Professor: Jeg føler mig til grin
Det er aldrig rart at blive holdt for nar. Heller ikke når man er så gammel, at det burde vaere lige meget.
Men det er ikke lige meget, hvis man som jeg er vred over det, og når sagen er af principiel karakter.
Den handler om aldersdiskrimination i forskningsverdenen.
Jeg er vred over nu tre år i traek samvittighedsfuldt at have brugt dagevis af min sparsomme tid på at skrive omhyggelige ansøgninger til Carlsbergfondets Semper Ardens-stipendium, som gives til udarbejdelse af monografier.
at jeg og andre kolleger med min anciennitet per automatik er blevet sorteret fra på grund af alder – noget, ingen af os var klar over.
På det tidspunkt i et forskerliv, hvor man må formode, at det store overblik indtraeder – der hvor trådene kan samles, og der kan skaeres til benet – skal der åbenbart ikke investeres mere i denne forskning.
Det forekommer ikke bare tåbeligt, men også urimeligt.
Aldersdiskrimination i alle sine afskygninger afslører hykleriet i at sige, at visdom og gråt guld er betydningsfuldt, mens det i realiteten ikke vaerdsaettes.
Nu erfarer jeg så,
Udenforstående vil sikkert sige: Hvorfor skriver den gamle professor ikke bare det, han vil, behøver han eksterne fondsmidler? Dertil vil jeg sige, at forestillingen om, at forskere har tid til at skrive, er voldsomt overvurderet. Faktisk er det sådan, at et forskerliv ved danske universiteter først og fremmest går med undervisning, vejledning, møder, administrativt arbejde, pressedaekning med meget mere og til sidst lidt forskning og skrivning i weekenderne. Man er faktisk nødt til at søge eksterne midler for at få lidt fred til at skrive!
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg er traet af mit arbejde.
Tvaertimod er det meget meningsfuldt og givende. Jeg er også taknemmelig for den opbakning, jeg har fra min egen ledelse. Det ville bare vaere skønt at kunne hellige sig det at lave en syntese efter et langt forskerliv.
må selvsagt uddele sine midler, som den selv ønsker og uden at melde kriterierne ud. Min forskerkarriere blev kickstartet, da Carlsbergfondet på en ansøgning om nogle få tusinde kroner tildelte mig et fuldt skolarstipendium. Det er jeg selvsagt taknemmelig for, og det har bragt mig vidt.
Paradoksalt nok ser det nu ud til, at det ikke er nok at vaere den
En fundats
bedste på sit felt og at skrive en genial ansøgning. Alder er blevet en parameter, man ikke kan løbe fra – vi kan også sige, at tiden ser ud til at vaere løbet ud!
Lad mig slå fast: Det ér ligegyldigt, at jeg føler mig til grin, og prioriteringer ér nødvendige. Det er med fondsuddelinger som med den offentlige sektor (mit forskningsfelt), at det er uendeligt, hvor meget godt man kunne og burde gøre, men begraenset, hvad man kan gøre. Det kan også sagtens vaere, at jeg ikke er helt så genial, som jeg bilder mig ind, og se, det ville jo vaere et agtvaerdigt kriterie: Uduelighed skal ikke belønnes, og middelmådighed er ikke, hvad vi straeber efter.
ikke er ligegyldigt, haenger det sammen med, at fondsmidler i dag har så afgørende og positiv en betydning, de fylder mere og mere i de samlede budgetter på institutter og universiteter, forskere bruger store dele af deres tid på at søge dem, og det at skulle skrive ansøgninger ”framer” forskningen ved landets forskningsinstitutioner. Men det er ikke blot det, at forskningsansøgninger skaevvrider og stjaeler tid, som kunne vaere brugt på noget andet. Det vigtige er også sagens principielle karakter: Det handler om etik!