I 23 måneder holdt Vasils kompagni stand mod russerne. Men så slap ammunitionen op
To år inde i krigen mod Rusland er ukrainerne presset af mangel på ammunition og våben. Det går ud over kampmoralen.
De spiser sammen i tavshed. Stemningen er mørk blandt de 11 maend omkring langbordet i et hjørne af den beskedne landsbyrestaurant 30 kilometer fra frontlinjen i Donbas-regionen.
Tunge skuldre. Tomme blikke. Slukørede, furede ansigter.
De velduftende frokostportioner serveret på en festlig voksdug med guldmønster glider lydløst ned, mens soldaterne fra Ukraines 110. Mekaniserede Infanteribrigade hver for sig kaemper med at fordøje nederlaget.
»Jeg kan ikke beskrive det med ord.« En langskaegget soldat bryder omsider tavsheden. Det er både fysisk og mentalt en overvindelse for ham.
»Det er noget fucking lort. Eller du kan selv vaelge hvilket som helst bandeord til at forklare det med,« fortsaetter soldaten, som hedder Vasil.
To år inde i krigen mod Rusland er de ukrainske soldaters kampmoral under pres, og tabet af den østlige industriby Avdiivka for en uge siden har kun gjort ondt vaerre.
Vi møder Vasil og hans kammerater mindre end et døgn efter, at de i ly af natten endegyldigt måtte traekke sig ud af byen under en kaotisk retraete.
I 23 måneder kaempede Vasil og hans kompagni for at holde Avdiivka, men forgaeves. Nu vajer det russiske flag over byen, som er stort set jaevnet med jorden.
De ukrainske soldater, som Jyllands-Posten møder i frontzonen, er ikke i tvivl om hovedårsagen til nederlaget i Avdiivka: mangel på våben og ammunition.
»Den første årsag er mangel på artilleri. Den anden antallet af maend. Gennemsnitligt var vi én ukrainsk soldat imod 7, 8, 9 og endda 10 russiske. Den samme forskel eller endnu større var der mellem deres og vores artilleriarsenaler,« vurderer Vasil.
På politisk dagsorden
Samtidig med at russiske tropper rykkede ind i Avdiivka, var vestlige ledere – herunder den danske statsminister Mette Frederiksen (S) – samlet i München til den årlige sikkerhedskonference, hvor våbenleverancerne til Ukraine også var på dagsordenen.
»Den presserende nødvendighed er ikke tydelig nok i vores diskussioner. Vi er nødt til at saette farten op, og vi er nødt til at øge omfanget,« sagde Mette Frederiksen.
Hun understregede samtidig, at problemer med at skrue op for produktionen ikke bør stå i vejen for at saette mere fart i leverancerne af våben og ammunition. For de europaeiske lande har lagre, som bør deles med ukrainerne, mener statsministeren.
»Dette handler ikke kun om produktion. Vi har våben, vi har ammunition, vi har luftforsvar, som vi ikke behøver at bruge selv i øjeblikket. Dem bør vi sende til Ukraine,« sagde Mette Frederiksen, som torsdag praesenterede en ny dansk militaer støttepakke til Ukraine på ca. 1,7 mia. kr. Den indeholder bl.a. artillerigranater.
Samtidig har Danmark indgået en 10-årig aftale med Ukraine om et sikkerhedstilsagn, som blev skrevet under, da Mette Frederiksen fredag besøgte Ukraine, hvor hun mødtes med praesident Volodymyr Zelenskyj i Lviv.
Ukraines forsyningsproblemer skyldes bl.a., at EU ikke har levet op til løfterne om at levere mindst 1 million artillerigranater inden marts. Kun omkring halvdelen er nået frem. Samtidig har de amerikanske hjaelpepakker ramt en politisk mur i Kongressen – og ingen ved, om støtten tørrer helt ud, hvis Donald Trump vinder praesidentvalget i november.
Russernes erobring af Avdiivka – deres største sejr siden maj sidste år – er et skoleeksempel på militaere kaedereaktioner, der kan udløses af mangel på ammunition.
