Hvem var de gode gamle dage egentlig gode for?
Det ”gode gamle Vesterbro” bliver sat under kritisk lup i Michael Enggaards morsomme, triste og til tider absurde roman om en gruppe kvinders haevn og oprejsning. Undervejs skildrer den anmelderroste forfatter rørende forholdet mellem en fortidsplaget sex
Skønlitteratur
Michael Enggaard 272
280 kr.
Politikens Forlag
333333
Myrna lever fra dag til dag i sin lille frisørsalon i Rødovre, som lige akkurat løber rundt i en moderne verden, hun ikke helt forstår.
Hun bor på overetagen sammen med sin teenagedatter og er afmålt tilfreds med sit liv, som hun kan leve på trods af en, fornemmer man hurtigt, noget mere broget fortid. Men en dag går der skår i tilfredsheden. På et avisfoto ser hun ved et tilfaelde den mand, der ødelagde ikke bare hendes, men en hel tidligere venindegruppes liv. Chokket giver hende mod til at opsøge de bekendtskaber, hun ikke har talt med i mange år, for at bearbejde det, der skete — og få haevn.
Når snakken falder på “det gode gamle Vesterbro”, begynder Peter Bellis ”Istedgade”sang naermest helt af sig selv at spille i baggrunden. Det er kulørte baggårde, bajere og billige lejligheder, og ”tiderne har sgu også aendret sig”, og ”gentrificeringen har ødelagt aegtheden.”
Men ofte glemmer man i disse nostalgiske fortaellinger teksten om den kvinde, Peter Belli synger om. Laila, der starter som en festlig danser, omgivet af voldelige og liderlige maend, og til sidst sygner hen som “en vredet klud”. Og det er netop Vesterbros Lailaer, Michael Enggaards nye roman ”Myrna” handler om: En tidligere sexarbejder, der har formået at skabe et almindeligt, beskedent liv oven på en forfaerdelig oplevelse forårsaget af romanens antagonist, den ovenud usympatiske alfons Roar.
Hvad skal en kvinde acceptere?
Det er en svaer disciplin at skrive en samtidskarakter, som er lidt utilpas ved ”det moderne”, uden at det bliver kliché. Det kan hurtigt blive en stereotyp kritik af spelt, for det er en nem måde at kritisere traelse typer på, så vi alle forstår det. Men selvom Myrna somme tider synes at have det lidt traels med verden af i dag, går hun i højere grad til den med en afmålt undren end harme.
Hendes frustrationer bliver sendt indad, og naesten som et klasseinduceret selvvaerdsportraet maler Enggaard et billede af de oprigtige frustrationer, der stikker ud over fortaerskede jokes om kornsorter. Som Myrna simpelt siger til sin veninde om sin situation som selvstaendig frisør i økonomisk krise:
»Jeg ved ikke, hvad man kan forlange, eller hvor man klager, hvis man er utilfreds.«
Det virker, som om den saetning er en fortaelling om hele hendes liv; at hun kun har stået ved sig selv i glimt, og at hun aldrig nogensinde selv kunne finde på at bruge ordet PTSD om den reaktion, hendes krop oplever, når hun bliver sendt tilbage til den traumatiske fortid.
Det er aerligt talt ikke nemt at beskrive de nubrede kanter hos det farverige karaktergalleri uden at fratage laeseren nogle egenopdagelser. Der bliver langsomt kastet lys over Myrnas gamle veninder igennem teksten, som i øvrigt flyder godt og hele tiden skubber laeseren fremad.
Men vigtigst er Myrnas teenagedatter, Asta. De to har et lidt bumlet forhold, for Myrna skal forsøge at holde styr på sin datter, som udmaerket godt ved, at hendes mor aldrig rigtig har haft styr på sig selv.
Undervejs i romanen interviewer hun sin mor til et podcast-projekt, og det bliver til små transskriptioner, som langsomt lader os forstå, hvad det er for et overgreb, Myrna forsøger at hele. Her bliver Asta også det moderne spejl, Myrna ser sine oplevelser i, og de to kvinders holdninger til, hvad man som kvinde bør acceptere — og har accepteret — går i glimt i kritisk dialog med hinanden.
Disse kapitler er gode og til tider ubehagelige, men det er også her, romanen kan synes en smule skrevet. Fornemmelsen af rå transskription skinner sprogligt igennem i teksterne, når Myrna for eksempel afbryder sig selv for at kommentere Astas reaktion på hendes ord.
Men så meget desto mere ”forfattet” bliver også heltindens laengere passager, som synes lige lovligt sprogligt velovervejede, og det fjerner en smule af realismen.
Udvikler sig absurd
Et af de gennemgående temaer i romanen er det kritiske blik på det såkaldt gode, gamle Vesterbro.
I løbet af historien plukker en mandlig sportskendis livligt af bydelens fjer for at pynte sig som en af ”originalerne”. Ud over at det er komisk, synes denne sidehistorie sammen med resten af fortaellingen i høj grad at vaere til for at stille det spørgsmål, der altid skal stilles, når snakken falder på ”de gode, gamle dage”: Hvem var de egentlig gode for?
Romanen udvikler sig mildest talt absurd, og den passer godt til den laeser, der måtte holde af den naesten Erlend Loeske måde at eskalere en historie på. Flere gange i laesningen fløj mine tanker også hen på filmklassikere som “9 to 5” og “Promising Young Woman” – begge fortaellinger om den kvindelige oprejsning, der siger, at det ”fandme da heller ikke kan vaere rigtigt”. At én ting er, at verden er farlig, men om vores naermeste, de, der burde passe på os, virkelig også skal vaere det?
Det åbenlyse svar på dét er givetvis nej. Men når man laeser denne roman, kan man overveje, om vi som samfund egentlig altid husker at svare dét. Også når de rigtige Myrnaer finder mod til at fortaelle deres historier. For de er derude, og de skal høres.
Selvom Myrna somme tider synes at have det lidt traels med verden af i dag, går hun i højere grad til den med en afmålt undren end harme.