Min datter på ni spørger mig: Far, er du vild med krig?

Efter to år med krig i Ukraine må troen på demokratiet nødvendigvis tage oprustningen i hånden. Og tro på, at det er nok til at holde autokratierne nede.

To år med krig i Ukraine. Det tredje bliver afgørende. Rusland har fremgang på slagmarken, den amerikanske militaerstøtte vakler, hvad er planen?

Forhandlinger er udelukket med Putin, der netop har myrdet frihedsikonet Navalnyj. Tvaertimod må Europa traede i karakter med alle former for støtte til Ukraine og gå ud fra, at der ingenting kommer fra USA. I sidste ende er den amerikanske hjaelp hverken op til praesident Biden eller Donald Trump, men til den amerikanske Kongres. Hér vokser krigstraetheden som en svulst.

Det er deprimerende at argumentere for oprustning, våbenkapløb og militaert isenkram, der smadrer mennesker på begge sider af fronten. Min datter på ni år spørger, om jeg er vild med krig. Nej, det er jeg ikke, jeg vil bare ikke have, hun vokser op i én.

Storkrig er ikke på tale, lyder det fra flere eksperter. Men en test af Nato-sammenholdet er, og hvis musketereden falder til jorden, så kan storkrigen komme.

Det lyder forfaerdeligt. Uvirkeligt. Men faktisk har vi prøvet det mange gange før. Under Den Kolde Krig, 45 år med atomtruslen haengende over hovedet. Anden Verdenskrig. Første Verdenskrig. Europa er historisk set et krigerisk kontinent. Der var bare en lykkelig periode efter Murens fald, hvor vi troede, vi var i mål. Et selvmål.

Nye magter rejser sig. Stormagter. Kina og Indien. De rejser sig i støvet fra krigen i Ukraine, opdelingen af verden, den nye verdensorden med flere aktører omkring bordet. Det har hele tiden vaeret Putins plan – at medvirke til polariseringen mellem øst og vest, at smede Rusland sammen med Kina. Ikke dumt, set ud fra en kynisk vinkel.

Forårsoffensiverne begynder snart i Ukraine. Ukrainerne mangler alt. USA har indefrosset russiske bankreserver for 300 mia. dollars, fem gange så meget som hjaelpepakken, man i øjeblikket skaendes om i Kongressen – giv pengene til Ukraine, og som Bret Stephens foreslår i New York Times, husk lige at kalde initiativet ”The Navalnyj Act”.

Vi skal nok vinde det her. Autokratierne vokser, men at vi ligefrem går autokratiernes tidsalder i møde, tror jeg ikke på. Der har vi vaeret, og det gik galt for samtlige regimer. Det vil gå galt igen. Hvad sker der, når Ruslands krigsøkonomi begynder at aede sig selv? Selv hvis Putin erobrer det meste af

Ukraine, hvilket helvede bliver det så ikke at holde?

På trods af Tucker Carlson, på trods af Donald Trump. I sit Putin-interview lod Carlson diktatoren fremstå som hyggeonkel over for millioner af amerikanske seere. Trump fordømte ikke Navalnyjs død, men sammenlignede sig selv med den forfulgte dissident og dermed Biden

Demokratierne kan.

KOMMENTAR

med Putin. Barokt. Vi skal gøre det her ordentligt. Bedre end Irak. Bedre end Afghanistan. Bedre end Libyen. Ellers bliver det dyrt.

Det dårlige indtryk, vi efterlader i det globale syd. Det naeste russiske indhug i Europa. Ukrainerne, vi svigter. Vi kan gøre det, men det bliver hårdt. Det kraever langsigtet sikkerhedspolitisk taenkning. Folk er dårlige til at taenke langsigtet. Som med klimaet. Først når det ramler, reagerer man. Afgjort for sent.

Vi skal gøre det her ordentligt. Bedre end Irak. Bedre end Afghanistan. Bedre end Libyen. Ellers bliver det dyrt.

gør landet dummere. Der bliver skåret i uddannelse, men det passer vel Putin udmaerket. Han tror stadig på, at russere og ukrainere skal blive ét folk igen. Broderfolket. Også efter en halv million soldater på begge sider er døde eller sårede som følge af hans invasion. Planet Putin.

Putins krigsøkonomi

VERDEN I OPBRUD

To år med krig i Ukraine. Det startede med et katastrofalt angreb på Kyiv, og russerne blev jaget tilbage. Så gravede de sig ned, og våbenleverancerne til ukrainerne begyndte at svigte. Nu går vi ind i tredje år, tredje akt. Hér gøres regnskabet op, skaebner bestemmes.