Det er vores ansvar, at Ukraine bliver klar til EU
Det er bekymrende at se, hvordan opbakningen til Ukraine vakler. Politikere som DF’s Anders Vistisen argumenterer blandt andre for, at »støtten til Ukraine har en udløbsdato«. Det er ikke alene en forkert analyse. Den er også farlig.
Hver dag dør ukrainere i en krig, der også handler om vores frihed og fremtid, og uden håb om en fremtid i EU kommer de til at tabe. Derfor må vi laegge en konkret tidsplan for, hvornår Ukraine skal blive klar til at traede ind i klubben.
Ukrainernes frihedskamp er vores frihedskamp. Sådan lyder det ofte, når den forfaerdelige krig i Ukraine omtales.
Og det er ikke bare noget, der slynges ud, fordi det lyder godt. Udsagnet er sandt. Det er hele Europas sikkerhed, som ukrainerne kaemper for og har gjort i nu to år. Hvis ikke Ukraine vinder, er hele Europa truet. For Rusland stopper ikke.
Siden Vladimir Putins Rusland angreb Ukraine for to år siden, har ukrainerne givet mere modstand end snart sagt nogen som helst havde regnet med. Putin havde ikke regnet med det.
Det havde vores venner i Washington D. C. heller ikke. Amerikanerne tilbød at evakuere Ukraines praesident, Volodymyr Zelenskyj, og hans familie til et sikkert sted uden for Kyiv.
Han svarede, at han ikke havde brug for et lift. Han havde brug for våben.
Zelenskyj blev i Ukraine, og befolkningen har kaempet modigt på slagmarken siden. Over 70.000 ukrainerne og over 300.000 russere har mistet livet indtil videre. Det må kraeve et så voldsomt mod at kaempe ved fronten mod en fjende, der i tal er så meget staerkere end en selv, og hvis ideologi repraesenterer en sort, fascistisk og inhuman afgrund. Men det er, hvad ukrainerne gør.
De kan kun gøre det med støtte
fra vesten, både EU og USA, der sender penge og våben. Vi kan her vaere stolte af den danske regering, der er gået forrest.
Siden Ruslands invasion har Danmark givet 15 donationspakker på over 35 milliarder kroner i militaer støtte, og givet sikkerhedstilsagn helt frem til 2034. Det er blandt andet ammunition, droner og kampvogne, som bliver sendt afsted fra Danmark.
og materiel bør vi ikke undervurdere betydningen af den moralske opbakning, som vi kan give Ukraine. Ukrainerne har som alle os andre brug for at vide, at der er en fremtid for dem. Og de har brug for at vide, at de kaemper for noget. At deres lidelser ikke er meningsløse.
Kort efter krigens begyndelse talte Zelenskyj via et videolink til Europa-Parlamentet, mens bomberne hamrede ned over Kyiv.
Jeg tror, talen gjorde indtryk på
Men ud over penge
alle kollegaer, og tolken, der oversatte ukrainsk til engelsk, var ved at bryde sammen undervejs.
Formanden for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, kvitterede senere ved at erklaere, at Ukraines fremtid ligger i EU, og kommissionsformand Ursula von der Leyen støttede samme synspunkt. Siden er Ukraine blevet kandidatland til EU, hvilket kan vaere første skridt til et medlemskab.
at jeg har vaeret skeptisk i forhold til, om det er en god idé at tale om et snart forestående medlemskab af EU til Ukraine. Problemerne er åbenlyse. Dels er landet gennemsyret af et højt korruptionsniveau.
Ifølge Transparancy International ligger Ukraine nummer 104 af 177, når det kommer til de mest korrupte lande i verden. Landet er kendt for oligarkernes store indflydelse på de politiske beslutninger og har i det hele taget ikke lange og
Jeg skal indrømme,
rodfaestede demokratiske traditioner.
Økonomisk ligger landet også under gennemsnittet i EU. Det betyder dels, at gennemsnitslønningerne er lave sammenlignet med vesteuropaeiske lønninger, hvilket kan medføre en risiko for løndumping og udnyttelse af billig arbejdskraft, hvis man lader Ukraine at komme ind i EU’s indre marked.
