Thomas Blachman bliver ved, til han »ikke findes mere«

Unge har en stigende magtkritik, en faellesskabstrang og en lyst til at lave noget om, mener Thomas Blachman. Det er blandt andet derfor, han laver ”X Factor” for 16. gang.

»Det havde jeg sgu lige glemt alt om.« Jyllands-Posten møder Thomas Blachman onsdag morgen i et industriområde i Brøndby, hvor det første liveshow i 17. saeson af ”X Factor” finder sted om to dage. Han står og betragter den 16-årige Cristian Oprea, der er ved at få tilrettet et sølvfarvet saet tøj.

Thomas Blachman har vaeret dommer omtrent så laenge, som hans unge artist har levet. ”X Factor” kom til Danmark i 2008, samme år indtog Thomas Blachman naturligt rollen som den kontroversielle dommer.

Han siger tingene direkte, nogle gange måske for direkte.

»Han har sikkert ligget i vuggen og lyttet til min stemme i dagligstuen,« siger Thomas Blachman.

16 år er gået, og nu står de her. Dommeren går rundt om sin deltager som en kunstner, der former en skulptur. Betragter den fra forskellige vinkler. Han kigger ned, hvor sølvbuksekanten rammer cowboystøvlen.

»Den skal have et opsmøg,« siger han og drejer om på haelen.

Hvert skridt fra de sorte herresko giver et klak. To assistenter saetter sig på knae og saetter knappenåle efter anvisning. Henvendt til Nina Larsen, der har vaeret chefmakeupartist på alle saesoner af programmet, understreger Thomas Blachman et vigtigt fokuspunkt til stylingen:

»Øjenbryn, øjenbryn! Det er vigtigt!«

Cristian Oprea opponerer imod de sølvfarvede cowboystøvler med stjerner på. Han er ikke bange for at tale sin sag over for et rum af voksne professionelle, men det betyder ikke, at han får ret. Det er en anden, der er chefen.

»Cristian, hør her.«

Thomas Blachman skubber hovedet let frem.

»Vi er jo dem, der står udefra og kigger, og Kandis-støvlen gør også, at man forstår, hvorfor kaeresten lige pludselig skal vaek, ikke. Jeg er med på medbestemmelse på alle mulige planer, men her må du stole på mig, når jeg siger, at den er der. Hvis vi lod jer bestemme alt, sangvalg og hele lortet, var det jo lige meget. Jeg forstår dig godt. Det er som at vaere til frisør som teenager, og du har bare lyst til at løbe vaek. Men du vaenner dig til det, når vi når finalen.«

Han åbner døren ud til gangen: »Send den naeste ind!«

At blive opdraget af ungdommen

Den 60-årige dommer taler med en vis erfaring. Faktisk er Thomas Blachman den dommer i hele ”X Factor”-franchisens historie, dvs. internationalt, der har kastet sin dom over håbefulde debutanter flest gange: 16. Kun ét år afgav han stolen.

Nu tager han en tur mere gennem det store ”X Factor”-maskineri og direkte ud til hundredetusindvis af tv-skaerme. Hvorfor bliver han ved?

Svaret starter lavpraktisk. For så at tage en drejning. Sådan fungerer de fleste af hans saetninger.

»Når man har børn, passer det meget godt med saesonarbejde,« starter han, far til to små og to store.

Og så har han altid vaeret glad for at arbejde med ungdommen. I 1990’erne lavede han et pladeselskab kun for unge, »inden de blev kapret af større pladeselskaber, der ville lave om på dem«.

»Jeg har altid vaeret meget glad for det sted, hvor du går fra at vaere barn til voksen og prøver at fastholde det fede ved at vaere barn og ikke overspille voksenrollen,« siger han.

Unge mennesker holder ham »informeret«.

»Der er jo en grund til, at jeg får børn. Fordi jeg elsker, jeg ELSKER, den måde, de opdrager mig på. Mine børn er bedre til at opdrage mig, end jeg er til at opdrage dem, og på mange måder er deltagerne også med til at opdrage mig. De holder mig orienteret om tiden og dens problemer.«

Han refererer nu fra egen uvidenskabelige undersøgelse:

»For 16 år siden havde 10 pct. af unge mennesker en eller anden form for mening om tilvaerelsen, en eller anden bevidsthed. Nu synes jeg, at det er 50 pct. Der er en stigende magtkritik, en faellesskabstrang og en lyst til at lave noget om, og hvis jeg på nogen måde kan vaere med til at bidrage til en forløsning af det, ville jeg synes, at det var godt givet ud.«

Man kan lige så godt gøre sig umage

Mariya, Blachmans deltager i den aeldre kategori, har brugt de sidste to uger på at laere at holde balancen på et segboard. Det er blevet bestemt, at hun skal rulle rundt på scenen som en illusion om, at hun svaever. En sort kjole med stativ under er ved at blive bundet om livet på hende.

