Vi skal tage dialogen – også selvom den er svaer

– tak for at dele din bekymring. En bekymring, som vi to heldigvis tirsdag aften havde mulighed for at drøfte ansigt til ansigt. Selvom vi har en direkte dialog, så fortjener dit opråb her i avisen selvfølgelig også et skriftligt svar.

En vigtig del af den kontrakt, jeg som rådmand indgår med jer borgere, er at få økonomien til at haenge sammen. Og det ansvar har jeg valgt at forvalte med størst mulig inddragelse af dem, som beslutningerne vedrører. Det er derfor, der har vaeret flere høringsmøder, og det er derfor, jeg mødte op forrige mandag, da borgere på flere botilbud inviterede mig til drøftelse.

Jeg forstår til fulde, som Anne Moeslund også giver udtryk for, at det kan vaere utrygt, når man som borger eller pårørende får at vide, at de løsninger, vi har i dag, kan vaere nødvendige at justere for at finde de løsninger, der også kan rumme i morgen.

sig til bordet, tage del og vaere med til at tegne den

Er det let at saette

nye vej? Selvfølgelig ikke. Det anerkender jeg. Men noget af det, jeg tager med mig fra mødet, er, at flere beboere udtrykte bekymring for, om mulighederne for at indgå i et faellesskab nu forsvinder. Flere beboere og pårørende pegede også på betydningen af kendte medarbejdere og på vaerdien i faelles aktiviteter for beboerne. Faellesskab, et aktivt liv og kendte medarbejdere skal vi vaerne om, og det – og meget andet – tager jeg med mig i det videre arbejde.

Det er mit ansvar at have blik for hele det sociale område, og sammen med medarbejdere med staerk faglighed på området skal jeg finde ud af, hvordan vi finder de bedste løsninger i socialområdets meget stramme økonomi.

til at undersøge, om vi i dag har opgaver, som vi kan håndtere på nye måder. Det kraever, at vi hele tiden er nysgerrige på, hvordan vi understøtter den enkelte i at mestre mest muligt i sit eget liv. Allerede i dag gør vi ting på en anden måde end tidligere, fordi vi ser borgere med handicap som mennesker med potentialer, der kan udvikles. Og jeg tror på, at

Samtidig er vi nødt

vi i endnu højere grad skal hjaelpe og støtte borgere med handicap til selv at kunne mestre hverdagen.

Men for den enkelte er den omstilling ikke nødvendigvis let – det erkender jeg. Og jeg forstår, hvis det er utrygt og frustrerende at stå i den del af processen, hvor vi endnu ikke kender facit.

Jeg kan sige så meget, at jeg oprigtigt bestraeber mig på at vaere åben og inddragende i processen om at nå frem de rette løsninger. Og jeg saetter pris på, at vi kan tage dialogen – også selvom den er svaer.*