russerne har ikke alene
måttet traekke sig fra flådehavne på det besatte Krim, men også opgivet at gennemføre en ødelaeggende blokade mod skibstrafikken i den nordlige og vestlige del af Sortehavet.
Den vestlige tøven med hensyn til at give ukrainerne langtraekkende våben handler ikke om militaere, men om politiske hensyn, primaert frygten for Kremls reaktion, hvis vestlige våben rammer russiske storbyer langt fra fronten.
Ukraine har trods begraensede muligheder allerede haft betydelig succes med at ramme krigsrelaterede mål i Rusland og på det besatte Krim.
Udstyret med langtraekkende våben fra USA og Europa kunne
ukrainerne optrappe denne del af krigen kraftigt, og det kunne både svaekke Rusland militaert og potentielt skubbe til folkestemningen i landet, hvor de staerkt krigsbegejstrede er i mindretal.
At ramme infrastruktur på Krim kan vaere saerligt perspektivrigt, fordi halvøen er afgørende for Putinstyret både strategisk og ideologisk. Truslen om konstante ukrainske angreb mod Krim kunne måske bringe Moskva til forhandlingsbordet med praemisser, der er mere spiselige for Kyiv.