Stylist My Fournais giver hende en grøn, åben jakke på. Thomas laener hovedet lidt tilbage for at kunne se helheden.

»Jeg synes, det er fedt med den overdel. Den tager brodden af nytår i provinsen.«

Da skørtet på kjolen er tilpasset, svaever hun på sit board.

»De hjul er meget signifikante på siden, kan man saette noget gaffatape på,« siger Thomas Blachman.

Han ser alt, går op i alt.

»Detaljer er vigtige, det er alt sammen musik for mig. Det er også derfor, at jeg er rigtigt glad for, at Simon (Kvamm, red.) er kommet med. Han kan forstå, at man bliver nødt til at gå fuldstaendigt ind i det her. Ellers

er det de faerreste, der kan forstå, at man bruger en uge på at finde en skide sang: ”Hvorfor står I ikke bare nede på den lokale og giver en omgang?” Men det er praemissen, synes jeg.«

Mere end fredagsunderholdning

”X Factor” er først og fremmest en talentkonkurrence. Men for Thomas Blachman har det aldrig kun handlet om det.

Over årene har han omtalt diverse diagnoser som kreative fordele, han har – når foraeldre ikke har turdet – givet børn og unge klar besked om eventuelt manglende evner.

Han har flere gange naermest brugt dommerbordet som sin praedikestol, f.eks. var det spektakulaert, da han i 2016 tog ordet i halvandet minuts improviseret enetale lige ind i kameraet:

»Jeg sidder og kigger på jer, ligesom I kigger på mig, for vi er ét kød. (…) Det her er ikke fjernsyn, det er et spejl uden narcissisme. Vi har øjne i hovedet, ikke for at kunne se os selv, men for at se verden. (…) Sammen kan vi skabe og forny en ny optimisme på hinanden.«

I dag siger han:

»Da jeg blev tilbudt jobbet, savnede jeg, at man laver den der fredagsunderholdning om til noget substantielt. At der kommer et menneske med noget passion, noget jazz ganske enkelt, og evner at jazze sproget og give sig hen i en følelse.«

Han afslører et greb, der fordrer god kontakt til følelserne inden i ham:

»Jeg møder altid uforberedt op. Jeg kan maerke, om noget er rigtigt eller forkert, og så taler jeg på den følelse, jeg improviserer. Nogle gange kan man forstå mere eller mindre.«

Evnen til sprogligt at gå ad uransalige veje takker han sin egen ordblindhed for. Han oplever, at hans hjerne har udviklet en form for humor, fordi den bytter om på ting, når den prøver at skabe mening. Han får al mulig information ind, som han forholder sig til »på flere niveauer«.

»Det kan bruges til mange ting. Måske kan du ikke blive den, der er god til at laese, hvordan du skal blande rengøringsmidlerne, men så må dem, der kan laese, gøre rent, kan du forstå, hvad jeg mener?«

Et ord, hans hjerne kommer på, er »stivnakkersamfund«. Sådan et lever vi i, mener Thomas Blachman, hvor der stadig bliver sat lighedstegn »mellem ikke at kunne laese og at vaere idiot«.

Det er ikke et udtryk for at se noget på flere niveauer, synes han.

»Vi lever i stenalderen, og jeg forstår det ikke.«

Detaljer er vigtige, det er alt sammen musik for mig. Det er også derfor, at jeg er rigtigt glad for, at Simon (Kvamm, red.) er kommet med. THOMAS BLACHMAN, ”X-FACTOR”-DOMMER

Venter på dommen

Klokken er 10, rygepausen er forbi. Thomas Blachman går ind i det store, sortrøde tvstudie, haenger sin frakke over en stoleryg og krammer en kollega fra bandet.

»Hej min ven, så gik der nok et år.«

Der er en god, sitrende stemning af gensyn, spaending og seriøsitet frem mod fredagens show.

Thomas Blachman kigger mod scenen, hvor Cristian Oprea i sølvtøjet har fået microport på. Men ballonerne er for højt oppe. De er også forkert placeret, siger han ud i rummet.

»Standby, musik om fem, fire, tre, to, en,« siger en stemme.

