Kirken er pinlig tavs i kampen mod antisemitisme
Mens antisemitismen pibler frem, der demonstreres hovedløst for Hamas, så er den danske folkekirke pinagtig tavs om truslen mod jøderne.
»Det var nok nogen, du glemte, hva’? Du har nok valgt side. Politisk,« vrissede en kirkegaenger til mig i kirkedøren juleaften og hentydede til kirkebønnen, hvor jeg uden omsvøb beder for det jødiske folk, der atter en gang må lide under antisemitisme, forfølgelser og overgreb.
Men jeg, eller vi, beder også for deres gerningsmaend – at Guds nådige lys må overvinde mørket i deres sjael. Vi beder for alle ofre for krigen i Mellemøsten – uanset på hvilken side af graensen de befinder sig. Ingen er glemt – ingen politiske proklamationer fra praedikestolen.
Alligevel har den oprevne kirkegaengers kommentar givet genlyd i mig lige siden som et uhyggeligt vidnesbyrd om det ulmende jødehad, der ikke er et spøgelse fra fortiden. Stigningen i jødehadet er alarmerende, viser en ny rapport fra Det Jødiske Samfund.
»Efter den 7. oktober har vi set en antisemitisme på steroider,« fortaeller formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein.
SS-flag i lygtepaele på Frederiksberg. Og hagekors på jøders hoveddøre og klistermaerker, hvor jøderne beskrives som et beskidt folk, og ikke mindst en ukontrolleret spredning af antisemitisme på de sociale medier, hvor hver 10. kommentar om jøder er antisemitisk – nogle med direkte opfordringer til at begå vold mod jøder.
Hamas’ massakre den 7. oktober, hvor civile israelere blev myrdet, voldtaget og kidnappet, bliver forsvaret med, at Israel er en »apartheidstat« baseret på »jødisk overherredømme« og postkolonialisme. Overfald på jøder, trusler mod synagoger, jødiske institutioner, skaending af jødiske gravsteder og kirkegårde og afbraending af israelske flag er altså blevet hverdag både i Danmark og på tvaers af Europa.
Europas jøder lever i frygt – igen. Og hvad gør vi ved det? Vel egentlig ikke så meget.
Men taenk lige over, at den eneste befolkningsgruppe i Danmark, der ikke frit kan vise din identitet, udøve sin kultur og religion – det er jøderne. Også på universiteterne er hagekors, antisemitiske plakater, tilråb, mobning, chikane og dødstrusler en del af hverdagen for jødiske studenter. I Danmark, hvor tusinder af mennesker sjosker bagefter pro-palaestinensiske demonstrationer under bannere med budskabet »From the river to the sea, Palestine will be free« uden ét sekund at overveje, hvem eller hvilken antisemitisk ideologi de er i ledtog med.
Det er, som om det er blevet helt legitimt at taenke: ”Det er vel også lidt jødernes egen skyld – med alle deres bosaettelser, Netanyahu og zionisme.” Den lille antisemitisme baner vej for den store. Det jødiske folk er lagt for had, og vi accepterer det tilsyneladende.
Jøden er fordømt på forhånd.
Det har han vaeret i århundreder – og er det igen. Og bekaempelsen af jødehadet kraever politisk handling og mod, som den unge socialdemokrat Frederik Vad Nielsen demonstrerede allerede i oktober.
af jødehadet kraever også en forståelse for, at hele den europaeiske civilisation står i stor åndelig gaeld til de hundreder af navngivne og unavngivne jøder, der har sat deres aftryk på vores kultur, bl.a. MendelssohnBartholdy, Stefan Zweig, Franz Kafka, Hannah Arendt, Primo Levi, Leonard Cohen og ”Jøden-Jesus”, som Kaj Munk insisterede på at omtale Jesus.
Og her kommer min store undren
Men bekaempelsen
SPEJLET og bekymring: Hvor er kirkens stemme i kampen mod antisemitisme? Selv den regnbuefarvede multikulturelle tyske evangeliske kirke har meldt sig i forsvaret for jødiske liv i Tyskland – selvfølgelig med alle mørke kapitler af tysk historie i bagagen.
Der er ikke et ord, ikke en protest, ikke en lyd, end ikke én faelles opfordring til bøn. Det er skamfuldt.
Der er ikke et ord, ikke en protest, ikke en lyd, end ikke én faelles opfordring til bøn. Det er skamfuldt. Og vi kunne roligt gøre det – for det er ikke et politisk forhold. Kaj Munk så det som en kristen pligt at gøre modstand, at tale jødeforfølgelsen imod, og det kostede ham livet. I hans sidste praediken holdt nytårsdag 1944 i Vedersø Kirke, sagde han: »De har ladet jødeforfølgelsens skaendsel udfolde sig også i vor nordiske stat, slaebt af med hundredårige gamle kvinder, trukket folk ned fra anden sal ved benene med hovedet bumpende mod trappetrinene.«
Men Kaj Munks modstand sprang ikke af en politisk holdning, nej den kom fra kristendommen – fra hans tro: »Der blomstrer et had over alverden, vildt, fortaerende ondt. Kristus har laert os det store: Med alle evner og kraefter at gå imod det onde uden at hade, uden at lade sig svaekke af had.« Hvordan kan vi som kristen kirke i dag lade hadet blomstre vildt uden at se det som en kristenpligt, som en menneskepligt at bekaempe antisemitisme, der ikke bare er en holdning – men et angreb på menneskeheden? Jeg forstår det ikke.