»Det, synes jeg, må vaere hårdt i jeres generation. Sindssygt hårdt«
Et forskningsprojekt fra SDU giver anledning til en speciel samtale mellem Amanda Ehmsen og hendes farfar, Erik Ehmsen. Og til et stort spørgsmål: Ville de bytte generation?
69-årige Erik Ehmsen er søn af et postbud og en hjemmegående husmor.
Amanda Ehmsens foraeldre er begge akademikere.
Da Erik Ehmsen som den første i sin familie kom på gymnasiet, var det en revolution.
For 17-årige Amanda Ehmsen var det en selvfølge.
Umiddelbart er der langt imellem dem. 52 år for at vaere helt praecis.
Trods tiden mener Amanda Ehmsen og hendes farfar, at de har de vigtigste vaerdier til faelles.
Lige praecis én ting ved barnebarnets generation ville Erik Ehmsen dog ønske, at han kunne kaste langt bort.
Ikke alt rager Amanda
Amanda og Erik Ehmsen sidder taet på hinanden i den grå sofa i foraeldrenes hus lidt uden for Odense.
Og de er taette. Måske også mere end i den gaengse bedstefar-barnebarn-relation.
De snakker ikke kun om vejret, men taler sammen. Om vaesentlige ting. Ofte politik.
Derfor er det heller ikke underligt for dem, at Amanda Ehmsen og en klassekammerat sammen udspørger Erik Ehmsen om hele hans liv.
I forbindelse med et nyt forskningsprojekt fra SDU er Amanda Ehmsens gymnasieklasse blandt 3.000 unge, der skal interviewe aeldre personer om, hvordan de oplevede ”familierevolutionen” – en periode i 1960’erne og 1970’erne, der bød på ungdomsoprør, rødstrømpebevaegelse og store aendringer af familiestrukturer.
Erik Ehmsen deltager gerne. Han tilføljer dog med et skaelmsk smil, at »nogle ting selvfølgelig ikke rager Amanda.«
»Fuck alle de der ting«
Forskningsprojektets spørgsmål handler meget om rødstrømpebevaegelsen.
Som søn i en arbejderfamilie fra Tønder i 1960’erne var den dog ikke noget, Erik Ehmsen maerkede synderligt meget til.
Som han selv siger, så var »rødstrømpebevaegelsen, noget man så på tv, og så slukkede man.«
Når Erik Ehmsen skal forklare de sociale aendringer, han var vidne til dengang, peger han på en traktor.
En Massey Ferguson for at vaere helt praecis.
Den lille traktor var med til at effektivisere landbruget i 1950’erne og gjorde, at der var brug for faerre haender. Derfor rykkede hans foraeldre ligesom mange i Tønder-området ind til byen.
Til forstaeder med 150 børn per villavej.
Hvor far blev postbud, og mor blev hjemme.
Det var bagtaeppet, Erik Ehmsens barndom udspillede sig på, inden han, som en af de få i hans klasse, kom på gymnasiet.
Sidenhen endte han på laererseminariet, mødte sin nu afdøde kone og flyttede i kollektiv på den gård, hvor han rundt regnet har boet de sidste 40 år.
Men tilbage til forskningsprojektet. Saerligt et af de sidste spørgsmål fanger Erik Ehmsens interesse.
Er der forskel på hans og barnebarnets generation?
»Dér svarer jeg helt klart nej. Selvfølgelig er der forskel på nogle ting. Men de vaesentlige ting, de er der altid.«
»At finde ud af det med det andet køn, at danne sig holdninger og at finde ud af, hvem man er. Det bliver ved i en uendelig køre,« siger Erik Ehmsen.
Noget genkender Erik Ehmsen dog ikke.
»Der er én ting, som jeg synes må vaere det allervaerste ved din generation,« siger Erik Ehmsen og kigger på sit barnebarn.
Han lader de naeste saetninger falde med vaegtige pauser efter hvert punktum.
»Det er det pres, I laegger på jer selv for at vaere perfekte.«
»Fuck perfektionisme. Fuck. Det.«
»Fuck at skulle vaere bedre end de andre.«
»Fuck alle de der ting.« Erik Ehmsen gør et ophold, løfter pegefingeren, og så kommer en velovervejet skudsalve praeget af lige dele bedstefaderlig kaerlighed, indignation og filosofi.