Laeg dertil spørgsmålet om, hvordan EU’s budget skal skrues sammen, hvis et kaempemaessigt land som Ukraine melder sig ind og begynder at haeve landbrugsstøtte efter de nuvaerende regler.
hvis vi kigger på et fremtidigt medlemskab for Ukraine. Men der er så sandelig også problemer forbundet med at lade Ukraine stå udenfor. De geopolitiske og sikkerhedsmaessige konsekvenser vil på sigt vaere langt større ved at lade det stå udenfor end de økonomiske udfordringer ved at lukke det ind.
Jeg talte for nylig med en højtstående diplomat i EU’s udenrigstjeneste, der beskaeftiger sig indgående med Ukraine. Hans vurdering var, at de ukrainske soldater kaemper med ét braendstof nu, og det braendstof hedder håb. Uden vores støtte, uden udsigt til en fremtid i Europa er der intet håb. Lukker vi døren, så slukker vi lyset for ukrainerne. Det har vi ganske enkelt ikke råd til.
Problemer er der nok af,
For der er ikke gode grunde til at tro, at Putin stopper i Ukraine. Historikeren Timothy Snyders bog ”The Road to Unfreedom”, som er udgivet i 2018 før krigen, kortlaegger, hvordan Putin i sine taler i over et årti har vaeret meget klar i sine fascistiske og imperialistiske budskaber. Det er skraemmende laesning, og det er slående, hvordan Vesten har ignoreret (eller fornaegtet) de voldsomme budskaber, der blev sendt fra Moskva i en rum tid før krigen. Putin opfatter Vesten og det liberale demokrati som sin fjende, og han refererer til fascistiske taenkere, der ser Rusland som truet af og uundgåeligt i krig med Vesten.
Det er bekymrende at se, hvordan opbakningen til Ukraine vakler. Det ser vi herhjemme på højrefløjen, hvor politikere som Dansk Folkepartis Anders Vistisen argumenterer for, at »støtten til Ukraine har en udløbsdato«, og at Ukraine ikke skal vaere medlem af EU. Som jeg ser det, er Vistisens udtalelser ikke blot udtryk for en fejlagtig analyse. Det er faktisk også farligt. For hvis ikke Ukraine har en fremtid i EU, hvor har det så en fremtid?
I Europa-Parlamentet har Vistisen flere allierede, og i Europas hovedstaeder kan vi desuden se, hvordan flere regeringsledere går Ruslands aerinde. Viktor Orbán har gennem laengere tid gjort, hvad han kan for at udvande og udskyde sanktioner mod Rusland, mens han flere gange har bragt sit veto i spil i forhold til EU’s økonomiske støtte til Ukraine.
Nu har Orbán fået en ven i Slovakiet, nemlig populisten Robert Fico, der vandt valget i oktober, og som gentagne gange har sagt, at Ukraines krig ikke er vores krig.
Ser vi over Atlanten, kan Donald Trump meget vel vinde valget til november, og hans meldinger i forhold til Ukraine og Rusland er dystre. Meget tyder på, at han vil traekke USA’s engagement ud af krigen.
grund til at stå fast. Ukraines optagelse i EU handler om Vesten og Europas fremtid. Om kernen i den sikkerhedsstruktur, som skal gøre sig gaeldende for de naeste generationer. Derfor skal vi ikke vakle i vores materielle støtte. Samtidig bør vi lave en konkret tidsplan for, at Ukraine kan blive medlem af EU. Det er landet ikke klar til i dag.
Men vi må lave en plan, der saetter både penge og mandskab af til, at Ukraine kan blive medlem inden for en givet tidsfrist. Det kraever økonomisk støtte for at haeve økonomien. Og det kraever investeringer i landets demokrati, eksperter og reformer, som vi skal støtte dem i.
Så meget desto mere
mellem autokrati og ufrihed på den ene side og demokrati og frihed på den anden. Vi skal kaempe for det, vi tror på. Vi skal hjaelpe og kaempe for dem, som vil os. Som vil vaere en del af vaerdifaellesskabet. Det vil Ukraine. Faktisk vil det det så gerne, at ukrainerne ofrer deres liv på slagmarken for det.