Thomas Blachman skraeller en clementin ved dommerbordet, Cristian Oprea går i gang med en sang, der giver kuldegysninger selv ved femte gennemspilning. Efter første gang forlader Thomas Blachman sin stol. Hvad mon hans dom er? Er det ikke altid den, alle venter på? Med vanlig sans for drama holder han spaendingen ved at bruge naesten et minut på at gå den meget korte vej, først forbi bandet, dernaest op til sin artist.

En krammer og ikke ét ord. Han saetter sig tilbage.

»Okay, vi kører igen. Og denne gang er grafikken rigtig, taenker jeg.«

»Det stresser mig helt sindssygt.« I højtaleren siger en, at det er tid til at øve Cristian Oprea save-me-song. Dvs. den sang, Cristian skal synge, i tilfaelde af at han efter en afstemning i et liveshow kommer i farezonen og kan ryge ud af programmet.

»Det bliver ikke aktuelt,« siger Thomas Blachman.

Han tager sin frakke på og går.

Klipper meget ud

Cristian Oprea er ifølge Thomas Blachman et blandt mange store talenter denne saeson.

»Folk har fattet pointen med, at vi er alvorlige omkring musikken. Så der kommer ikke laengere så mange til audition, der ikke kan en skid. Vi får ikke den der: ”Altså wow, hvor er din selvindsigt?”«

Ovenstående er et svar på, om tonen har aendret sig over årene. Når man ser gamle klip fra de første saesoner, er der ikke langt imellem kommentarer som:

»Det var tortur.«

»I er totalt gone.«

Tonen er blevet mere salonfaehig på 16. år. Og det er, fordi deltagerne ganske enkelt er blevet bedre, oplever Blachman. Men, siger han også:

»Tiderne har aendret sig. Du kan ikke bare sidde og sige hvad som helst.«

Taenker du over det?

»Nej, jeg taenker ikke over det. Men de klipper ekstremt meget ud, jeg siger, som om de er ved at udfase mig, ikke! Og det går ud over min forfaengelighed, jeg kan ikke holde ud at se det.«

Han er rolig og smilende, da Mariya ruller ind på scenen og øver sin sang med bandet.

»Hold kaeft, hvor lyder du godt. Mariya, det er fantastisk. Så fucking cool altså.«

Som fast seer gennem alle årene er der selvfølgelig artister, man husker. Deltagere som Martin fra Ørum, Basim og City Bois har alle fået flotte karrierer efter deres deltagelse. Men når man taenker på ”X Factor”, er det svaert ikke først at få en andens ansigt ind på nethinden.

Hvem, vil du sige, er ”X Factors” egentlige hovedperson?

Kort pause.

»Seerne, hundrede procent,« starter han. Omdirigerer så sit svar.

»De ser sig selv i det, de kigger på, og det saetter tanker i gang. Og så kan man sige, at jeg er et roligt identifikationspunkt. Som folk aldrig kan få nok af, ganske enkelt. De kan ikke knaekke den, de kan simpelthen ikke knaekke den.«

De kan ikke regne dig ud?

»Praecis, og derfor bliver de nødt til lige at få lidt mere.«

Får de det igen til naeste år?

»Det får de, indtil jeg ikke findes mere. På den ene eller anden måde. Men alle kan jo erstattes. Man ville kunne tage mig ud og saette en anden ind, og så skal det nok gå alligevel … bliver jeg nødt til at sige til mig selv. Jeg har det ligesom en buschauffør, der har kørt skadesfrit i mange år, så at give nøglerne til en eller anden narcissist, der bare gerne vil i fjernsynet, det ville jeg ikke kunne holde ud.«

Ingen detaljer er for små at gå op i, mener Thomas Blachman, der er dybt engageret i alt fra tøjvalg til den hårdhed, med hvilken trommeslageren slår på lilletrommen. Mariyas tøj til fredagens show er han ovenud tilfreds med.

»At høre Wiener Philharmonikerne spille pianissimo eller at høre slutningen af Mahlers niende – for mig kan det vaere lige så intenst at høre en amatør komme ind, hvor jeg er klar over, at de har den.«

I 2012 sagde Thomas Blachman: »Efterdønningerne af mit arbejde vil man først rigtigt kunne iagttage om 3-400 år«.

På trods af 16 år på den samme scene har Thomas Blachman ingen planer om at stoppe i "X Factor".

Thomas Blachman instruerer sine artister under dagens prøve.

Thomas Blachman og stylist My Fournais diskuterer laengden på Cristian Opreas bukser, hvor åben skjorten skal stå og hvilket sølvfarvet fodtøj, han skal have på.

Thomas Blachman med sin gruppe, Kaos, inden gruppens første liveoptraeden i "X Factor".