»Vaer dig selv, alle andre er taget«
Suzanne Brøgger skriver klogt og tankevaekkende om tilvaerelsen. I sin nye bog kigger den 79-årige forfatter tilbage og spejler sig i en lang raekke kunstneriske forbilleder, der har fulgt hende gennem livet. Det er en fest fra start til slut.
Forfatter: Suzanne Brøgger Sider: 200
Pris: 250 kr.
Forlag: Gyldendal
333333
En af de hemmelige fordele ved at vaere anmelder er, at man får rig lejlighed til at stille sig an som klogere, end man egentlig er. Det haender jo, at man skal skrive om en højinspirende bog, som man kan skralde, før andre får mulighed for det. På den måde kan man maskere sig med forfatterens kløgt.
Sådan har jeg det med Suzanne Brøggers netop udkomne ”På vaeggen”.
Den 79-årige forfatters nye bog er fuld af citatvaerdige betragtninger og rammende formuleringer. Overskriften på denne anmeldelse
er således et tyveri fra bogen, og hvis ikke jeg tager meget fejl, har Brøgger selv sakset dette bon mot fra sin irske kollega, Oscar Wilde, som hun skriver om i et af bogens kapitler.
Med andre ord skralder denne anmelder en bog, som selv er fuld af skrald – i betydningen en opmaerksomhed over for faenomener, tanker og alskens materialiteter, som andre vil vaere tilbøjelige til at smide vaek.
Bogen som baerepose
Suzanne Brøgger henviser selv til den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, der har en teori om bogmediet som en baerepose, hvor forfatteren samler en masse op, og roderiet viser sig pludselig at give mening, ligesom det giver mening at udlaegge baerepose-teorien som en materiel metafor for, hvordan »kvinden er den kulturbaerende kraft i samfundet.«
Umiddelbart kommer det hele i ”På vaeggen” hulter til bulter. Men der er alligevel en orden i kaos, fordi Suzanne Brøggers taenkende stemme vaever delene sammen. Og den tilfaeldige orden haenger sammen med titlen, der henviser til en raekke fotografier af kunstnere, som man kan se på vaeggen på den litteraere café i Indre By i København, der såmaend hedder Brøg.
Forfatteren vedkender sig arv og gaeld, som der står i det medfølgende pressemateriale. På den måde tangerer bogen et testamente uden at vaere det, ligesom Brøg kun til dels kan forbindes med forfatteren.
Titlen spiller naturligvis også på det eventyrlige ”lille spejl på vaeggen dér, hvem er
smukkest”, der så drejes i en helt anden retning.
Suzanne Brøgger spejler sig i forbilleder, samtidig med at hun forsøger at skildre disse kolleger i deres egen ret. Der skrives både på kritik og kaerlighed, på beundring og undren. Det er derfor ingen tilfaeldighed, at en tilbagevendende tanke er spaendingen mellem skabelse og destruktion – på alle tilvaerelsens niveauer:
»Det, der ligner et vaerdisammenbrud i vore dage, er måske naermere et nyt verdensbillede, der har vaeret laenge undervejs.«
Klog selvmodsigelse
Det er heller ingen tilfaeldighed, at Brøgger går i dialog med sig selv, når hun på den ene sider pointerer, hvordan eros er en kraft, der overgår alt, og på den anden side også skriver lettere henført om buddhismens evne til at ophaeve begaeret, der beskrives som »det laveste af det lave i vores natur. Vores lidenskaber, hadet, forblindelsen, jalousien, vores ondskabsfuldhed.«
Men det er en vanskelig vej:
»De fleste af os haenger fast i lidelsen, i angsten for at slippe.«
Modsiger forfatteren sig selv? Tja. Hun udstiller samtidig et konstitutionelt dilemma, som hun deler med alle andre:
»For dybest set er vi en aggressiv, promiskuøs dyreart. Kun de få er i stand til at sublimere og lave draeberinstinktet om til poesi, voldtaegt om til erotik.«
En af anmelderens smarte tricks er at komme med skjulte citater eller bare citere, fordi man jo alligevel ikke kan overgå det, man lige har laest. Med de mange små, komprimerede tekster vaekker Brøgger laeserens trang til at taenke sig om.
Personligt er jeg ikke altid enig med forfatteren, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er derimod at give andre laesere appetit på ”På vaeggen”, hvorfor anmeldelsen munder ud i rammende linjer fra bogen:
»At gå glip af noget er vore dages dødssynd« og »Det er aldrig karrierens højdepunkter, biler eller materielle erhvervelser, den døende taenker på, men empatiske relationer, venskaber og kaerlighedsforhold.« Eller denne her anekdote som alle, der forsker i H.C. Andersen, kender, men ingen har afleveret den så sjovt, som Brøgger gør.
Forhistorien er, at den danske forfatter gaestede kollegaen Charles Dickens, mens den engelske forfatter lå i skilsmisse:
»H.C. Andersen beskrev aegteskabet som vidunderligt og sig selv som en pragtfuld gaest. Andersen bildte sig ind at tale et upåklageligt engelsk, som imidlertid kun var forståeligt for ham selv.«
God laeselyst.