Ja, der er børn, skolerne ikke kan styre
Uanset hvad der er op og ned i de tilsyneladende gruopvaekkende sager om trusler, overgreb og vold på bl.a. Borup Skole på Sjaelland og Agedrup på Fyn, er det mest uhyggelige, at sagernes håndtering afslører en folkeskole, der selvforskyldt har mistet autoritet, ansvarsbevidsthed, tro på egen faglighed og evnen til at handle, når det er åbenlyst nødvendigt.
Den reformpaedagogiske, graenseløs inkluderende og dialogbaserede folkeskole er dumpet. Mange foraeldre har opdaget det for laengst og søgt mod private skoler, der forbeholder sig retten til at have et vaerdisaet og handle, hvis børn og foraeldre ikke tilpasser sig det.
Tankerne bag den amerikanske paedagog og socialistiske samfundskritiker John Deweys reformpaedagogik er, at man skal passe på med at forme børn, men i stedet lade dem forme sig baseret på egne erfaringer, interesser og vaerdier.
Som idé var det en kaerkommen erstatning for den sorte skole, som ingen ønsker sig tilbage. Men den paedagogiske ideologi og ledelse er med tiden blevet stadig mere problematisk, alt for slap og står slet ikke mål med foraeldres tilsyneladende mere lemfaeldige omgang med opdragelse; det er problematisk at sige nej, uhørt at skaelde ud, og barnet bestemmer selv, om det føler for at blive tørret om munden, selv om det bestikløse indtag af kødsovs kraever det.
Føler barnet for at skrige og skabe sig på Nettos gulv, skal det have lov, for hvem er vi voksne til at dømme, om det er en rigtig eller forkert handling. Mødre har gjort det ansvarsløse foraeldreskab til social medieprofil.
skriges der på minimumsnormeringer, for ellers er der ikke voksne nok til at rumme det unikke barn, der for guds skyld (og i hvert fald ikke barnets) ikke skal indordne sig i
I daginstitutionerne
faste rammer. Så møder børnene en karakterløs og dialogsyg folkeskole, der af mangel på decideret handling og indgreb har mistet sin autoritet og i reformpaedagogikkens navn farer vild i offer-/kraenkerrollen, når det er gået galt; hvis et barn opfører sig uacceptabelt, må det vaere et råb om hjaelp, og så må skolen jo hjaelpe, mens den lader andre børn i stikken med dialogbaseret og handlingslammende vås.
Uregerlige børn er skyldige, når de gør andre børn ondt. Men det er foraeldrenes og skolernes ansvar at gøre noget ved det.
skoler vanskelige børn for at fjerne kraenker fra ofrene. Om det er frygten for at skulle erkende et paedagogisk nederlag, eller netop fordi kraenker forveksles med offer, at det ikke er sket i de aktuelle sager, vides ikke, men det er sørgeligt nødvendigt, at børne- og undervisningsministeren nu slår i katederet.
Tidligere udvekslede
Tesfaye kraever, at skolerne i højere grad og hurtigere skrider til handling, så ofre og kraenker ikke i dage og uger skal fortsaette med at gå i klasse sammen.
Uregerlige børn er skyldige, når de gør andre børn ondt. Men det er foraeldrenes og skolernes ansvar at gøre noget ved det.
Ministeren varsler også en skaerpelse af skolernes ordensbekendtgørelse, for i alt for mange skoler har der alt for laenge ikke vaeret en voksen til stede. Autoriteten skal tilbage i folkeskolen, og der er kun skoleledere og laerere til at skabe den. Det sker ved hjaelp af klare vaerdier, vilje til at bruge eksisterende sanktionsmuligheder, komme af med berøringsangsten og indse, at der er børn, man ikke kan styre.
Det er ikke synd for alle børn. Men det vil vaere synd, hvis vi undlader at civilisere børnene og berige dem med andet end egen indre vilje. Foraeldre og skolen må gerne forme børn. Hellere det, end de kun former sig selv og bliver en pestilens for skolekammerater og omgivelser i det hele taget.