Man er med i hendes branderter, man kan maerke hendes tømmermaend og fornemme smagen af hendes opkast
Lone Hørslev river hul på et af tidens store tabuer. Kvinder, der drikker. Med sin nye roman skildrer den prisvindende forfatter skarpt og praecist ensomhed og den måde, et alkoholmisbrug sniger sig ind på et menneske på.
BOGANMELDELSE SVØMMENDE, RYGENDE, GRAEDENDE
Skønlitteratur
Forfatter: Lone Hørslev Sider: 288
Pris: 280 kr.
Forlag: Politikens forlag 333333
kasper.schutt@jp.dk
Et enkelt glas mere kan jeg vel godt tage. Og ét til, nu flasken alligevel er åben.
Det bliver man vel ikke alkoholiker af. Desuden er der jo ingen, der opdager det. Det er en af fordelene ved at sidde alene herhjemme i køkkenet og drikke.
I øvrigt har jeg planer om at stoppe. Bare ikke i dag. Mon ikke det bliver i morgen? Jo, i morgen stopper jeg. Det bliver helt sikkert i morgen.
Det er den slags forhandlinger, som Anna – hovedpersonen i Lone Hørslevs aktuelle roman ”Svømmende, rygende, graedende” – fører med sig selv. En evig indre dialog, som altid fører til samme konklusion:
Jo, det er okay at drikke videre. Bare lidt endnu. Det må jeg gerne. Det har jeg brug for. Det har jeg fortjent.
Skål i solskin og i gråvejr
Den 47-årige forfatter Anna er gået i stå i livet, og da hendes søn dropper ud af gymnasiet og flytter til New Zealand, intensiveres opfyldningerne fra boksen med hvidvin i køleskabet.
Hun fejrer, at solen skinner, og tager også gerne et glas eller otte, når det er gråvejr. Snart holder hun op med at lede efter anledninger til at fylde glasset op til randen, hun drikker bare, derouten er total, og den beskrives indgående. Der hersker aldrig tvivl om, hvilken vej det går, men alligevel pløjer man sig gennem denne – i øvrigt uhyrligt velskrevne – roman, som var den en faengende krimi.
Man er med i Annas branderter, man er med, når hun føler sig overbevist om, at hun – efter utallige mislykkede tilløb – omsider har forfattet en genial passage til den bestseller, som gerne skulle rulles ind i Bilka-varehusene på paller, når den er faerdig.
Og man er med dagen derpå. Man kan maerke tømmermaendene og fornemme smagen af hendes opkast.
Dette er en meget praecis skildring af ensomhed og den måde, som alkoholmisbrug sniger sig ind på et menneske på.
Ikke blot en skraemmekampagne
Men Lone Hørslev nye roman må ikke reduceres til en tør skraemmekampagne.
Forfatteren angriber et alvorligt emne med veludviklet humor, hvilket ikke blot er et effektivt, litteraert greb, det matcher langt hen ad vejen hovedpersonen Annas personlighed.
Hun er sjov og fandenivoldsk, ikke mindst når der er en bar inden for raekkevidde, som her ved en bryllupsreception:
– Et enkelt mere, siger hun, da hun endelig får damens opmaerksomhed. Hun peger på sit tomme glas på disken.
– Hvidvin? spørger kvinden og ja tak. Hvilken vin er hendes yndlingsvin? Ad libitum, ha ha ha. Naest efter fri bar.
Men Anna går hurtigt fra at vaere charmerende til at vaere sølle, og hun vågner i sin lejlighed uden at kunne huske ret meget fra bryllupet. På sengebordet står en flaske whisky. Ved siden af ligger en pakke kondomer. Hun husker ikke at have købt nogen af delene og bliver straks overmandet af både fysiske og moralske tømmermaend.
Hvid januar
Litteraturen er fyldt med efterhånden ganske trivielle romantiseringer af alkoholpåvirkede maend. Der således noget befriende og aftabuiserende ved Lone Hørslevs beskrivelse af ikke blot Anna, men også en raekke øvrige misbrugende kvinder.
Bogen lander desuden ned i en tid, hvor vi omsider ser på vores hjemlige alkoholvaner med et kritisk blik.
De fleste restauranter tilbyder alkoholfrie alternativer, hvid januar er ikke en måned med hvidvin i stedet for øl og sprut, og flere og flere holder jaevnligt pauser fra deres drikkeri.
Hvad bliver det naeste?
At vi danskere – et konfliktsky folkefaerd, ikke mindst når det gaelder alkohol – rent faktisk finder modet til at blande os, når venner og familiemedlemmer bliver lidt for tørstige.
Man har vel lov at håbe.