De åbne svenske landskaber er fulde af daemoner
Svenske krimier fortsaetter med at bevaege sig vaek fra Stockholms storbymiljø. I stedet rykker forfatterne deres handlinger højt mod nord og traekker en daemonisk strøm af slud, tåge, kulde og spejlglatte fjeldsider med sig.
Tilbage i 80’erne sang svenske Ulf Lundell sit store hit ”Öppna landskab”, der siden hen landede i den danske højskolesangbog under titlen ”Åbent landskab” og med ”Jeg ka’ bedst bedst med åbne vidder” som første linje.
Den oprindelige tekst handler om den svenske beat-kunstners laengsel efter det enkle liv, dér, hvor Sveriges ødemarker møder havet.
Øde kystnaere områder finder man mange steder i vores skandinaviske broderland, men rigtigt øde bliver det for alvor, når man rykker nord for Stockholm, hvor klipper og skove gør mennesker meget små.
I mange år var svensk krimi rent geografisk fokuseret på Stockholm samt byer og landskaber i Sydsverige. Makkerparret Sjöwall og Wahlöö lod deres historier udspille på hovedstadens stenbro, Henning Mankell var lig med skånske Ystad og Camilla Läckberg foretrak Fjellbacka i sydvestsvenske Bohuslän.
Men i de senere år har der vaeret en tendens til at lade vidtstrakte områder og de spredte bebyggelser i nord – med langt mellem politistationerne – danne ramme om historier om menneskeskaebner, der frivilligt eller ufrivilligt lever langt fra storbyens dunkende puls. Eller svensk have-idyl i det dybe svenske syden.
Man husker med fornyede kuldegysninger Ulf Kvenslers krimi-gyser ”Sarek,” med titel efter det nordsvenske landskab, der udkom sidste år, ligesom Karin Smirnoffs fortsaettelse af Stieg Larssons Millennium-serie er rykket mod nord.
Før internet og mobiltelefonen
To svenske krimi-forfattere, Ninni Schulman og Sara Strömberg, har begge valgt områder midt i de åbne svenske vidder. Schulman har påbegyndt en helt ny serie, mens Strömberg er krimi-debutant.
Ninni Schulman er kendt for sin Hagforsserie om journalisten Magdalena Hansson i ikke sjaeldent problematisk samarbejde med politifolkene Petra Wilander og Christer Berglund.
I den nye serie er Ingrid Wolt i centrum. Vi er tilbage i 1983, og handlingen udspiller sig således før mobiltelefoner, internet og dnaanalyser. Wolt er lige løsladt fra faengslet, hvor hun har afsonet en dom for en forbrydelse, som laeserne først bliver indviet i, når de er halvvejs gennem bogen.
Indtil da har den nysgerrige laeser naturligvis gaettet på, hvad kvinden, der har valgt at slå sig ned i en forholdsvis ugaestfri egn i landet, mon har gjort.
Laeseren ved tidligt, at hun før afsoningen har vaeret ansat ved politiet. Der er, gaetter man på, tale om enten en større politiaktion med undercoveragent eller om i solidaritet, som hos danske Britt Nørbak i de to Julie Røpke-bøger ”Instinkt” og ”Missionen”, at daekke over en andens forbrydelse.
Det kommer som sagt for en dag efter mange siders laesning, hvor Wolt har nået at gøre forberedelser til at et nyt arbejdsliv som privat efterforsker.
Det er den 12-årige Mattias’ forsvinden i området et år tidligere, der motiverer hende til at genoptage politiarbejdet under private former. Ikke uventet vaeltet skeletterne ud af de ellers så paene svenskeres skabe. Det hele udfoldet sig under noget barskere betingelser end normalt på grund af de mere udfordrende eksistentielle omstaendigheder på de åbne nordsvenske vidder.
Mens Wolt må indstille sig på et nyt liv og en ny karriere, har hun med sin forholdsvis unge alder trods alt stadig livet og mulighederne foran sig.
De daemoniske kraefter
Anderledes er det med den midaldrende Vera Bergström i Sara Strömbergs krimidebut ”Lysningen”.
Den overgangsalder-plagede kvinde kan se tilbage på ufrivillig barnløshed, et nyligt forlist forhold efter 30 års samliv og et lignende antal år som fastansat journalist på lokalavisen, der nu har sparet hende og en raekke kolleger vaek.
Ret sigende bor hun i en lejlighed oven på en nu nedlagt togstation. Det er gået tilbage for alt andet end vintersporten i området omkring Åre i det nordlige Jämtland. Skiturister og graensekrydsende nordmaend på indkøb med svaekkede svenske kroner i lommen er de vigtigste aktiviteter.
Vera har svaert ved at finde en mening nu med sit liv. Men med fundet af en død kvinde i skoven ikke så langt vaek vågner hendes reporter-instinkter op. Mere end det, omstaendighederne omkring kvindens død og det liv, der efterhånden lader sig sammenstykke, giver Vera en voksende fornemmelse af solidaritet og faellesskab med kvinden.
Strömberg skriver en maettet prosa, der tillader kulisser i form af natur og menneskeskabt naturudnyttelse at få plot-partnerskab. De daemoniske kraefter, som måske også kunne udløses under venligere livsbetingelser, står så meget grellere og skarpere i de åbne vidders ugaestfrie landskaber.
Med Strömberg bag tastaturet går genre, empati og sprog op i en højere enhed,
Så er der jo unaegteligt den yderligere fordel, når man laeser krimier fra det nordlige Sverige i sofahjørnet, at man modsat fiktionens figurer sipper for at skulle slås med tåge, kulde, regn, slud, åleglatte fjeldsider og sommermyg i hobevis.