Efter måneders intensive kampe måtte ukrainerne simpelthen rationere deres artillerigranater, og det gav russerne rum til at rykke frem og omringe byen på tre sider.
»Alt, hvad russerne havde, blev brugt. Luftangreb, artilleri, tanks, fosforbomber, soldater. Vores fjende har det hele,« som en delvist maskeret ung ukrainsk soldat udtrykte det, da vi mødte ham efter nederlaget.
Hastighed overraskede
Hastigheden i den russiske fremrykning i slagets sidste fase kom ifølge kilder, der udtalte sig anonymt til New York Times, bag på den ukrainske haerledelse, og tilbagetraekningen blev derfor sat i gang for sent.
Forsvarslinjerne var reelt brudt sammen, da ukrainerne i Avdiivka fik ordre til at traekke sig ud, mens russisk artilleri regnede ned. Elitesoldater forsøgte at beskytte tilbagetraekningen, men heller ikke de kunne holde stand mod den militaere overmagt.
Ifølge den ukrainske presseofficer Ivan Sekach,
som Jyllands-Posten talte med efter operationen, foregik dele af tilbagetraekningen i små grupper på 5 til 10 mand ad gangen.
»Vi måtte bruge droner for at kunne lyse ruten op, mens vores artillerister forsøgte at holde fjenden stangen. Fjenden var så taet på, at vores maend kunne høre deres køretøjer og måtte skjule sig i buskadset,« forklarer han og giver et indblik i, hvordan den ukrainske retraete så ud fra russisk side.
Ukrainerne overvåger den russiske radiokommunikation, og presseofficeren laeser op af opsnappede meldinger mellem de russiske stillinger:
»Alle kanoner vendes mod punkt nummer seks. Jeg er Ural,« siger en russisk soldat.
»Forstået. Jeg er Okar. Vi venter på artilleri. Hvordan er situationen? Mere end 500 mand er lige passeret forbi. De forlader stedet, de skiderikker. Vi skal slå dem ihjel ...«
På en café laengere vestpå i Pokrovsk fordøjer en ung soldat med kaldenavnet ZigZag raedselsscenerne i Avdiivka – eller ”Avdos”, som byen kaldes blandt kammeraterne i uniform.
»Avdiivka er en filial af Helvede på jord. Hver dag i Avdos har sat sig i hukommelsen. Hver dag nye følelser. Alt sammen, fordi de (russerne, red.) bruger så mange forskellige midler og våben,« forklarer han.
»De leger med vores liv«
I knap halvandet år har ZigZag som del af de ukrainske specialstyrker, SOF, vaeret med til
at holde russerne ude af Avdiivka. I slutspillet kaempede han til det sidste, så de øvrige enheder kunne evakuere midt om natten med så få tab som muligt.
»Russerne var i overtal. De havde måske 10 gange flere maend end os. Vi har virkelig draebt mange. Som i rigtig, rigtig mange russere. Alligevel blev de ved at sende nye. Og du skal forstå, at tabet ikke handler om antallet af maend. Det handler om maengden af artilleri. Vores luftforsvar virkede ikke i Avdos. Vi kan ikke forsvare en by med infanteri alene, når vi er oppe imod 500 kilo bomber fra himlen.
USA og EU har lovet at beskytte os. Lige nu leger de et politisk spil. Men de leger også med vores liv,« konkluderer ZigZag.
Kilder anslår over for New York Times, at hundreder af ukrainske soldater kan vaere savnet eller taget til fange af russerne under tilbagetraekningen fra Avdiivka, men der er ingen officielle tal. Manglen på ammunition kan med andre ord ikke kun udløse pres mod ukrainerne på den mere end 1.000 kilometer lange frontlinje, men også større tab og vigende kampmoral.
Tabene øger behovet for rekruttering af nye soldater, og her har ukrainerne i forvejen kaempe problemer. Og vigende kampmoral kan vise sig direkte fatal. Historien rummer mange eksempler på, at kampvilje kan skabe forskellen mellem sejr og nederlag.