»Et – jeg tror ikke på det perfekte menneske.«
»To – jeg kan se, at det giver bagslag at straebe efter det.«
»Man kan ikke vaere perfekt over hele linjen. Og det er sgu også fedt at slå skaevt indimellem.«
I et kort øjeblik blomstrer et varmt smil frem på Erik Ehmsens ansigt.
»Så er vi selvfølgelig også nogen, der er tvunget til det, fordi vi ikke kan gøre andet.«
Han griner. Så vender alvoren tilbage i Erik Ehmsen øjne.
»Dér finder du virkelig en forskel på vores generationer. Da jeg var ung, var det ungdomsoprør med hele pibetøjet. Der kunne man sgu klaede sig, som det passede én, og man kunne vaere, som det passede én. Det, synes jeg, må vaere hårdt i jeres generation. Sindssygt hårdt.«
Imens hendes farfar taler, nikker Amanda Ehmsen.
»Jeg tror bare, det er noget, der ligger til mig og min generation. Det fylder rigtig meget, jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det blevet,« siger den 17-årige Amanda Ehmsen.
Erik Ehmsen grubler.
Som folkeskolelaerer og sidenhed uddannet naturvejleder har han undervist børn i 40 år.
»Jeg ville gerne vide, om det er vores skyld, at den perfekthedskultur er kommet til. Jeg er jo laerer, og jeg kan se, at folkeskolen er bygget på en måde, hvor vi forsøger at udvikle og danne børnene så meget som overhovedet muligt. Det var jo vores mål, men måske var det ikke så heldigt. Perfekthed giver tabere. Det gør det.«
Jeg tror, mine vaerdier måske passer bedre til en aeldre generation. I hele min folkeskoletid blev jeg kaldt bedstemoren i klassen. Men det havde jeg ikke noget imod. Det er lige mig. AMANDA EHMSEN, GYMNASIEELEV
Ville du bytte generation?
Måske er det helt tilfaeldigt. Måske er det et naturligt følge af Erik Ehmsens filosofiske udbrud.
Måske er det for at efterprøve, om bedstefar og barnebarn virkelig er så ens, som de mener, de er.
Men pludselig falder det Jyllands-Postens skribent ind, om Amanda og Erik Ehmsen kunne finde på at bytte generationer.
Hvis de vel at maerke kunne?
Amanda Ehmsen svarer naesten med det samme.
»Ja. Det tror jeg gerne, jeg
ville. Jeg tror, mine vaerdier måske passer bedre til en aeldre generation. I hele min folkeskoletid blev jeg kaldt bedstemoren i klassen. Men det havde jeg ikke noget imod. Det er lige mig.«
»Hvis jeg kunne vaere vokset op i en tid uden sociale medier, så havde jeg gjort det. Det er sådan, det er nu, så jeg vil selvfølgelig gerne vaere på sociale medier.«
Erik Ehmsen tøver laengere, før han svarer. Han er umiddelbart ikke villig til at bytte.
»Det tror jeg ikke.«
»Jeg ser sorte skyer på fremtidens himmel. Jeg voksede jo op i en tid med fred, for Amandas generation er jeg bekymret. Isaer med klimaet. Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage del i den kamp.«
1.000 livshistorier
Over de kommende år skal 3.000 gymnasieelever og mindst 1.000 aeldre personer lave samme øvelse som Amanda og Erik Ehmsen.
Samtalerne mellem generationerne skal bruges i forskningsprojektet ”Familerevolutionen i Danmark” fra SDU og skal belyse, hvordan helt almindelige mennesker oplevede og maerkede faenomener som ungdomsoprør og rødstrømpebevaegelse i deres hverdag.
Det ved vi nemlig forbavsende lidt om, fortaeller historieprofessor Klaus Petersen, der er en af lederne af projektet. Men måske er det ikke kun forskerne, der kan få noget ud af samtalerne?
»Uden det her projekt, så var der er ting, vi aldrig havde fået snakket om. Og man kunne virkelig godt give aeldre, der har svaert ved at få forbindelse til deres børnebørn, nogle af de her spørgsmål. Det åbner helt klart for nogle andre baner,« siger Erik Ehmsen.
»For mig giver det en dybere forståelse for, hvem du er,« siger Amanda Ehmsen.