»Soldaternes kampmoral er tre gange så vigtig som den fysiske og militaere styrke i en krig,« som Napoleon formulerede det for mere end 200 år siden.
Omkring langbordet med den festlige voksdug i en café 30 kilometer fra fronten prøver Vasil og hans soldaterkammerater at slippe de billeder, der bliver ved med at køre inde i hovedet. Af ildkampene. Retraeten. Overlevelsen. Nederlaget.
»Vores sjaele vender sig i smerte over dem, der ikke overlevede. Følelsen er ubeskrivelig. Den har boret sig ind i mit hjerte,« siger 43-årige Vasil, mens hans kammerater sidder forstenede med blikke, der bliver slået ned, og bestik, der bliver sluppet på grund af mistet appetit.
»Der var folk, som blev efterladt hårdt sårede. Evakuering af dem var umulig. Det var kammerater. Soldater, vi kendte. Fra vores egen brigade,« tilføjer så soldaten ved navn Dimitro.
Uanede ressourcer
Under de to års krig har Jyllands-Posten talt med alt fra topofficerer, stormtropper, snigskytter, kamppiloter, droneoperatører og artillerister til menige infanterister. Samstemmende har de igen og igen understreget vigtigheden af våbenforsyninger og konsekvenserne af mangel i skyttegravene.
»Europas fremtid bliver afgjort her og nu. Jeg er ligeglad med Europa. Men ikke med Ukraine, og russerne har uanede ressourcer. Du skal forstå, at Avdiivka ikke laengere eksisterer. Der er kun ruiner tilbage. Det er kun et punkt på et kort nu,« konkluderer en infanterist, den 47-årige Kat, da han lettere udmattet på en baenk i den bidende vinterkulde suger ny energi i lungerne med en smøg foran et minimarked.
En anden soldat, der kalder sig Kosta, kaempede med i sidste faste af slaget om Avdiivka.
»I klassisk militaerstrategi svarer man igen, når fjenden saetter ind med et masseangreb. Man slår til mod hele deres sektor. Men vi kan ikke kaempe optimalt, når vi hele tiden skal økonomisere med vores artilleri og kun kan ramme enkelte positioner. Sådan var det i Avdiivka, men det gaelder langs hele fronten,« siger den 33-årige Kosta.
Russernes evne til at masserekruttere nye soldater og at holde dem forsynet med våben og ammunition er en af forklaringerne på, at ukrainernes laenge ventede offensiv sidste år fusede ud.
Frontlinjen er stort set frosset, og russerne har det militaere initiativ i flere områder – herunder altså i Avdiivka, som faldt for en uge siden.
Spørger man den ukrainske praesident, Volodymyr Zelenskyj, er manglen på våben et altdominerende problem.
»Vi venter på våben. Vores hovedvåben i dag er vores soldater,« sagde den ukrainske praesident forleden i et interview med CNN.
Mundkurv til soldater
At de ukrainske styrker er presset på det meste af fronten, maerkes også, når man arbejder som journalist. Soldater påpeger konstant, at de har fået mundkurv på.
Jyllands-Posten har løbende kommunikeret med soldater og enheder i den langstrakte frontzone. Mange har ikke kun kaempet nonstop i halve eller hele år. De fleste er også blevet svingdørspatienter på hospitalerne. Andre har bare ikke tid til snak:
»En soldat døde for et par timer siden. En anden blev draebt, en tredje er forsvundet i løbet af natten … AErlig talt tillader situationen ikke snak lige nu. Det er kun kanon, skyttegrav, skjul. I lang tid har vi kun kørt ud om natten, fordi der er faerre FPV-droner og kamikaze-Lancets. I forgårs ramte to Lancets (droner, red.) kanonen. Alle overlevede. Før det ramte en FPV-drone vores jeep. Kort sagt er meget forandret, fra sidst du besøgte os. Det er andre tider,« lød en besked afsluttet med tre nedadgående Smiley-mundvige fra en befalingsmand i en artillerienhed, der har kaempet i Donetsk-regionen gennem det seneste år.
Simultant med, at Avdiivka faldt i sidste weekend, afvaergede ukrainske enheder et russisk stormløb mod stillingerne i Zaporizjzja-regionen, der stadig er delvist under russisk kontrol.
I naboregionen Kherson var hovedbyen først besat af russerne, derefter blev den befriet af ukrainerne og siden plaget af oversvømmelser efter spraengningen af Nova Kakhovka-daemningen.
Også Kherson lider i dag under konstante artilleriangreb. Ifølge regionens militaere administration har der indtil videre i februar vaeret op til 82 angreb i døgnet. Den pågaeldende dag blev byen ramt af ikke faerre end 342 russiske granater.
»Rusland har kun ét for øje. At knuse Ukraine og ødelaegge hver en by. De skyder uden mål og sigte. Deres eneste ønske er bare at ødelaegge,« lyder betragtningen fra den 44-årige Andriy.
Som leder på taktisk niveau af en ukrainsk enhed i Kherson opridser han udviklingen fra krigens første til nu andet år. Selvom tallene er hans personlige skøn, kan pointen ikke misforstås:
»I januar var der tre til fire gange flere angreb end januar sidste år. Dengang beskød de os fra kampvogne op mod fire gange om måneden. I dag er tallet vel 44. Sidste år var der måske 20 artilleriangreb om måneden, i dag er vi oppe på 60. I min egen enhed skød vi tre af syv Shahed-droner ned over byen her i januar,« vurderer han, men indskyder, at 2023 trods alt har vaeret »et mere produktivt år«.
»Vi har slået flere russere ihjel og ødelagt mere materiel end i 2022. Havde vi flere våben, kunne vi vaere mere produktive og slå endnu flere ihjel. Vi er en fredfyldt nation, men vi har ikke andet valg. Jeg selv ønsker bare at vaere sammen med min familie. Men i stedet er jeg blevet forvandlet til en morder på grund af de vanvittige russere,« siger han.
En soldat døde for et par timer siden. En anden blev draebt, en tredje er forsvundet i løbet af natten … AErlig talt tillader situationen ikke snak lige nu. BESKED AFSLUTTET MED TRE NEDADGÅENDE SMILEY-MUNDVIGE FRA EN BEFALINGSMAND
Positiv nyhed
Tilbage ved langbordet med den festlige voksdug i Donbas er Vasil og hans soldaterkammerater fuldt opdateret om sikkerhedskonferencen i München. Ikke mindst fordi Tjekkiet meldte ind med en positiv nyhed, der dog modtages med en vis hovedrysten.
»Har du hørt, at Tjekkiet har fundet 300.000 artillerigranater? Det er naermest komisk. Europa siger, de har tømt deres lagre, og pludselig finder Tjekkiet 300.000 granater. Det kan godt vaere, at Europa støtter os, men kun nok til at kunne holde vores bukser oppe,« lyder det sarkastisk fra Vasil.
Snakken om våbenmanglen får en soldat, der ellers har siddet tavs og ubevaegelig ved bordet, til at vågne op.
»Al den snak og alle de tanker, man gør sig i Europa uden at handle, sker på bekostning af vores liv,« udbryder han, mens selskabets yngste – den kun 24-årige Volodymyr, der har kaempet siden sit kun 22. år – også nikker enig.
»Havde vi haft nok artilleri, havde vi stadig haft kontrol over Avdiivka,« slår Vasil så fast.
»Ja, nu taenker vi allerede på, hvor mange døde der skal til for at kunne erobre den tilbage,« afslutter Dimitro, inden gruppen gør tegn til opbrud.
Retraeten fra Avdiivka betyder ikke, at de kan holde fri, for der er stadig en krig at føre, en aggressor, der skal bekaempes, og et land, der skal vindes tilbage. De skal derfor vaere klar til at vende retur til slagmarken og nye stillinger, så snart ordrerne indløber.
»Det kan ske, hvornår det skal vaere. Vi aner det ikke,« lyder det, da flokken forsvinder ud i Donbas’ tusmørke.